Elementer fra Kirsten Thorups eget liv spiller en betydelig rolle i hendes forfatterskab, og i hendes seneste romaner har en virkelig kvindeskæbne været en vigtig inspirationskilde. Ifølge forfatteren er det en del af fiktionens væsen, at oplevet stof transformeres: ”Der er jo altid et kvantespring fra virkelighed til fiktion, for man blander det. Det svarer lidt til den måde, man drømmer på (…). Når man drømmer, kan noget, man oplevede i går, blive flettet sammen med noget, der ligger langt tilbage og noget, man aldrig har oplevet. Sådan er fiktionen også sat sammen med virkeligheden.” (Carsten Andersen: Den protestantiske skriftestol. Politiken, 2000-10-22).
Kirsten Thorups forfatterskab udsprang af 1960’ernes eksperimenterende modernisme, men bevægede sig hurtigt i retning af en mere realistisk fortællestil. Hendes romaner indeholder ofte en samtidsskildring med udgangspunkt i en kvindelig hovedperson, ligesom man i bøgerne finder skildringer af mennesker fra alle samfundslag. I mange af bøgerne er der tale om tidsbilleder af vigtige opbrudsperioder og en fremhævelse af de forandringer i livsmønstre, som den enkelte periode var kendetegnet ved. Kirsten Thorup har blik for at udforske menneskets forskellige livssituationer, deres identitetsovervejelser, kærlighedslængsel og indre kaos. En undersøgelse af det, der holdes hemmeligt eller gemmes af vejen, og forandringens mulighed er også vigtige temaer. Der ligger også et samfundskritisk potentiale i forfatterskabet, som bl.a. kommer til udtryk i den respektfulde skildring af skæve eksistenser.
Rammen i mange af Kirsten Thorups bøger er et tidsbillede, men der er i lige så høj grad tale om skildringer af almene og genkendelige tematikker, hvilket er en af litteraturens vigtige funktioner ifølge forfatteren: ”Især i kunsten kan man identificere sig med noget og nogen, som har et liv, der slet, slet ikke minder om ens eget. Alligevel kan man forstå deres handlinger og følelser, følge deres tankegang og deres motiver. Det er blandt andet derfor, man læser bøger, ikke? For at finde ud af, at man ikke er alene.” (Marianne Juhl: Interview med Kirsten Thorup. Passage nr. 56. Vinteren 2006).
I ”Erindring om kærligheden” er det forældrekærligheden, som skildres: ”Et menneske er altid gådefuldt. Man kan knap nok forstå og forklare sig selv (…) Det er jo også derfor, jeg skriver fiktion, for at dykke ned i nogle almenmenneskelige grundmønstre, som man som læser kan genkende fra sit eget liv, for eksempel forholdet mellem forældre og børn, der er de stærkeste følelsesmæssige relationer, som findes.” (Johanne Mygind: Hvad tænker moderen egentlig? Weekendavisen, 2016-04-15). I romanerne om Harriet Bertram er det krigens polarisering, som er et af bøgernes omdrejningspunkter.