Kirsten Thorup debuterede i 1967 med en modernistisk digtsamling, og i 1973 udkom forfatterens første roman, ”Baby”, som er en fortælling om unge, rodløse storbymennesker. Romanen udspiller sig i de tidlige 1970’ere og indeholder små fortællinger, der kædes sammen af personernes indbyrdes relationer og deres fælles tilhørsforhold til Vesterbro. Bogen behandler emner som arbejdsløshed, boligmangel og prostitution, men også solidaritet, fællesskab og et motiv, som skal blive et omdrejningspunkt i flere af forfatterens senere romaner, nemlig vanskelighederne ved at finde ud af, hvad kærligheden går ud på.
Romanen er dog især kendt for sin fortælleteknik, hvor ordet og optræder i stedet for punktum eller komma. Denne teknik giver læseren indtryk af en udflydende bevidsthed og af en udflydende verden, hvor personerne har svært ved at finde fodfæste. Alting fremstilles i en række af sideordnede sætninger, hvor alt er lige gyldigt, fra de store spørgsmål til de praktiske hverdagsproblemer. Ligesom sætningerne alle befinder sig på ét niveau, er der på indholdssiden også tale om, at alting beskrives udefra og på overfladen, mens der ikke dykkes ned i personernes psyke eller dybereliggende bevæggrunde.
24759105
Meget af romanen er desuden præget af dialoger. Det ukommenterede replikskifte er sammen med sideordningen med til at underbygge indholdets tematisering af fraværet af faste holdepunkter i tilværelsen. Bogens fortællemæssige strøm af sætninger uden et centralt udsigtspunkt understreger også en storbystemning uden faste fikspunkter at orientere sig ud fra.
Midt i romanens formmæssige overfladeæstetik handler bogen dog også om menneskelige relationer, afmagtsfølelse og menneskets længsel efter noget andet end den virkelighed, det er havnet i. Ifølge nogle kritikere findes der ligeledes en bagvedliggende indigneret stemme, der holder samfundets svigt frem gennem skildringer af nogle af samfundets svageste. Det distancerede nøgterne blik forenes så at sige med den socialrealistiske romans indignation. Kirsten Thorup afviser imidlertid selv, at debutromanen skulle være en socialrealistisk fortælling: ””Baby” er et formeksperiment. Jeg havde det meget æstetiske projekt, at jeg ville sideordne sætningerne. Personerne skulle kun eksistere i nuet. De lever på gaden; hvad der går forud, har de glemt, og de ved ikke, hvad de laver i morgen. Jeg har slet ikke skrevet noget om deres baggrund, og følelser var sideordnet med ”hvor er mine cigaretter?” Alting gik i ét. Det har intet at gøre med hverken realisme eller socialrealisme.” (Marie Tetzlaff: Både glæden og sorgen er kort. Politiken, 2007-02-17).
”Baby” blev i 1979 belønnet med Den Internationale Pegasus Litteraturpris.