Historien om Harriet fortsætter i romanen ”Mørket bag dig” fra 2023, som er en selvstændig fortsættelse af ”Indtil vanvid, indtil døden”.
Bogen er fortalt med en indre synsvinkel hos den kvindelige hovedperson, der refererer til sig selv som et du. Den tager sin begyndelse i København i januar 1943, hvor Harriet er vendt hjem fra sin rejse til Nazityskland og nu forsøger at stable en tilværelse med sine to drenge på benene i det tyskbesatte Danmark.
137029723
Harriet lever af sin enkepension fra Tyskland og bliver hurtigt del af en velgørenhedsfond etableret af Frikorps Danmark. Hun forsøger efter bedste evne at være loyal over for sin afdøde mand og store kærlighed, men også at holde sig neutral i forhold til politiske spørgsmål og ikke vælge side i krigen. Men er det overhovedet muligt at indtage en sådan neutral position i en krigssituation? Det er et af de spørgsmål, romanen rejser.
Romanens hovedperson står for alvor splittet og forandret tilbage, da en ny mand – shippingmanden Knud Skou, der i det skjulte er del af den danske modstandsbevægelse – kommer ind i hendes liv. Som Harriet selv beskriver det: ”Du må have luft for dine kaotiske følelser. Du er bange for at gå i opløsning. Det er som om din krop celle for celle gennemgår en forvandling.” (s. 262). Det kan synes næsten lidt for fantasifuldt, at en modstandsmand flytter ind hos en østfrontenke, men historien bygger på en sand fortælling, omskabt til fiktion: ”Min inspirationskilde boede faktisk sammen med Knud Skou (…) Da hun får ham som lejer, så begynder hun jo ligesom at bevæge sig over til ’den anden side’. Det er utroligt, og hvis ikke det var sket i virkeligheden, havde jeg aldrig kunnet skrive det.” (Carsten Andersen: Den sorte plet klæber til pilotens enke. Politiken, 2023-10-18).
Kvindeportrættet afsluttes i romanen med den fred, der følger efter befrielsesdagenes hævnaktioner og turbulens: ”Med freden er du nået til vejs ende på din rejse ind i krigens sorg. Du er på tilbagetog. Gennem ukendte minefelter.” (s. 528). I bogens tidsbillede indgår også en skildring af et klasseopdelt samfund fra de selvforsørgende bondefamilier til den ekstravagante livsstil hos dele af den nazistiske besættelsesstyrke og de kummerlige forhold i de københavnske boligbarakker.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mørket bag dig"