Karen Blixen mente selv, at hun først og fremmest var storyteller inspireret af de gamle mundtlige fortællinger, som blandt andet ”1001 nats eventyr” stammer fra. For at iscenesætte det som en aktiv mundtlig fortælling er der i størsteparten af novellerne en alvidende fortæller, der sætter fortællingen i scene og aktivt kommenterer derpå.
Genremæssigt bevæger hun sig mellem de gotiske fortællinger, eventyret og den magiske realisme. Ikke mindst i ”Syv fantastiske fortællinger” er hun inspireret af den gotiske litteratur, der er kendetegnet ved at tage afsæt i menneskets frygt for det ukendte og ofte kombinerer uhygge og romantik. Mange af fortællingerne foregår i skumle borge eller mystiske klostre, og fortællingernes opbygning minder om de gotiske værker, der opbygges som kinesiske æsker, hvor historier bliver ved med at folde sig ud inde i hinanden.
I sine erindringsværker ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset” trækker hun i høj grad på sine personlige oplevelser i Afrika, men hendes eget liv skinner også igennem i mange af fortællingerne. For eksempel bliver ”Ekko” og ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” ofte læst i et biografisk skær. I sidstnævnte får Lady Flora syfilis – som også Blixen led af – efter at have kysset Sankt Peters fod i Peterskirken i Rom. Der er i det hele taget mange spor at følge, hvis man vil lave en biografisk læsning af Karen Blixens værker.
Karen Blixen levede i en brydningstid, hvor gamle patriarkalske strukturer i stigende grad blev udfordret, og det præger forfatterskabet. Mange af fortællingerne tematiserer et opgør med det gamle patriarkat, adelens deroute og voksnes dominans over børn. Blixens fortællinger er en fin kilde til at få indblik i hendes samtid, men ikke mindst i de foregående århundreder, som hun oftest skriver om. For læsere med det for øje kan det være relevant at foretage en socialhistorisk analyse af hendes fortællinger.
Der er også mange andre oplagte læsninger. For eksempel en postkolonial læsning af ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset”, ligesom flere værker oplagt kan læses med fokus på køn og seksualitet. Blixens fortællinger trækker på konventioner om identitet, kønsroller og seksualitet, men i stedet for at reproducere konventionerne, udstilles de og parodieres. At vende tingene om eller give dem et twist, er karakteristisk for Blixen.
Blixen skrev flere af sine værker under pseudonym, da hun ville have friheden til at skrive, præcis hvad hun ville. Hun brugte sit pigenavn Dinesen sammen med drengenavnet Isak, der betyder ”den som ler”, fordi hun ønskede at bringe latter ind i verden.