Karen Blixens første værk er “Seven Gothic Tales” fra 1934 (“Syv fantastiske Fortællinger”, 1935), der blev udgivet under pseudonymet Isak Dinesen. Tidsligt er fortællingerne sat i 1800-tallet. Miljøet og omgivelserne er gotiske, eksotiske og aristokratiske, og temaerne er mennesket og dets skæbne, identitet, forholdet mellem mandligt og kvindeligt samt mellem liv og kunst. Det står eksempelvis klart ved læsning af fortællingen “Drømmerne”, hvor identitetsspørgsmålet sammenkobles med historiefortælling(er).
“Drømmerne” er skrevet som en rammefortælling eller et kinesisk æskesystem med flere mindre historier inde i hovedfortællingen. Den ydre ramme er en iscenesættelse af den klassiske fortællesituations kulisse: en fuldmånenat i 1863 på en dhow, der sejler mellem Lamu og Zanzibar. Om bord er Said Ben Ahamed, eventyrfortælleren Mira Jama, der har mistet evnen til at fortælle historier, og den rige englænder Lincoln Forsner. Inde i denne ramme fortæller Lincoln historien om kvinden som ”for tyve Aar siden lærte [ham] at drømme” (s. 267). Lincoln møder i Rom en prostitueret kvinde, som han forelsker sig i og vil giftes med. Han rejser for at underrette sin familie, men da han kommer tilbage til Rom, er hun væk. Han rejser rundt og leder efter hende og møder på et hotel i Alperne, hvor han møder en gammel bekendt, Pilot, og dennes medrejsende Baron von Hohenemser. De fortæller hver deres historie om en kvinde, de fortvivlet leder efter. Beskrivelserne af de tre kvinder er vidt forskellige, men det viser sig, at det er den samme kvinde.
24236641
Da de finder hende og afkræver hende et svar på spørgsmålet: Hvem er du? kaster hun sig ud fra en bjergskråning. På hendes dødsleje fortæller jøden Marcus Cocoza, som er hendes beskytter, historien om hendes liv. Kvinden er den verdensberømte operasangerinde Pellegrina Leoni, der kom til skade i en brand på teatret og mistede sin stemme. Dette fik hende til at indse, at hun aldrig igen ville være afhængig af én identitet, og hun besluttede sig for at lade verden tro, at Pellegrina var død, mens hun selv levede med skiftende identiteter resten af sit liv. Pellegrina beskriver identitet som noget, der fanger, fastholder og snærer, og ved at være den samme hele livet bliver man sin egen “Slave og Fange” (s. 326).
Fortællingen som helhed kan potentielt læses som en drøm. Den mimer drømmens struktur ved at de indlejrede fortællinger aldrig når til en afslutning, men konstant afbrydes og udsættes, hvorved fortællingen udsætter tidspunktet for afslutning, konklusion og fortolkning. Svaret på spørgsmålet om identitet falder aldrig i nogen absolut forstand. Dette illustrerer Pellegrina gennem sine forskellige roller og masker, som hver især er anledning til en ny historie.
Baronen, Pilot og Lincoln, leder alle efter svaret på spørgsmålet: Hvem er jeg? Men de projicerer det ud i verden og spørger i stedet Pellegrina: Hvem er du? De vil alle gerne fortælle den sande historie om hende, men hver enkelt fortælling undermineres af den næstes. Pellegrina flytter sig konstant, både rent geografisk og også fra sig selv. Hun kan således læses som en slags metafor for fortællingen, som en understregning af, at der ikke findes en definitiv tolkning. Demaskeringen, reduktionen og kravet om en endelig sandhed og identitet – gennem mandens blik og forventninger – bliver kvindens og fortællingens død.
