Portræt af Agota Kristof
Foto: Yvonne Böhler

Agota Kristof

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen. Januar, 2023. Blå bog og bibliografi opdateret maj 2023.
Top image group
Portræt af Agota Kristof
Foto: Yvonne Böhler

Den ungarske forfatter Agota Kristof (1935-2011) kom til den fransktalende del af Schweiz som flygtning i 1956. Kristof beskriver følelsen af at være analfabet i den nye sprogvirkelighed i sit selvbiografiske værk ”Analfabeten” fra 2004. Hun formåede at finde en litterær stemme i det franske og debuterede på fransk med romanen ”Det store stilehæfte” i 1986. Samme år modtog hun Den Europæiske Litteraturpris for romanen. I en minimalistisk sprogtone sætter Kristof ord på den eksileredes erfaring af hjemløshed og fremmedgørelse, og værkerne er i dag kanoniseret som verdenslitteratur og oversat til mere end 40 sprog.

135909661

Blå bog

Født: 30. oktober 1935, Csikvánd, Ungarn.

Død: 27. juli 2011, Neuchâtel, Schweiz.

Uddannelse: Bachelor i Science, Neuchâtel, Schweiz.

Debut: Le grand cahier. Editions du Seuil, 1986.

Litteraturpriser: Den Europæiske Litteraturpris, 1986. Gottfried Keller-prisen, 2001. Den østrigske statspris for europæisk litteratur, 2008. Den ungarske stats Kossuth-pris, 2011.

Seneste danske udgivelse: Det er lige meget. Aleatorik, 2023. (C'est égal, 2005). Oversat af Malte Damgaard Hansen. (Noveller).

Inspiration: Knut Hamsun.

 

 

Videoklip

Uddrag fra dokumentaren ”Kontinentet K. Agota Kristof, forfatter fra Europa” af Eric Bergkraut (1997). Publiceret 2017-04-01.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg har talt fransk i mere end tredive år, og skrevet på det i tyve, men jeg kender det stadig ikke. Jeg taler det ikke uden fejl, og jeg kan kun skrive det med hjælp fra de ordbøger som jeg jævnligt slår op i. Det er derfor, at jeg også kalder fransk et fjendesprog. Der er også en anden grund, den mest alvorlige: dette sprog er i gang med at dræbe mit modersmål.”
”Analfabeten”, s. 46.

Agota Kristof blev født i den ungarske landsby Csikvánd i 1935. Faren Kálmán Kristóf var folkeskolelærer, og moren Antónia Turchányi var kunstprofessor. Derudover bestod familien af Agotas storebror Yano, der var et år ældre end hende, og hendes tre år yngre lillebror Tila.

Familien slap uskadt gennem Anden Verdenskrig, men efter krigen blev faren arresteret af kommunisternes sikkerhedspoliti, og fattigdom tvang moren til at anbringe sin 14-årige datter på en statskostskole for piger. En mellemting mellem et børnehjem og en opdragelsesanstalt, fortæller Kristof i sit selvbiografiske værk ”L’Analphabète” fra 2004 (”Analfabeten”, 2022), hvori hun også skriver, at den eneste mulighed for at udholde adskillelsens smerte var ved at skrive.

I et interview beskriver Kristof udviklingen af sin litterære stil: ”Jeg begyndte at skrive, da jeg var 13 år gammel, og alting ved min stil har forandret sig siden. Alting. Digtene var for poetiske og for sentimentale. Jeg kan ikke lide den form for skrivning. Jeg bryder mig slet ikke om mine digte, ikke mere.” (Riccardo Benedettini: A conversation with Àgota Kristóf. Music & Literature, 2016-06-09. Egen oversættelse).

I forbindelse med den fejlslagne antikommunistiske opstand i Ungarn i 1956 flygtede hun som 21-årig med sin mand og nyfødte datter over den østrig-ungarske grænse og endte i det fransktalende Schweiz i byen Neuchâtel. I ”Analfabeten” beskriver Kristof, hvordan hendes håb om at blive forfatter var lig nul, da hun som flygtning ankom til Schweiz. Hun fik arbejde på en urfabrik, og fem år senere forlod hun fabrikken og sin mand for at studere fransk og begynde at skrive på fransk. Hun skrev en række hørespil til en schweizisk radiostation, og arbejdet med at skrive korte og let afkodelige sætninger fik indflydelse på udviklingen af hendes litterære stemme.

Kristof var 51 år, da hun debuterede som forfatter med romanen ”Le grand cahier” i 1986 (”Det store stilehæfte”, 1987). På det tidspunkt var hun blevet gift og skilt for anden gang, og hendes tre børn var blevet store. I løbet af sin forfatterkarriere fik hun udgivet ni værker, som er blevet oversat til omkring 40 sprog, og hun har vundet flere priser for sit forfatterskab.

Agota Kristof døde i sit hjem i Neuchâtel i 2011. Hun blev 75 år gammel.

Det store stilehæfte

”Bedstemor kalder os:
- Horeunger!
Folk kalder os:
- Heksens drenge! Tævesønner!
Andre siger:
- Idioter! Bøller! Snotunger! Fæhoveder! Svin! Bæster! Rak! Stinkdyr! Banditter! Rødder! Forbryderspirer!
Når vi hører alle disse skældsord, bliver vi røde i hovedet, det summer for vores ører, det svider i øjnene, og vi ryster i knæene.
Vi vil ikke mere rødme eller ryste, vi vil vænne os til hånen, til de sårende ord.”
”Det store stilehæfte”, s. 23.

I 1986 udkom Agota Kristofs debutroman ”Le grand cahier” (”Det store stilehæfte”, 1987). Værket er første bind ud af en trilogi. 

Romanen åbner med en scene, hvor to 13-årige tvillingedrenge bliver sendt ud på landet til deres bedstemor, som de ikke kender. En krig hærger, byen de kommer fra bliver bombet, og der er mangel på mad. Deres mor har derfor set sig nødsaget til at efterlade børnene hos bedstemoren, indtil krigen er forbi. Faren er ved fronten, og de har ikke hørt fra ham i et halvt år. Det nye liv hos bedstemoren er blottet for den omsorg og varme, de har været vant til. De er nødt til at arbejde, ellers giver bedstemoren dem ikke noget at spise og lukker dem ude om natten.

Historien er fortalt fra drengenes perspektiv i en vi-form, som signalerer deres forbundethed og afhængighed af hinanden. Bogen er inddelt i korte tekststykker med overskrifter som ”øvelser til hærdning af kroppen” og ”øvelser til hærdning af sjælen”. Teksten kan læses som en slags krigsdagbog, som drengene fører over deres oplevelser og hærdningsproces.

52915686

Deres skriveregel er at skrive en prosa helt fri for følelser, nøjagtig og objektiv. For at overleve i den barske virkelighed, som er præget af fattigdom og forråelse, har de indset, at de må hærde deres sind og krop. På den måde fremskriver de et hærdet sprog, hvor fortrængningen af egne følelser er sat i sprogligt system.

De får bank af bedstemoren og af andre mennesker, og for bedre at kunne tåle smerte uden at komme til at græde, øver de sig ved at slå hinanden. For at vænne sig til skældsordene, de bliver kaldt, beslutter de sig for at kalde hinanden værre ting, indtil ordene ikke trænger ind i deres hjerner. Men ordene fra gamle dage, de kærlige ord som moren kaldte dem, giver dem stadig tårer i øjnene, så de gentager dem så mange gange, at de lidt efter lidt mister deres betydning, og den smerte de fremkalder, bliver mindre.

”Det store stilehæfte” er brutal læsning, men holdt i en usentimental og nøgtern tone. De voksnes analyserende og fortvivlende blik er fraværende, i stedet er sproget præget af en barnlig naivitet, som er konstaterende og drevet af nysgerrighed.