stefan zweig
Ca. 1928
Foto: Scanpix

Stefan Zweig

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
stefan zweig
Ca. 1928
Foto: Scanpix
Main image
Zweig, Stefan
Foto: Wikipedia

Indledning

Stefan Zweig var i sin samtid blandt de mest læste forfattere i dét Europa, han betragtede som sin åndelige hjemstavn. Verdensfred og individets frihed lå den østrigskfødte kosmopolit meget på sinde, og menneskets behov for uafhængighed og hadet til autoriteter løber som en rød tråd gennem hans noveller og kulturhistoriske romaner. Zweigs forfatterskab er formet af de voldsomme historiske begivenheder, han oplevede i løbet af sit liv. To verdenskrige, censur, inflation, bogafbrændinger og eksil tog hårdt på pacifisten, der afskyede al politik, og ved Hitlers fremmarch i 1942 ofrede sit eget liv i afmagt.

 

55100543

Blå bog

Født: 28. november 1881 i Wien, Østrig-Ungarn.

Død: 23. februar 1942 i Rio de Janeiro, Brasilien.

Uddannelse: Dr. Phil. i filosofi ved Universitetet i Wien 1904.

Debut: Silberne Saiten. Schuster & Löffler, 1901.

Seneste udgivelse: Monotoniseringen af verden : essays, taler og interviews. Rosinante, 2018. Oversættere: Jørgen Herman Monrad, Judyta Preis. (04.41). Essays.

Inspiration: Hugo von Hofmannsthal, Rainer Maria Rilke, Auguste Rodin og William Blake.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Atter synes alt ordnet på det bedste. Men politik har altid været en videnskab i det meningsløse og uberegnelige. De simple, naturlige og fornuftige løsninger er den imod, vanskeligheder er dens kæreste lyst, tvist er dens element.”
”Maria Stuart”, s. 20.

Stefan Zweig var en humanistisk forfatter i den forstand, at han anså det som digterens væsentligste mission at forsvare det fællesmenneskelige i mennesket. Han var en verdensborger, der i løbet af sit liv boede og rejste i det meste af verden. Især Paris, Berlin, fødebyen Wien og de intellektuelle venskaber, han knyttede i disse europæiske metropoler, kom til at forme hans arbejde som forfatter, oversætter og tænker.

Zweig blev født i Østrig-Ungarn i 1881 af jødiske forældre. Allerede i ungdommen tog han afstand fra det autoritære, og skolegangen var i højere grad pligt end fornøjelse. Det var ikke på skolebænken, men i venners lag, at hans viden og interesse for kunst, kultur og litteratur blev vakt. Han indskrev sig på filosofi ved Universitetet i Wien, men brugte de første år af sin studietid på at rejse og skrive. Fra 1897 havde han fået digte og noveller antaget i forskellige tidsskrifter, og i 1901 debuterede han med digtsamlingen ”Silberne Saiten”. Det blev dog især prosaen, der i mellemkrigstiden gjorde ham vellidt hos de europæiske læsere.

I 1930'erne var Zweigs egne værker blandt de mest oversatte tysksprogede i verden, men han arbejdede også selv flittigt som oversætter af bl.a. Charles Baudelaire og Émile Verhaeren. Her ud over skrev han enkelte teaterstykker og en lang række historiske romanbiografier om bl.a. Marie Antoinette, Maria Stuart og Erasmus von Rotterdam, samt serien ”Die Baumeister der Welt”, der er en samling essayistiske studier af Honoré de Balzac, Friedrich Nietzsche m.fl.

Under første verdenskrig gjorde Zweig tjeneste i det østrigske krigsarkiv. Krigens gru, som han så med egne øjne på tjenesterejser til fronten, gjorde ham til en dybtfølt pacifist. Ved anden verdenskrigs udbrud emigrerede han til hhv. England, Amerika og Sydamerika. Eksiltilværelsen fik et tragisk endeligt i Brasilien, da han i februar 1942 sammen med sin anden kone Lotte Altmann begik selvmord i desperation over Adolf Hitlers succes. Erindringsværket ”Verden af i går” (”Die Welt von gestern”), som Zweig skrev i årene frem til sin død, udkom posthumt i 1942.

 

Eros

”Angsten er værre end straffen, for den er jo noget bestemt og (…) altid mere end det forfærdelige ubestemte, det grufuldt uendelige ved spændingen. Så snart hun kendte sin straf, blev hun lettet.”
”Eros”, s. 51.

”Eros” er en dansk udgivelse, der samler tre af Stefan Zweigs erotiske noveller. Den første, ”Angst” (1920), var en af Zweigs første læsesucceser inden for genren. Den beskriver fru Irene, en kvinde fra det pænere borgerskab, hendes angst og desperation. Irene har, uden helt at kunne retfærdiggøre det for sig selv, indledt en affære med den yngre kunstner Eduard. Hun konfronteres indledende med sin ugerning af en kvinde, der påstår at være elskerens fattige kæreste. Kvinden truer med at røbe Irenes utroskab for hendes mand. For hver dag der går, hæves de beløb kvinden afkræver, og Irenes opførsel ændrer sig ligeledes i takt med hendes stigende angst for at blive afsløret. Irenes mand bemærker, at hun er forandret, hvilket kun forstærker skyldfølelsen. Skammen over at lyve for sin mand overskygger til sidst det forkastelige i hendes utroskab, og novellens morale bliver, at man kommer længst med ærlighed.

I ”Geschichte in der Dämmerung”, 1911 (”Tusmørke”) udvikler en ung, skotsk dreng sig til en mand over et par uger i en følelsesladet forvekslingshistorie. Drengen tilbringer sommeren på et slot hos sin fine, engelske familie og mødes om aftenen i tusmørket med en ung, anonym kvinde. Disse hemmelige, erotiske møder pirrer hans seksualitet, og han forelsker sig voldsomt i sin kusine Margot, men skuffes, da det viser sig ikke at være hende, som møder ham i mørket.

”Die Frau und die Landschaft” (”Regn”) er fortalt af en mandlig jeg-fortæller, der tilbringer en sommer på et hotel i Tyrol. Det er hedebølge, og både mennesker og natur hungrer efter et regnskyl. Novellen er en lang sansemættet observation af den omkringliggende, udtørrede natur. Naturens bevægelser, varmen, lyde og dufte beskrives som en drømmende erotisk akt med orgasmen som klimaks.

Novellerne bruger karakterernes indre følelser, hhv. angst, forelskelse og begær, som et dramatisk virkemiddel til at opbygge spænding. Karaktererne er ikke altid dem, man tror de er, og handlingen tager ofte en usædvanlig drejning, der sætter fortællingerne og deres karakterer i et nyt lys.

 

Maria Stuart

”Det grusomste ved dette endeløse fangenskab var, paradoxalt nok, at det udadtil aldrig var noget grusomt fangenskab.”
”Maria Stuart”, s. 254.

”Maria Stuart” (1935) er Zweigs biografi om den skotske dronning Maria Stuart, der levede fra 1542 til 1603. Handlingen følger hendes dramatiske og omskiftelige livsforløb fra vugge til grav. Maria Stuart bliver seks dage gammel dronning af Skotland, men hun vokser op i Frankrig, hvor hun bliver gift med kong Frans II. Han dør ung, og hun må tage tilbage til Skotland og regere sit fattige og forpinte hjemland, som står i evig religionsstrid med England og dets dronning Elisabeth – Marias protestantiske kusine. Stuart selv er katolik, og i hele Europa kæmper de to religioner om magten.

De to dronninger er romanens hovedpersoner. De beskrives gennem deres majestætiske fremtoning, deres politik, individuelle følelser og indre dilemmaer. De er rivalinder, selvom de aldrig mødes gennem andet end brevudvekslinger. Da Stuarts anden mand (og første, kortvarige forelskelse) Henry Darnley myrdes ved et udspekuleret attentat, øjner Elisabeth en chance for at udkonkurrere sin skotske fjende. Maria Stuart ender sit liv i engelsk fangenskab, mistænkt for at medvirke til en plan om at myrde Elisabeth, og hun halshugges som straf.

Bogen er et psykologisk portræt af en kvindelig regents storhed og fald. Den er skrevet i bagklogskabens lys, og fortælleren trækker både på Shakespeares skuespil og historisk kildekritik i sine rationaliseringer om, hvorfor hhv. Elisabeth og Maria Stuart gjorde, som de gjorde. Citater fra Stuarts kærlighedssonetter, traktater og breve indgår i bogens beskrivende prosa. Sproget er rigt på detaljer, men også præcist analyserende og stemningsmættet i optegningen af de datidige royale skikke.

Rigdom, værdighed og ære er essentielle værdier for begge dronninger, men bogen handler også om politik på et mere overordnet plan. Zweig skildrer det brutale, fordækte og omskiftelige i datidens styreformer og lægger ikke skjul på sit syn på det politiske: Det er et fordækt skuespil, hvor alle kneb gælder og hvor sønner gladelig ofrer deres mødres liv for guld og trone.

 

Hjertets utålmodighed

”De beslutninger vi tager her i livet, er i langt højere grad afhængige af vor stand og vore omgivelser, end vi holder af at indrømme.”
”Hjertets utålmodighed”, s. 322.

I 1939 udkom ”Ungeduld des Herzens” fra 1939 (”Hjertets utålmodighed”), der er den eneste af Zweigs ikke-biografiske romaner, der udkom mens han levede. En lille rammefortælling indleder den egentlige historie, idet fortælleren, ved en tilfældighed i 1938, introduceres til hovedpersonen Anton Hofmiller, som herefter beretter om det kærlighedsdrama, han var viklet ind i og som fik et fatalt endeligt i månederne op til første verdenskrigs udbrud.

Den primære historie foregår i 1914 i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Den er fortalt i datid af den midaldrende Anton Hofmiller. Han blev under første verdenskrig hædret til Maria-Theresia ridder, men føler ikke at hans heltestatus er berettiget. ”Hjertets utålmodighed” er hans personlige redegørelse for de omstændigheder, der gik forud for hans modige krigsindsats.

Hofmiller arbejder som løjtnant i kavaleriet ved grænsen til Ungarn. I et nostalgisk tilbageblik beskriver han sit møde med den uhelbredeligt syge Edith, der bor på et lille slot i nærheden af kasernen. Edith er datter af den rige, jødiske Kekesfalva, der ved et lykketræf, og en god portion snilde, er blevet millionær. Anton og Edith mødes til en fin middag hjemme hos Kekesfalva. Af ren høflighed byder løjtnanten husets datter op til dans, uvidende om at hun er lam i begge ben efter en ulykke. Da hun er kommet sig over den første forskrækkelse, forelsker hun sig uigenkaldeligt i den 25-årige løjtnant.

Men Hofmiller har kun medlidenhed til overs for Edith og hendes kærlighed. Denne medlidenhed får voldsomme konsekvenser. Han har ikke viljestyrken til at være oprigtig over for hende og lyver om hendes mulighed for ved hjælp af en ny kur hurtigt at komme til gå igen. Derved giver han den unge pige og hendes familie et falsk håb om, at Edith vil kunne blive helbredt. Skyld, skam, medynk, stolthed og forvirring – følelserne farer gennem løjtnantens hoved. Han er for stolt til at vedkende sig relationen til Edith over for omverdenen, fordi hun er en krøbling, og bruger deres standsforskel som argument for forholdets umulighed.

 

Skaknovelle

”Jeg var tvunget af min frygtelige situation til i det mindste at forsøge denne spaltning i et sort jeg og et hvidt jeg, hvis jeg ikke ville knuses af det grufulde intet omkring mig.”
”Skaknovelle”, s. 55-56.

Stefan Zweigs Schachnovelle fra 1941 (”Skaknovelle”, 1973) betragtes af mange som højdepunktet i hans forfatterskab. Den lange novelle er historien om, hvordan verdensmesteren i skak Mirko Czentovic taber til en ukendt, østrigsk flygtning Dr. B., som ikke har siddet ved et skakbræt i over tyve år.

Novellen er fortalt i jeg-person af en fortæller, der interesserer sig uhyrligt for menneskets psyke og hjernens udvikling. Fortælleren er om bord på en passagerdamper, der sejler fra New York til Buenos Aires, hvor også verdensmesteren i skak befinder sig. Han er nysgerrig for at komme i snak med verdensmesteren, fordi denne er lidt af en særling. En apatisk, udannet og delvist analfabetisk person. Hans opførsel har skabt furore i det ellers så intellektuelle skakmiljø. Opvokset som plejebarn i en fattig præstefamilie opdages Czentovics talent ved et tilfælde, og han gør lynkarriere. Om bord på båden skyer han arrogant alle andre, indtil den ærgerrige, whiskydrikkende McConnor betaler ham for at spille et parti skak mod nogle af bådens amatører. Da den forsigtige Dr. B. kommer forbi og blander sig i spillet, tager historien en uventet drejning. Spillet ender ved hans hjælp med remis, hvorefter Czentovic beder om revanche. I næste forsøg taber verdensmesteren til den blufærdige Dr. B.

Fortælleren opsøger nysgerrigt Dr. B., som giver ham sin gribende historie. Dr. B. var juridisk rådgiver for den østrigske kejserfamilie, og blev – da Hitler besatte Østrig – fanget af Gestapo og tilbageholdt et år i en isolationscelle. Under et forhør stjal han en lille bog, der viste sig at være en oversigt over 150 mesterpartier skak. I begyndelsen føltes de imaginære skakspil som Dr. B.s redning fra isolationens meningsløse tomhed, men langsomt udviklede han i stedet en psykose. Grænsen mellem gal og genial er hårfin. Dr. B.s sarte sjæl, og det pres og de traumer han forbinder skakspillet med, er beskrevet med en alvorlig tone i et nervepirrende, medfølende sprog. ”Skaknovelle” kan læses som en desillusioneret allegori over nazismen: I kampen mellem intellekt og primitivitet sejrer sidstnævnte.

 

Verden af i går

”I Løbet af denne Time havde jeg set den evige Hemmelighed ved al stor Kunst, ja egentlig ved enhver jordisk Præstation lagt aaben for mig: Koncentrationen, enhver Kunstners Sammenfatning af alle Kræfter og Sanser, hans Væren-ude-af-sig-selv, hans Væren-uden-for-Verden.”
”Verden af i går”, s. 133.

”Die Welt von gestern”, 1976 (”Verden af i går”) er titlen på Stefan Zweigs erindringer, der udkom posthumt i 1942. Kronologisk beretter han om sit liv fra barndommen i en velhavende jødisk Wienerfamilie frem til det nu, hvor bogen skrives: Anden verdenskrigs første år, der blev hans livs sidste. Tilbageblikket på ungdommen, studietiden, rejser i Europa, hans første udgivelser, den første verdenskrig og mellemkrigstiden er præget af, at bogen er nedskrevet i en periode, hvor de tyske nazister havde forbudt og brændt Zweigs værker, og han selv var fordrevet fra Europa og levede i eksil i Brasilien.

Zweig tegner et generationsportræt med udgangspunkt i sig selv. Han skriver i forordet: ”Tiden selv leverer Billederne, jeg kommer blot med de ledsagende Ord, og det bliver ikke i første Række min egen Skæbne, jeg fortæller, men en hel Generations, min Generations.” (s. 5). Denne generation tæller mange af de forskellige kulturpersonligheder fra hele verden, som Zweig mødte på sine mange rejser: den østrigske grundlægger af antroposofien Rudolf Steiner, den tyske politiker Walther Rathenau og digteren Rainer Maria Rilke, den franske skulptør Auguste Rodin, den irske forfatter James Joyce m.fl.

Erindringerne kan inddeles i tre perioder: Barndommen og ungdommen i Østrig-Ungarn, hvor han sammen med sine venner nørdede poesi, begyndte at arbejde som oversætter, samt hans debut som forfatter. Det første vendepunkt kommer med første verdenskrig. Befolkningen er stadig uskyldig af sind og tror naivt, at krigen vil være hurtig slut og glemt. Det andet vendepunkt indtræffer, da Adolf Hitler kommer til magten i Tyskland, og antisemitiske og dogmatiske holdninger spreder sig i Europa. Verden har, i Zweigs øjne, mistet sin uskyld.

Forfatterens brede bekendtskabskreds, hans mange rejser og krigenes barske vilkår bruges som afsæt for analyser og refleksioner over verden og menneskets situation. Bogen diskuterer frihed, autoritet og menneskelige relationer i et internationalt perspektiv. Personlig og kunstnerisk frihed er, for Zweig, et uundværligt gode.

 

Genrer og tematikker

I mine Noveller er det altid den, der bukker under for Skæbnens Slag, der tiltrækker mig, og i Biografierne den Skikkelse, der faar Ret ikke i Successens reale Verden, men udelukkende i moralsk forstand.” (Stefan Zweig: Verden af i går. 2002, s. 150) skriver Zweig i sine erindringer. Fælles for novellerne er da også fortællernes empatiske og psykologiske fortolkninger af karaktererne, netop når de befinder sig i ekstreme situationer eller i det øjeblik, hvor deres liv tager en drastisk vending. De afsløres i utroskab, de forelsker sig eller de mishandles i fangenskab.

Flere af novellerne benytter sig i kompositionen af rammefortællinger. Fortælleren giver ordet videre til en eller flere af karaktererne, der beretter deres livshistorie, anekdoter eller kommer med supplerende karakteristikker af andre af teksternes centrale personer. Karaktererne lider af forskellige psykiske lidelser som angst, apati, psykose og depression, og ofte er det netop individets indre følelsesliv, der er et bærende element.

Inspireret af landsmanden Sigmund Freud betjente Zweig sig af psykologiske tematikker som seksualitet og dødsdrift. Også i sine personkarakteristikker trækker han på Freuds teorier om psykens tre instanser: Id, Ego og Superego, hvor Id’et er den del af personligheden, der rummer drifter og lyst, Superego’et moral, samvittighed og idealforestillinger, mens Ego’et prøver at skabe en god balance mellem drifterne på den ene side og de moralske idealer på den anden.

De historiske portrætter er en blanding af fakta og fiktion. Fortællerstemmen ligger tættere op af Zweigs egen person, og ind imellem analyserer og fortolker han personer og begivenheder i en saglig og historisk stil. Biografierne er dog stadig romaner, med stigende spændingskurver og opdigtede passager om karakterernes emotionelle tilstande. Zweig er en empatisk intellektuel. Han ønsker ikke at reproducere eventyr om ensidige helte og heltinder, men er en ambitiøs forfatter, der gennem et forfinet sprog søger at nærme sig de mange sammensatte personligheder, der gemmer sig bag de mytiske ikoner.

 

Beslægtede forfatterskaber

Inden for genren historisk romanbiografi er det i en nutidig, dansk kontekst især Maria Helleberg, der har gjort sig bemærket. Helleberg skriver ligeledes om kvinde- og kunstnerskæbner, samt dramatiske fortællinger om livet i tidligere tiders kongefamilier. Eksempelvis har hun skrevet om skuespilleren Johanne Louise Heiberg i romanen ”Scenesat” (2012), og ”Dagmar” fra 2007 skildrer den danske prinsesse og russiske kejserinde Dagmars (1947-1928) omskiftelige liv med bombeattentater, revolution og som enke omkring århundredeskiftet. Flere titler kan nævnes, for Helleberg er – som Stefan Zweig var det – en yderst produktiv forfatter.

En anden forfatter, der som Zweig tog litterært og kritisk afstand til den nationalsocialistiske ideologi og Hitlers magtbegær, var Klaus Mann (1906-1949). Sønnen af den tyske nobelprismodtager Thomas Mann deler på mange måder skæbne og interessefællesskab med Zweig. Begge færdedes de i inderkredsen af den europæiske kulturelite, og begge blev de i 1930'erne tvunget i eksil – først i andre europæiske lande, siden i Amerika. Manns erindringer ”Vendepunktet” (”The Turning Point”, 1942) og romanen ”Der Vulkan” (1939) skildrer livet i landflygtighed, og også han oplevede at få sin litteratur bandlyst i Det Tredje Rige.

Romanklassikeren ”Den gode soldat” (”The Good Soldier”, 1915) af britiske Ford Madox Ford (1873-1939) foregår, ligesom ”Hjertets utålmodighed”, i tiden op til første verdenskrig. Kærligheden mellem en soldat og en humørsyg kvinde er katalysator for historien, der fortælles af den desillusionerede John Dowell, hvis kone har en affære med vennen Edward, en gentleman og god soldat. Det europæiske borgerskabs livsstil beskrives via fatale kærlighedsaffærer af en lidenskabelig, men upålidelig, fortæller. Til forskel herfra er Zweigs fortællerstemmer generelt troværdige. Det samme kan ikke siges om persongalleriet. Karaktererne handler i krig og kærlighed, og flere af Zweigs værker om utroskab, løgn og bedrag har opnået international klassikerstatus. Det til trods er hans forfatterskab gået lidt i glemmebogen herhjemme.

 

Bibliografi

Digte

Zweig, Stefan:
Silberne Saiten. Schuster & Löffler, 1901.
Zweig, Stefan:
Die frühen Kränze. Insel, 1906.
Zweig, Stefan:
Die gesammelten Gedichte. Insel, 1924.

Drama

Zweig, Stefan:
Tersites. Ein Trauerspiel. In drei Aufzügen. Insel, 1907.
Zweig, Stefan:
Das Haus am Meer. Insel, 1912.
Zweig, Stefan:
Der verwandelte Komödiant. Ein Spiel aus dem deutschen Rokoko. Insel, 1913.
Zweig, Stefan:
Jeremias. Eine dramatische Dichtung in neun Bildern. Insel, 1917.
Zweig, Stefan:
Legende eines Lebens. Ein Kammerspiel in drei Aufzügen. Insel, 1919.
Zweig, Stefan:
Das Lamm des Armen. Tragikomödie in drei Akten. Insel, 1929.
Zweig, Stefan:
Die schweigsame Frau. Komische Oper in drei Aufzügen. Fürstner, 1935.

Erindringer

Zweig, Stefan:
Verden af i går – En europæers erindringer. Signet Hardbacks, 2002. (Die Welt von Gestern. Erinnerungen eines Europäers. Bermann-Fischer, 1942.)

Essays

Zweig, Stefan:
Stjernestunder. Jespersen og Pios forlag, 1973. (Sternstunden der Menschheit. Fünf historische Miniaturen. Insel 1927.)
Zweig, Stefan:
Møde med en svunden tid. Jespersen og Pio, 1958. (Zeit und Welt. Bermann-Fischer, 1943.)
Zweig, Stefan: Monotoniseringen af verden : essays, taler og interviews. Rosinante, 2018. Oversættere: Jørgen Herman Monrad, Judyta Preis. (04.41).

Noveller og fortællinger

Zweig, Stefan:
Skaknovelle & Praterforår. Rosenkilde & Bahnhof, 2013. (Praterfrühling. 1900.)
Zweig, Stefan:
Vergessene Träume. 1900.
Zweig, Stefan:
Ein Verbummelter. 1901.
Zweig, Stefan:
Im Schnee. 1901.
Zweig, Stefan:
Zwei Einsame. 1901.
Zweig, Stefan:
Die Wunder des Lebens. 1903.
Zweig, Stefan:
Die Liebe der Erika Ewald, Fleischel & Co. 1904.
Zweig, Stefan:
Der Stern über dem Walde. 1904.
Zweig, Stefan:
Scharlach. 1908.
Zweig, Stefan:
Geschichte eines Unterganges. 1910.
Zweig, Stefan:
Erstes Erlebnis. Vier Geschichten aus Kinderland: Geschichte in der Dämmerung, Die Gouvernante, Brennendes Geheimnis, Sommernovellette. Insel, 1911.
Zweig, Stefan:
Brændende hemmelighed. Gyldendal, 1957. (Brennendes Geheimnis. Insel, 1913).
Zweig, Stefan:
Der Zwang. Insel, 1920.
Zweig, Stefan:
Brief einer Unbekannten. Lehmann & Schulze, 1922.
Zweig, Stefan:
Amok. Insel, 1922.
Zweig, Stefan:
Den evige Broders Øje. Hasselbalchs kulturbibliotek, 1946. (Die Augen des ewigen Bruders. Insel, 1922).
Zweig, Stefan:
Angst. Reclam, 1925.
Zweig, Stefan:
Følelsernes vildveje. L.C. Lauritzen, 1949. (Verwirrung der Gefühle. Drei Novellen: Vierundzwanzig Stunden aus dem Leben einer Frau, Untergang eines Herzens, Verwirrung der Gefühle. Insel, 1927).
Zweig, Stefan:
Den usynlige samling. Byens Antikvariat, 1967. (Vier Erzählungen: Die unsichtbare Sammlung, Episode am Genfer See, Leporella, Buchmendel. Insel, 1929).
Zweig, Stefan:
Den begravede lysestage. Jespersen og Pio, 1960. (Der begrabene Leuchter. Novelle. Herbert Reichner, 1937).
Zweig, Stefan:
Skaknovelle. Aschehoug, 1973. (Schachnovelle. Gottfried Bermann Fischer, 1943).
Zweig, Stefan:
Kaleidoskop. Jespersen og Pios Forlag, 1950 (Dansk udvalg med novellerne Tvang, Guvernanten, Uventet bekendtskab med et håndværk, Den usynlige samling, En episode ved Genfersøen, Bog-Mendel, Amokløberen, En fantastisk nat, Brev fra en ubekendt, Et hjertes undergang).
Zweig, Stefan:
Eros. Aschehoug Dansk Forlag, 1964. (Dansk udvalg med novellerne Angst, Tusmørke, Regn).
Zweig, Stefan:
Et hjertets undergang. Stjernebøgerne, 1957. (Dansk udvalg med novellerne Guvernanten, Brev fra en ubekendt, Tvang, Uventet bekendtskab med et håndværk, Et hjertes undergang).
Zweig, Stefan:
Legender. Jespersen og Pio, 1970. (Dansk udvalg med novellerne Rakel går i rette med Gud, Den evige broders øjne, Den begravede lysestage, Legenden om den tredje due, De lige – ulige søstre).

Romaner

Zweig, Stefan:
Hjertets utålmodighed. Jespersen og Pios forlag, 1949. (Ungeduld des Herzens. Bermann-Fischer/Allert de Lange, 1939).
Zweig, Stefan:
Forvandlingens rus. Martins forlag, 1986. (Rausch der Verwandlung. Knut Beck, 1982).
Zweig, Stefan:
Clarissa, 1981 (ufærdig roman). (Clarissa. Knut Beck, 1981).

Brevveksling

Zweig, Stefan:
Brevveksling mellem Stefan Zweig – Richard Strauss. Hasselbalchs kulturbibliotek, 1966. (Briefwechsel zwischen Richard Strauss und Stefan Zweig. S. Fischer, 1957).

Div. biografier

Zweig, Stefan:
Stefan zweig har forfattet en lang række biografier
Zweig, Stefan:
Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie. Kristeligt Dagblad, 2015. (Triumph und Tragik des Erasmus von Rotterdam, 1934). Oversat af: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Biografi.

Om forfatterskabet

Artikler

Møller, Jørgen:
EU: En humanisme uden mennesker. Politiken, 2004-02-22. Kronik om Stefan Zweig og hans humanisme i forhold til EU.
Rossel, Sven Hakon:
Stefan Zweig – den store europæer. Berlingske Tidende, 2006-12-02. Kronik om Stefan Zweig i anledningen af 125-året for hans fødsel.

Web

Hjemmeside om forfatteren og hans værker med billeder, tidslinje mm.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Stefan Zweig

Film

Stefan Zweig blev drevet på flugt i 1930’erne efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland og levede sine sidste år i eksil i Buenos Aires, New York og Rio de Janeiro, hvorfra han skrev sit litterære testamente, ’Verden af i går’. Filmen er en mindelse om dengang for ikke så længe siden, hvor Europa var et sted man flygtede fra og ikke til.

Kilder citeret i portrættet

Erindringer

Zweig, Stefan:
Verden af i går – En europæers erindringer. Signet Hardbacks, 2002. (Die Welt von Gestern. Erinnerungen eines Europäers. Bermann-Fischer, 1942.)