Karen Blixen
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj / Scanpix

Karen Blixen

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Ida Winther-Jensen, 2013.
Top image group
Karen Blixen
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj / Scanpix
Main image
Blixen, Karen
Foto: Lars Hansen

Indledning

Karen Blixen er en af de mest internationalt kendte danske forfattere. Hendes litteratur fascinerer på én gang millioner af almindelige læsere og udfordrer samtidig de mest kræsne litteraturforskere. Værkerne bærer præg af den mundtlige fortælletradition, og sproget er gammeldags, farverigt og flyder over af billeder og symboler. Forfatterskabet er fyldt med et væld af intertekstuelle referencer fra verdenslitteraturen, og temaerne centrerer sig om liv, kunst, kærlighed, skæbne og identitet. Fortællingerne er ofte henlagt til at foregå i 1700- og 1800-tallet i eksotiske miljøer og eventyruniverser, som det blandt andet ses i debutsamlingen “Syv fantastiske Fortællinger”. Mest kendt er nok erindringsværket “Den afrikanske Farm”, som blev filmatiseret i 1985 af Sydney Pollack.

47322278

Blå bog

Født: 17. april 1885 på gården Rungstedslund i Rungsted.

Død: 7. september 1962 på gården Rungstedslund i Rungsted.

Uddannelse: Har gået på Kunstakademiet i København.

Debut: Seven Gothic Tales, Random House, 1934 (Syv fantastiske Fortællinger, 1935, C.A. Reitzels Forlag). Novellesamling.

Litteraturpriser: Holberg-Medallien, 1949. Ingenio et arti, 1950. De gyldne laurbær, 1952. H.C. Andersens Legatet, 1955. Kritikerprisen 1957. Henri Nathansens Mindelegat, 1957. Henrik Pontoppidans Legat, 1959.

Seneste udgivelse: Wulff, Signe: I køkkenet med Karen Blixen. Storyhouse, 2019.

Inspiration: Søren Kierkegaard, William Shakespeare, Charlotte Brontë og William Faulkner.

Periode: Efterkrigstidens eksistentialisme

Genre: Novelle

Artikel type
voksne

Baggrund

“Kan du huske de mennesker [...], der levede i Gud og tog deres tilflugt til Herren og hvilede i ham, og alt det dér. Sæt nu at det var det, Gud afskyede mest af alt, og at han til sidst ville sige til dem: ‘For Guds skyld,’ – eller hvad han nu siger i den situation – ‘find dog på noget at gøre selv, find jer nogle interesser i livet. Jeg ville minsandten ikke have skabt jer, hvis jeg havde vidst, I ikke kunne andet end at falde tilbage på mig igen.’”
”Karneval!, i “Karneval og andre fortællinger”, s. 142.

Karen Christentze Dinesen blev født den 17. april 1885 på gården Rungstedlund som andet barn ud af fem af forældrene Wilhelm og Ingeborg Dinesen. Børnene fik privatundervisning hjemme, og Karen viste tydelige kunstneriske anlæg og både tegnede og malede fra de tidlige børneår.

I 1895 hængte faren, Wilhelm Dinesen, sig, formentlig grundet langvarig depression. Som ung var han officer og deltog i den tysk-franske krig, hvorefter han, plaget af tungsind, levede to år blandt indianerne i Wisconsin. Han er kendt for sine jagtbreve fra 1889 og 1892 udgivet under pseudonymet Boganis, som er et indiansk navn for vilde nødder. Efter hans død opdrog Ingeborg Dinesen børnene sammen med sin mor og søster.

Karen Blixen lærte fransk og engelsk, modtog tegneundervisning og i 1904 kom hun på Kunstakademiet. Tre år senere debuterede hun i tidsskriftet Tilskueren med fortællingen “Eneboerne” under pseudonymet Osceola. Osceola var en indianerhøvding fra 1800-tallets begyndelse, og faderen havde brugt navnet til en af sine jagthunde. Endnu et par fortællinger blev offentliggjort i årene efter, men de vakte ikke nogen opsigt .

I 1912 forlovede Karen sig med sin halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke fra Näsbyholm, og de rejste til Britisk Østafrika (fra 1919 Kenya), hvor Bror blev manager for en kaffefarm uden for Nairobi – den man kender som Den afrikanske farm. Kort efter brylluppet blev Karen Blixen diagnosticeret med syfilis. Hun blev behandlet med kviksølv de næste mange år, hvilket medførte livslange lidelser. Bror Blixen viste sig at være helt uegnet som manager. I 1921 afgjorde familieaktieselskabet, der ejede farmen, at Karen Blixen skulle overtage bestyrelsen, og Bror og Karen Blixen blev separeret.

Efter at forholdet til Bror Blixen var gået endeligt i stykker, kom hun til at elske den engelske adelsmand og militærpilot Denys Finch Hatton, som hun havde mødt i 1918. I lange perioder opholdt Finch Hatton sig på farmen, men til stor sorg for Karen Blixen boede han der aldrig fast. Han døde ved et tragisk flystyrt i 1931. Blixen måtte kæmpe stadig mere ihærdigt for at holde farmen kørende, og i 1931 var fallitten en realitet.

Blixen var 46 år, totalt ruineret og flyttede tilbage til Danmark og ind i sit barndomshjem hos sin mor. Hun begyndte at skrive på en samling fortællinger – “Nine Tales”. De udkom den 9. april 1934, dog skåret ned til syv under titlen “Seven Gothic Tales”, og blev entusiastisk modtaget af kritikere og læsere i USA. Forfatternavnet var Isak Dinesen. Om brugen af navnet Isak har hun selv udtalt, at hun valgte det efter fortællingen i 1. Mosebog om Sara, der ler, da Herren bebuder, at hun i sin høje alder skal få en søn. Blixen fortalte i et interview fra 1960: “Og så siger hun bagefter, at hun vælger at kalde ham Isak, for det betyder latter, og hun håber og ønsker, at hele verden skal le med hende. Det syntes jeg var en tiltalende tanke.” Samlingen blev også udgivet i England, og i 1935 i Danmark, gendigtet af forfatteren selv, under titlen “Syv fantastiske Fortællinger”. I 1937 udkom “Den afrikanske Farm” i Danmark og “Out of Africa” i England, og det slog Blixens navn som international forfatter fast. Hun blev en markant figur i det danske kunstmiljø med en betydning, der strakte sig til både England og USA.

I 1950’erne var hun flere gange kandidat til Nobelprisen i Litteratur, men fik den aldrig. I 1962 døde Blixen, 77 år gammel, svækket efter mange års sygdom.

Siden 1991 har man kunnet besøge Karen Blixens barndomshjem, Rungstedlund, som i dag hedder Karen Blixen Museet. Man kan ligeledes besøge hendes tidligere farm uden for Nairobi, der er et af Kenyas mest besøgte turistmål.

Syv fantastiske Fortællinger

“I, der, efter hvad I har fortalt mig, har dræbt hende ved at spørge hende, hvem hun var, naar I engang paa den anden Side af Graven bliver spurgt: Hvem er I? – hvad vil I da kunne svare?”
“Drømmerne”, i “Syv fantastiske Fortællinger”, s. 314.

Karen Blixens første værk er “Seven Gothic Tales” fra 1934 (“Syv fantastiske Fortællinger”, 1935), der blev udgivet under pseudonymet Isak Dinesen. Tidsligt er fortællingerne sat i 1800-tallet. Miljøet og omgivelserne er gotiske, eksotiske og aristokratiske, og temaerne er mennesket og dets skæbne, identitet, forholdet mellem mandligt og kvindeligt samt mellem liv og kunst. Det står eksempelvis klart ved læsning af fortællingen “Drømmerne”, hvor identitetsspørgsmålet sammenkobles med historiefortælling(er).

“Drømmerne” er skrevet som en rammefortælling eller et kinesisk æskesystem med flere mindre historier inde i hovedfortællingen. Den ydre ramme er en iscenesættelse af den klassiske fortællesituations kulisse: en fuldmånenat i 1863 på en dhow, der sejler mellem Lamu og Zanzibar. Om bord er Said Ben Ahamed, eventyrfortælleren Mira Jama, der har mistet evnen til at fortælle historier, og den rige englænder Lincoln Forsner. Inde i denne ramme fortæller Lincoln historien om kvinden som ”for tyve Aar siden lærte [ham] at drømme” (s. 267). Lincoln møder i Rom en prostitueret kvinde, som han forelsker sig i og vil giftes med. Han rejser for at underrette sin familie, men da han kommer tilbage til Rom, er hun væk. Han rejser rundt og leder efter hende og møder på et hotel i Alperne, hvor han møder en gammel bekendt, Pilot, og dennes medrejsende Baron von Hohenemser. De fortæller hver deres historie om en kvinde, de fortvivlet leder efter. Beskrivelserne af de tre kvinder er vidt forskellige, men det viser sig, at det er den samme kvinde.

24236641

Da de finder hende og afkræver hende et svar på spørgsmålet: Hvem er du? kaster hun sig ud fra en bjergskråning. På hendes dødsleje fortæller jøden Marcus Cocoza, som er hendes beskytter, historien om hendes liv. Kvinden er den verdensberømte operasangerinde Pellegrina Leoni, der kom til skade i en brand på teatret og mistede sin stemme. Dette fik hende til at indse, at hun aldrig igen ville være afhængig af én identitet, og hun besluttede sig for at lade verden tro, at Pellegrina var død, mens hun selv levede med skiftende identiteter resten af sit liv. Pellegrina beskriver identitet som noget, der fanger, fastholder og snærer, og ved at være den samme hele livet bliver man sin egen “Slave og Fange” (s. 326).

Fortællingen som helhed kan potentielt læses som en drøm. Den mimer drømmens struktur ved at de indlejrede fortællinger aldrig når til en afslutning, men konstant afbrydes og udsættes, hvorved fortællingen udsætter tidspunktet for afslutning, konklusion og fortolkning. Svaret på spørgsmålet om identitet falder aldrig i nogen absolut forstand. Dette illustrerer Pellegrina gennem sine forskellige roller og masker, som hver især er anledning til en ny historie.

Baronen, Pilot og Lincoln, leder alle efter svaret på spørgsmålet: Hvem er jeg? Men de projicerer det ud i verden og spørger i stedet Pellegrina: Hvem er du? De vil alle gerne fortælle den sande historie om hende, men hver enkelt fortælling undermineres af den næstes. Pellegrina flytter sig konstant, både rent geografisk og også fra sig selv. Hun kan således læses som en slags metafor for fortællingen, som en understregning af, at der ikke findes en definitiv tolkning. Demaskeringen, reduktionen og kravet om en endelig sandhed og identitet – gennem mandens blik og forventninger – bliver kvindens og fortællingens død.

Den afrikanske Farm

“Her i denne høje Luft trak man Vejret let og indaandede et vildt Haab, som Vinger. I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.”
“Den afrikanske Farm”, s. 10.

“Den afrikanske Farm” fra 1937 er Karen Blixens anden bog. Det er en erindringsroman, der foregår på hendes kaffefarm ved foden af Bjerget Ngong i det nuværende Kenya i Afrika, og handlingen strækker sig over perioden 1914 til 1931.

Blixen skriver om de europæiske besøgende, der kommer på farmen. Især fortælles om besøg fra hendes nære venner Denys Finch Hatton og Berkeley Cole. Sidstnævnte har en farm i nærheden og kommer jævnligt forbi med vin, mad og grammofonplader til Blixen. Denys Finch Hatton bor ofte på Blixens farm og bruger det meste af dagen på at tage på safari. Ofte er Denys Finch Hatton og Karen Blixen på jagt sammen. Hatton beskrives med megen varme, og der er ingen tvivl om, at der er et særligt forhold mellem Blixen og ham. I værket ekspliciteres deres kærlighedsaffære dog aldrig.

29454280

En stor del af værket udgøres af refleksioner over forskellen mellem europæere og de afrikanske indfødte. “Kikuyuerne er indstillet paa det uforudsete og vante til det uventede. Heri adskiller de sig fra Europæerne, som helst vil holde sig assureret imod Skæbnen. Negeren staar paa en venskabelig og fortrolig Fod med Skæbnen, for han har været i dens Hænder hele sit Liv, og den er for ham saa at sige Hjemmet, det velkendte Tusmørke i Hytten, dyb Muld for hans Rødder. Han tager imod Livets Omskiftelser med stor Ro og Fatning.” (s. 24).

Netop de indfødtes evne til at overgive sig i skæbnens hænder sætter Blixen højt, og mange af hendes øvrige værker handler netop om menneskets forhold til skæbnen. Hun skriver desuden om forskellige tilgange til at kommunikere følelser og relationer: “En hvid Mand, som vilde sige os noget smukt, vilde skrive: ‘Jeg kan aldrig glemme Dem.’ Men Afrikaneren siger: ‘Vi tror ikke om dig, at du nogensinde kan glemme os.’” (s. 67).

Men erindringsværket handler også om, hvordan en høst slår fejl på grund af vejret, og hvordan en brand i plantagen ødelægger kaffefarmens økonomi. Ruineret planlægger Blixen at tage tilbage til Danmark, men inden da bruger hun megen energi på at overtale den koloniale regering til at give farmens land tilbage til de indfødte. Den engelske regering indvilger, og alle farmens beboere kan blive boende. Derefter er Blixen klar til at drage til Danmark. Men på vej til Blixens farm styrter Denys Finch Hatton ned med sit fly og dør, og Blixen begraver ham på sit yndlingssted på bjerget Ngong. Hun må nu selv forlige sig med sin skæbne med en mistet elsker og et mistet hjemland.

Vinter-Eventyr

“Hun kom lige op til ham og gned blidt to af sine brune, klolignende Fingre mod hans Pande. ‘Saa du er saadan en Dreng’, sagde hun, ‘som vil slaa en Mand ihjel, hellere end han vil komme for sent til Stævnemøde med sin Kæreste? Vi holder sammen, skal jeg sige dig, vi Kvindfolk her i Verden. Nu skal jeg mærke dig i Panden, saa at Pigerne kan se det paa dig. De vil synes godt om dig for det.’”
“Skibsdrengens fortælling” i “Vintereventyr”, s. 14-15.

I 1942 udkom Karen Blixens “Vinter-Eventyr”. Det er en samling antieventyr med en tragisk-vemodig tone, hvor ingen får hinanden eller lever lykkeligt til deres dages ende. Fortællingerne behandler barndommen og opvækstens betydning for menneskets identitet og skæbne, og det overordnede tema er børn, som ikke passer ind i det miljø, de vokser op i. I ”Vinter-Eventyr” har Blixen vendt sig fra de eksotiske omgivelser mod mere danske landskaber. Fra brug af en allestedsnærværende fortæller i ”Syv fantastiske Fortællinger” udvikler Blixen mere komplekse bevidsthedsrepræsentationer i ”Vinter-Eventyr”.

Den første fortælling i samlingen er “Skibsdrengens fortælling”, der fungerer som en slags overgangsfortælling mellem de fantastiske fortællinger og vintereventyrene. Den 14-årige skibsdreng Simon redder en vandrefalk, der sidder fast i skibets rigning. Falken kvitterer ved at hugge Simon i tommelfingeren, og han giver den et slag i hovedet.

To år senere er Simon letmatros på skonnerten Hebe, der ligger for anker ved Bodø i Norge. Her møder Simon den jævnaldrende pige Nora, men da han vil besøge hende igen, møder han en flok russiske sømænd, heriblandt Ivan. Simon må slå Ivan ihjel for ikke at komme for sent til sit møde med Nora. Nora står og venter på ham, og de to bliver forbundet. Hun siger: “nu lover og sværger jeg dig, at jeg aldrig vil gifte mig med nogen anden end dig, saa længe jeg lever.” (s. 11). Men gruppen af russiske sømænd er efter Simon, og han må flygte. Han reddes af kvinden Sunniva, som viser sig at være en legemliggørelse af den falk, han reddede to år tidligere. Hun sender ham ud på havet ved at gengive hans slag.

07364342

Fortællingens slutning er lig et eventyr med bemærkningen om, at Simon ”levede saa længe, at han kunde fortælle denne Historie” (s. 22). Men det er ikke en lykkelig slutning, Simon og Nora får ikke hinanden, og Simon er evigt bundet til havet. Sunniva er en mytisk figur, som er både menneske og falk. Fortællingen er således et gotisk vintereventyr, hvor dyr er mennesker og mennesker er dyr. Den tematiserer en opdeling af mandligt og kvindeligt ved at lade Nora og Sunniva samt månen og falken være symboler for det kvindelige.

Simon udsætter sig selv for fare ved at redde falken. Han mærker derved ” … en Følelse af Fællesskab, en dyb Erkendelse af alt levendes Samhørighed…” (s. 11). Dette øjeblik afgør Simons videre liv, skæbne og fortællingens mønster. Således bliver selve fortællingens mønster og de muligheder, der opstår, og hvordan man vælger at forvalte dem, et billede på meningen med livet og Blixens skæbnebegreb. Fortællingen bliver altså allegorisk.

I ”Vinter-Eventyr” søger alle oplevelsen af fællesskabsfølelse og enhed med verden, men misforståelser og umulig kommunikation tematiseres gennemgående som stopklods. Upålidelig fortællestil og glidninger skaber usikkerhed hos læseren og understreger denne tematik.

Babettes gæstebud

“Ingen af de tilstedeværende havde siden en erindring herom. De huskede kun at stuen havde været fyldt af himmelsk lys, som om en samling små glorier var løbet sammen til en stor stråleglans. Fåmælte gamle mennesker modtog tungetalens gave, tunghøres ører oplodes. Tiden selv løb sammen til en evighed.”
”Babettes gæstebud” i ”Skæbneanekdoter”, s. 72.

“Babette’s Feast” blev første gang trykt i Ladies Home Journal i 1950 og udkom på dansk under titlen “Babettes gæstebud” i 1952 under pseudonymet Isak Dinesen. Senere blev den genoversat af Karen Blixen og udgivet i novellesamlingen “Skæbneanekdoter”.

I “Babettes gæstebud” er scenen sat i en lille norsk fjordby ved navn Berlevåg. Fortællingen er, som mange af fortællingerne, henlagt til en fortidig sfære, og den foregår i begyndelsen af 1870’erne. Omdrejningspunktet er dels de to smukke og kunstnerisk begavede provstedøtre Martine og Philippa, der er opkaldt efter henholdsvis Martin Luther og hans ven Philip Melanchton, og dels den mystiske kok Babette, der er flygtet fra den blodige franske opstand, Pariserkommunen, i 1870-71. De to søstre tager godt imod hende og ved ikke noget om hendes tidligere liv.

I 14 år bor Babette hos de to puritanske søstre og serverer trofast klipfisk og øllebrød for dem, sådan som de ønsker det pga. deres kristne og spartanske opdragelse, men i det 14. år vinder hun en stor gevinst på 10.000 francs på en lotteriseddel. Babette beder om lov til at blive til den dag, hvor søstrenes far ville være blevet 100 år. Det skal nemlig fejres med en festmiddag. Babette bestiller varer hjem fra Paris og udfolder nu sin kokkekunst i al sin magt og vælde.

25711467

Alle den afdøde præsts disciple kommer, og selvom de ikke forstår sig på madkunst, er det, som om den udsøgte mad og den eksklusive vin sætter tungebåndene på gled og får følelserne i kog: gamle fjendskaber opløses, og kærlighed, lykke og forståelse spreder sig om bordet. For husets gæster er det som om, der udfolder sig en symbolsk nadver. Det fremstår for dem som en religiøs oplevelse, beredt af intet mindre end en kunstner; Den store kok Babette, der i Paris arbejdede på en fornem restaurant.

I fortællingen fungerer søstrene og Babette i vid udstrækning som kontraster. Mens søstrene er puritanere, er Babette en livsnyder, og mens de er kristne, der opgiver deres kunstneriske talenter, er hun en kunstner, der for enhver pris må udleve sin kunst. ” …der gaar gennem Verden et langt Skrig fra Kunstnerens Hjerte: Giv mig Lov, giv mig Lejlighed til at yde mit ypperste.” (s. 74). Det beskrives flere gange, hvordan hun kan træde ind i et andet univers – blandt andet når hun læser –, som de ikke har adgang til.

 

Ehrengard

”En gammel dame fortalte denne historie. ”For hundrede og tyve år siden”, begyndte hun, ”fortalte min historie sig selv, over et længere tidsrum end De eller jeg nu kan give til den, og med et mylder af enkeltheder og biomstændigheder, som vi aldrig kan håbe på at lære at kende.”
”Ehrengard”, s. 407.

“Ehrengard” blev skrevet i sin første form i 1952 på engelsk. Blixen omarbejdede den i 1961 og 1962, men da hun døde, var den endnu ikke oversat til dansk. Den danske oversættelse, som udkom i 1963, er bygget på den engelske udgave samt en række noter, Blixen havde anført som en forberedelse til at oversætte værket.

Historien foregår ved et lille tysk hertugdømme i det 19. århundredes begyndelse. Storhertuginden af Babenhausen er bekymret over, at hendes søn, prins Lothar, ikke interesserer sig for kvinder, men i stedet elsker kunst og videnskab. Han beundrer smukke kvinder, som han beundrer smukke blomster – med en kunstners distance. Derfor iscenesætter moren sammen med kunstneren Cazotte en æstetisk pilgrims- og forførelsesfærd til Leuchtensten, og deres mission lykkes. Lothar kommer hjem og annoncerer, at han vil giftes med prinsessen Ludmilla. Men et nyt problem opstår: Ludmilla er gravid og skal nedkomme to måneder for tidligt i forhold til, hvad bryllupsdagen tilsiger. Moren og Cazotte sætter et storstilet skuespil i scene, der skal sløre begivenhedernes gang. Til det har de brug for Ehrengard, prinsessens hofdame. Ehrengard er en ung og stærk kvinde med en amazones styrke, og Cazotte bliver grebet af tanken om at ville se hende rødme – han ønsker at se hele hendes sjæl stige op og åbenbare sig for ham i ét langt, hengivent og underkastet øjeblik. Men tingene går ikke som planlagt for storforføreren og kunstneren Cazotte, der på ironisk vis ender med at gå direkte i sin egen fælde.

“Ehrengard” er netop fuld af ironi. Cazotte er begejstret for sig selv og sine ånds- og forførelsesevner, men evner ikke at vende blikket mod sig selv. Han forestiller sig, at han åndeligt kan forføre Ehrengard, men i stedet bliver det ham selv, der bliver forført og står tilbage i al sin rødmen. ”Ehrengard” kan læses som en modfortælling til Kierkegaards ”Forførerens dagbog” – med et væsentligt anderledes kvindesyn og en ironiseren over Kierkegaards mandlige arketyper. Det er en vigtig pointe hos Blixen, at man ikke kan skabe og styre historien, sådan som Cazotte prøver – nemesis vil uundgåeligt indfinde sig.

”Ehrengard” er kompliceret i sin komposition og udsigelsesstruktur, der i et indviklet kinesisk æskesystem gør brug af flere lag af upålidelighed i fortælleinstansen og afstand i tid.

Karneval og andre fortællinger

“Lad os være det i nat, indtil i morgen middag: et aftenselskab anno 2025, udklædt som mennesker fra for hundrede år siden. Vi vil være forelskede i den gammeldags romantiske kvinde af 1925, og vil dyrke kærligheden – meget, meget godt – som man dyrkede den på kong Christian den Tiendes tid. For det er lidt tåbeligt at være en karikatur af noget, man ikke kender ret meget til, og som betyder meget lidt for én, men at være sin egen karikatur – det er det sande karneval!”
“Karneval”, i “Karneval og andre fortællinger”, s. 170.

“Karneval og andre fortællinger” fra 1975 er udgivet efter forfatterens død. “Karneval” foregår i 1925 i København under et karneval, hvor otte personer har forladt ballet og er taget ud til parret Julius og Mimi for at spise og tale om livet, døden og den menneskelige maskerade. Ud over Mimi, der er udklædt som Pierrot, og Julius, der er udklædt som en venetiansk dame, består selskabet af Mimis søster Polly, der er udklædt som Harlekin; Julius’ tidligere elskerinde, der er udklædt som Camelia; Annelise, der er udklædt som den unge filosof Søren Kierkegaard; maleren Rosendahl, der er iført et kinesisk kostume; Tido, der er udklædt som en moderne udgave af Harlekin, og Charlie, der bærer en magentarød domino.

Ud af selskabets inerti og kedsomhed får Julius den idé, at de skal lave en pulje med alt, hvad de ejer i verden, og trække lod om den. Den, der vinder præmien, kan beholde alle ejendelene i et år, og vedkommende må vælge en blandt selskabet, der skal rejse med hele året. De øvrige seks må i mellemtiden forlade deres huse og leve som fattige. Inden de når at gennemføre selve lodtrækningen, ankommer den fremmede Zamor til selskabet og truer med at skyde dem, hvis ikke de giver ham 500 kroner. Polly får ham dog overtalt til at sætte sine ejendele på spil og deltage i lodtrækningen. Hun håber på, at han vil trække vindersedlen, men det gør han ikke. I stedet synker han fortabt sammen, og “det lange sorte løb på hans pistol hang mellem hans knæ, uskadeligt nu, ligesom dødt og tomt.” (s. 185).

20600284

Polly (Harlekin) får vindersedlen, og hun insisterer på at ville have Zamor med. “Jeg vil gøre godt igen, hvad jeg har gjort mod Zamor. Det var hans jomfruelighed: at han ikke ville være som nogen af os. Jeg fik ham til at sælge sin sjæl for en nitte i et lotteri. (s. 187). Det viser sig dog, at også Zamor evner at lave narrestreger, for han er i virkeligheden ikke sort, men hvid. Polly havde dog gennemskuet det, og hun siger: “han skal være min kunstige skygge, min kunstige samvittighed.” (s. 188).

Hele scenariet er et billede på, at livet er et stort maskeradespil, og at identiteter er noget, man kan købslå om.

 

 

 

 

 

 

Karen Blixen i Afrika – En brevsamling, 1914-31

”Jeg har netop […] tænkt over, hvad det egentlig er, som gør mig saa lykkelig her. […] Og her kan jeg være sand, jeg kan være mig selv. – Hvad er det saa ”at være sig selv”? Det er ikke saa let, som man skulde tro. […] Jeg har just skrevet til Elle derom og fremhævet, at det ikke er gjort med ”at have sin Frihed” i mere eller mindre Grad, men at man maa være i Kontakt til Omgivelserne.”
”Karen Blixen i Afrika”, Bind III 1927-31, s. 1439-1441.

Firebindsværket ”Karen Blixen i Afrika – En brevsamling, 1914-31” fra 2013 bygger på den tidligere udgivelse ”Karen Blixen: Breve fra Afrika” fra 1978 af Frans Larsson, men er udvidet med langt flere breve og tager dem med i deres fulde længde. Brevsamlingen indeholder ikke blot breve fra Blixen selv til hendes nærmeste familiemedlemmer men også den anden vej, familiemedlemmerne imellem samt eksempelvis årsberetninger for aktieselskabet bag farmen. Denne væsentlige udvidelse gør værket flerstemmigt og giver et nuanceret og rigt indblik i Blixens liv på farmen i Afrika. Blixen er ikke alene til at betragte sig selv og sit liv og sine bekymringer, sorger og glæder – men ses også udefra med forundring, beundring og bekymring. Brevene tegner et billede af hendes relationer til de forskellige familiemedlemmer og afslører størst fortrolighed med moderen Ingeborg og broderen Thomas.

Brevsamlingen giver indblik i afkrogene af det hårde liv, det var for Blixen at leve på farmen. Med den stadig mere og mere vanskelige økonomiske situation følger humørsvingninger, mismod og ensomhed, og Blixen kæmper for farmen og sit liv i Afrika og for sit forhold til den store kærlighed Denys Finch Hatton. ”og jeg har aldrig i mit liv været saa lykkelig eller halvvejs saa lykkelig, som jeg har været nu.” (Bind II 1923-26, s. 790). Denys’ breve giver dog ikke udtryk for de helt samme varme følelser.

29934460

Brevene udfolder en stor forfatters tilblivelse. Erfaringerne i Afrika kan læses som en undertone i Blixens forfatterskab, og hun viser sig i brevene som en eminent, vittig og intelligent skribent, observant og iagttager. Brevene har, udover indhold om alle de praktiske – og efterhånden mere og mere desperate – forhold, ofte karakter af essaylignende livsanskuelser over emner som ægteskab, kvindens rolle, moral, identitet, kolonialisme, imperialisme, religion og individets behov for selvudfoldelse.

Frihed til at være sig selv italesættes som meget centralt for Blixen i brevene og udfoldes også som tema i hendes forfatterskab. Denne frihed oplevede Blixen i Afrika. I et brev fra 1917 skrev Blixen til sin mor ”Jeg tror, at man maa opleve noget, førend man kan samle sin Personlighed i nogen slags Kunst, men jeg tror, man siden kan omsætte det igen i Kunsten […] ” (Bind I 1914-22, s. 150).

Det må man sige, at Blixen gjorde; både oplevede og omsatte det i kunst.

Skrive- og fortællestil

Det er noget ganske særligt at læse Karen Blixen, fordi hendes sprog i den grad er mættet af sproglige vignetter i form af symboler, sammenligninger og metaforer. Sproget bærer præg af lange snørklede sætninger og gammeldags sprogbrug, og de metaforer, der benyttes, er så lette og luftige, at man uvægerligt bliver forført ind i sproget og ind i de Blixenske fortællinger.

Fortællestilen trækker på solide traditioner i verdenslitteraturen, blandt andet den mundtlige fortælletradition, gotik og eventyret. Eksempelvis er Blixen stærkt inspireret af ”Tusind og én nat” og dennes fortæller Sheherezade. Værkerne er fyldt med intertekstuelle referencer til verdenshistorien, blandt andet Bibelen, klassisk litteratur, Kierkegaard, Shakespeare, Goethe og St. St. Blicher. Blixen lader sig ikke snære af restriktioner i forhold til, hvad man stilistisk kan og ikke kan. Hun formår altid at sprænge rammerne, eksempelvis via spring i tid og rum, allusioners forskydninger og manglende forløsning. Flere historier er skrevet efter det kinesiske æskeprincip, hvor én historie folder sig ud inde i en anden historie, som igen folder sig ud inde i en tredje og så videre.

Filosofiske og eksistentielle spørgsmål drøftes og gennemleves af fortællingernes personer, men de når aldrig frem til definitive konklusioner. Fortælleren er ofte allestedsnærværende, men lige så ofte er det også vanskeligt at sige præcis, hvem der taler og tænker hvornår – og om hvorvidt denne er troværdig eller ej. Upålidelighed, flertydighed og polyfoni understreger hos Blixen en meget grundlæggende relativisme og anderledeshed i forhold til, hvordan vi tror, at verden normalt tager sig ud. Det hele er pakket ind i en blanding af det spøgefulde, det alvorlige og det sære – uadskilleligt flettet ind i hinanden.

Genrer og tematikker

De fleste af Karen Blixens fortællinger er henlagt til aristokratiske miljøer i perioden 1740-1870. Det betyder, at hendes forfatterskab skiller sig ud fra strømninger og bevægelser og øvrige danske forfatterskaber, der dominerede den periode, hun skrev i, altså den første halvdel af det 20. århundrede. Hos Blixen er virkemidlerne hentet fra en klassisk fortællekunst, der ikke er traditionel for Blixens egen tid.

Blixens fortællinger trækker på konventioner om eksempelvis identitet, kønsroller og seksualitet, men i stedet for at reproducere konventionerne, udstilles de og parodieres. At vende tingene om eller give dem et twist, er karakteristisk for Blixen.

Litteraturanmelder ved Berlingske Tidende, Frederik Schyberg skrev i 1935 om “Syv fantastiske Fortællinger”: “Men hvad med Perversiteten? Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes. Bogens elementære Inddeling af de to Køn bestaar i, at alle dens unge Mænd er effiminerede, ifører sig deres Søstres Tøj og uforligneligt spiller Dameroller i Dilletantkomedier til Kenderes Henrykkelse og alle dens unge Kvinder er mandhaftige, gaar paa Vildsvinejagt, klæder sig ud som Mænd og efter Tur sammenlignes med Bataillonschefer, Matrosdrenge, der spuler Dæk, eller Grenadere. Det erotiske Liv, der udfolder sig i Fortællingerne, er derfor af højest sælsom Art. Mænd elsker deres Søstre, Tanter deres Niecer, enkelte af personerne er forelsket i sig selv, og unge Kvinder kan ingen Børn faa, eller vil ingen have.

Schybergs anmeldelse er utroligt rammende i sin beskrivelse af “Syv fantastiske Fortællinger” og indfanger også en af hovedtematikkerne i det øvrige forfatterskab, som netop handler om at sætte spørgsmålstegn ved det, vi opfatter som det ‘normale’ og ‘naturlige’. Schyberg benytter sin beskrivelse til at tage afstand fra Blixens litteratur, som han betegner som moralsk forkastelig, og symptomatisk har flere generationer af Blixen-forskere taget afstand fra Schybergs anmeldelse.

Relationen mellem mennesket og dets skæbne er centralt i forfatterskabet. I “Den afrikanske Farm” skriver hun om forskellen på europæernes og afrikanernes forhold til skæbnen, og i et fortvivlet brev fra 1926 skrev hun til sin bror Thomas Dinesen: “Jeg har læst sand Religiøsitet defineret som det: at elske sin Skæbne betingelsesløst, – og der er noget deri. Det vil jeg sige: jeg tror på en Maade at denne ‘religiøsitet’ er betingelsen for virkelig Lykke.” Disse linjer rummer en af nøglerne til forståelsen af hendes forfatterskab, for det er netop menneskenes manglende evner til at give sig i skæbnens vold, der oftest spænder ben for Blixens litterære karakterer.

Beslægtede forfatterskaber

Karen Blixen er blandt de mest internationale forfattere, som Danmark har fostret, sammen med H. C Andersen og Søren Kierkegaard.

Det er oplagt at indskrive Karen Blixen i den eksistentialistiske tradition i selskab med Albert Camus og Jean Paul Sartre. Det er de samme tematikker, de tre forfattere forholder sig til; liv, død, fremmedgørelse, skæbne og identitet i en tid med religiøse, kulturelle, sociale og ideologiske brydninger. I modsætning til Camus’ og Sartres værker foregår Blixens fortællinger dog ikke i et samtidigt, men i et fortidigt univers, og formen er også anderledes. Blixens forfatterskab kredser om, at intet er fast og givet. På den vis var hun usædvanligt moderne. Camus og Sartre kan filosofihistorisk placeres sammen med eksempelvis Søren Kierkegaard, som Blixen var stærkt inspireret af.

Er man især interesseret i Blixens normbrud i forhold til køn og seksualitet, kan det anbefales at læse Kirsten Thorups roman “Baby”, hvor forfatteren har skabt et univers, hvor den normbundne heteroseksualitet er sat fuldstændig ud af kraft.

Ligeledes kan der drages paralleller mellem Blixens forfatterskab og den gotiske litteratur, som debutværket direkte refererer til i titlen. I det 19. århundrede skrev store forfattere som Charlotte Brontë, Edgar Allan Poe og William Faulkner gotiske fortællinger, der tematiserer det feudale aristokratis forfald og dekadence samt fortidens tyranni, der kvæler håbet for samtidens generation. Temaerne genfindes hos Blixen, men i en mere fri og indirekte form og med et indbygget oprør mod alle former for snæver tænkning.

Karen Blixens forfatterskab bliver ved med at inspirere. Dette ses eksempelvis i Erling Jepsens ”Den sønderjyske farm” (2013), der handler om drengen Allans kaninfarm. Her er åbningen en pastiche på åbningen i ”Den afrikanske Farm”. Hos Jepsen lyder det: ”Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke.”

Bibliografi

Fortællinger

Dinesen, Isak:
Syv fantastiske Fortællinger. 1935. (Seven Gothic Tales. 1934).
Blixen, Karen:
Vinter-Eventyr. 1942.
Blixen, Karen:
Sidste Fortællinger. 1957.
Blixen, Karen:
Skæbne Anekdoter. 1958.
Blixen, Karen:
Skygger paa Græsset. 1960. Erindringsfortællinger.
Blixen, Karen:
Osceola. 1962. Ungdomsværker skrevet under pseudonymet Oesceola.
Blixen, Karen:
Kongesønnerne og andre efterladte fortællinger. 1986.
Blixen, Karen:
Karyatiderne. En ufuldendt historie. 1993.
Blixen, Karen: Om ægteskab. Gyldendal, 2018.
Blixen, Karen: Karneval og andre fortællinger. Gyldendal, 2019.

Romaner

Blixen, Karen:
Den afrikanske Farm. 1937. Erindringsroman.
Pierre, Andrezel:
Gengældelsens Veje. 1944.
Blixen, Karen:
Babettes Gæstebud. 1952.
Blixen, Karen:
Ehrengard. 1963.

Skuespil

Blixen, Karen:
Sandhedens Hævn. 1960.

Breve, essays mm.

Blixen, Karen:
Breve fra Afrika. 1978. Bind 1-2.
Blixen, Karen:
Samlede Essays. 1985. Essays.
Blixen, Karen:
Karen Blixen i Afrika – En brevsamling, 1914-31. Gyldendal, 2013. Bind I-IV.

Om forfatterskabet

Langbaum, Robert:
Mulm, stråler og latter. 1964.
Henriksen, Aage:
Det guddommelige barn og andre essays om Karen Blixen. 1965.
Lasson, Frans (red.):
Karen Blixen. En digterskæbne i billeder. 1969.
Selborn, Clara:
Notater om Karen Blixen. 1974.
Bjørnvig, Thorkild:
Pagten. Mit venskab med Karen Blixen. 1974.
Juhl, Marianne og Jørgensen, Bo Hakon:
Dianas hævn. To spor i Karen Blixens forfatterskab. 1981.
Thurman, Judith:
Karen Blixen. En fortællers liv. 1983.
Henriksen, Aage:
De ubændige. 1984.
Brundbjerg, Else:
Kvinden, kætteren, kunstneren Karen Blixen. 1986.
Dinesen, Thomas:
Tanne. Min søster Karen Blixen. 1986.
Wivel, Ole:
Karen Blixen. Et uafsluttet selvopgør. 1987.
Henriksen, Liselotte:
Karen Blixen - en håndbog. 1988.
Rasmussen, Inge Lise:
Om at flyve og drømme. En bog om Karen Blixen. 1994.
Pahuus, Mogens:
Karen Blixens livsfilosofi. En fortolkning af forfatterskabet. 1995.
Rostbøll, Grethe:
Længslens vingeslag. Analyse af Karen Blixens fortællinger. 1996.
Nordisk kvindelitteraturhistorie. Bind 3. 1997.
Hansen, Frantz Leander:
Babette og det aristokratiske univers. 1998.
Ljungberg, Henrik:
En elementær historie. Om Karen Blixens bedste fortællinger. 1998.
Henriksen, Liselotte:
Blixikon. Karen Blixen fra A til Å. 1999.
Brundbjerg, Else:
Samtaler med Karen Blixen. 2000.
Heede, Dag::
Det umenneskelige: analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen. 2001.
Andersen, Frank Egholm:
Karen Blixen som ung. 2004.
Rostbøll, Grethe:
Mod er svaret. Karen Blixens udgivelser i USA og England. 2005.
Stormgaard, Jørgen:
Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt. 2005.
Borup Jensen, Thorkild:
Karen Blixen. Portræt af forfatteren og forfatterskabet. 2009. (99.4 Blixen, Karen).
Hoppe, Kurt Rodahl:
Blomstersprog. 2009. (99.4 Blixen, Karen).
Henriksen, Morten:
Bag Blixens maske. Samtalebog. (99.4 Blixen, Karen).
Stormgaard, Jørgen:
Guds plan. Karen Blixen og kristendeommen. 2010. (99.4 Blixen, Karen).
Schmidt-Madsen, Sune de Souza:
En lille bog om Blixen. Lindhardt og Ringhof, 2012.
Wirenfeldt Asmussen, Marianne:
Skrivestedet : Karen Blixens spor i Kenya og Danmark. Wunderbuch, 2015. (99.4 Blixen, Karen).
Juhl, Marianne: Karen Blixen i billeder : en livsskildring. Gyldendal, 2017. (99.4 Blixen, Karen).
Buk-Swienty, Tom: Løvinden : Karen Blixen i Afrika. Gyldendal, 2019.
Wulff, Signe: I køkkenet med Karen Blixen. Storyhouse, 2019.

Dramatiseringer

Abrahamsen, Per Brink:
Ehrengard. Opført på Aarhus Teater 1989 og 1998.
Dove, John:
Gengældelsens Veje. Opført på Aarhus Teater 1991.

Links

På hjemmesiden er en fyldig biografi, bibliografi samt diverse anmeldelser og referater af værker.
Et engelsk informationssite med en omfattende tekstsamling om Karen Blixen.
Omfattende og endnu større artikel om forfatteren end den danske udgave

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Karen Blixen

Film

Filmatiseringer

Pollack, Sydney:
Out of Africa. 1985.
Nyholm, Kristoffer:
Ringen. 1988. Tv-film, 1988.
Thomsen, Christian Braad:
Karen Blixen - storyteller. 1995.

Filmcentralen

Se filmen på Filmcentralen
Se filmen på Filmcentralen
Se filmen på Filmcentralen
Se filmen på Filmcentralen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Schyberg, Frederik:
Anmeldelse af Syv fantastiske Fortællinger. Berlingske Tidende, 1935-09-25.