Holden Caulfield

Salingers særprægede historie ville næppe være interessant, hvis man ikke længere læste hans bøger. Det gør man imidlertid alle vegne og hver eneste dag, især i skoler og på gymnasier over hele den vestlige verden. Forbandede ungdom er en autentisk amerikansk klassiker, og romanen blev tidligt vurderet som sådan.

Det er hverken handlingen eller tematikken, der gør den unik. Det er stemmen, som den 16-årige Holden Caulfield bruger til at fortælle med. Den er siden blevet en konvention i sig selv. Vi har vænnet os til teenagere, der taler troværdigt ’’til kameraet’’ og henvender sig i en autentisk form, men i 1951 var det uhørt. Selve begrebet teenager var nyt, og Holden Caulfields attitude repræsenterede noget ægte og uset. Hør blot, hvordan han kommer læseren i møde:

’’ Hvis De virkelig gider høre om det, vil De sikkert først have at vide, hvor jeg er født og hvordan min stakkels, elendige barndom var, og hvad mine forældre bestilte, før de fik mig og alt det der sludder à la David Copperfield, men jeg har ærlig talt ikke spor lyst til at ribbe op i det. For det første keder al den slags mig, og for det andet ville min far og mor få et slagtilfælde, hvis jeg gav mig til at fortælle personlige ting om dem. ’’

På det ydre plan sker der ikke meget i Forbandede ungdom. Lige før jul er Holden blevet bortvist fra skolen. Over en weekend strejfer han rundt i New York, mens han fortæller læseren om sin familie og sin baggrund. Han besøger en lærer som ikke forstår ham, flirter med en prostitueret, telefonerer til mulige kærester og ender med at opsøge sin lillesøster Phoebe, som er den diametrale modsætning til storebroderen D.B. Denne er blevet manuskriptforfatter i Hollywood og har vist sig at være en af de ’’phoneys’’, som i Holdens øjne er værre end de oplagt og målbevidst onde i verden.

Der sker kun lidt i Forbandede ungdom. Alligevel lægges en hel verden frem.