Især de nervøse 1920’ere var for Kristensens vedkommende en frodig periode, hvor indre og ydre turbulens blev omskabt til kunst gennem stadig mere radikale eksperimenter. Da han 10 år efter ”Fribytterdrømme” satte punktum for tids- og selvopgøret i ”Hærværk”, havde Kristensen i realiteten ført en indre jordomrejse til ende.
I ”Fribytterdrømme” (1920) formuleres en række centrale temaer i efterkrigstidens rastløse tomrum. De sættes så at sige på lyrisk formel og samles i en original syntese af egen erfaring og alle de forbilleder, som digterens første ting bygger på. Der blev måske skrevet mere originale samlinger mellem krigene, men ingen med så programmatisk et præg af fuldstændighed og ingen med så sikker sans for den rette timing. Mellem Johs. V. Jensens ”Digte 1906” og Klaus Rifbjergs ”Konfrontation” (der henter sit motiv hos Kristensen) fra 1960 ser man ikke mere totale angreb på det etablerede virkelighedsbillede.
Her findes bl.a. digtene ”Ringen”, (hvor en rundsang af bynavne fastholder "fribytterklangen"), og ”Itokih” (fuldt af frydefulde lydordseffekter).
Stærkest står dog ”Landet Atlantis” med det berømte billede af ungdommens revolutionære iver, der er ”Skøn som en sønderskudt Banegaard”, og med følgende ekspressionistiske motto: ”Farverne sprænges, og Formerne sprænges,/ og Skønheden skabes af grelle konflikter./ I Chaos jeg løfter min Bøsse/ mod Skønhedens Stjerne og sigter.”
De følgende samlinger, ”Mirakler” og ”Paafuglefjeren”, er mindre og mere spredte i anslaget, mens ”Verdslige sange” samler indtryk fra det meste af årtiet. Det er selve lyden af ordene, selve sammenstillingens gnister, der giver Kristensens digte symfonisk drive. Et eksempel på spændvidden får man ved at sammenligne det folkekære ”Lirekassen” fra ”Mirakler” med ”Henrettelsen” fra ”Paafuglefjeren” og ”Nat i Berlin 1921” fra ”Verdslige sange”.
Digteren Kristensens relative svaghed er, at han aldrig bryder med en traditionel poetik af klange, rim og retorik. Det bliver i romanerne, han for alvor trænger igennem til det moderne, han står som indbegrebet af. En station på vejen er de dog usædvanlige rejsebøger.