johannes ewald
Portræt malet af Erik Poulsen
Foto: Scanpix

Johannes Ewald

Ph.D. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2017.
Emneord
Top image group
johannes ewald
Portræt malet af Erik Poulsen
Foto: Scanpix

Indledning

Vi kalder lidt flot Johannes Ewald (1743-1781) den første danske digter. Ikke fordi han var den første til at skrive digte på dansk, men fordi han var først til at skrive og udleve den digteriske ambition, at det skrevne er et selvstændigt kunstnerisk udtryk i egen ret og ikke blot en stik-i-rend-dreng for kongehus, kirke og kroner. Med et stort stilistisk overskud og en klar og udtrykt bevidsthed om den litterære tradition fra bl.a. Rom og samtiden i bl.a. England spalter Ewald atomet i årene omkring 1775 og opfinder i en dansk kontekst den poetiske kunstform, som vi benytter i dag. Litteratur kalder vi det.

53253296

Blå bog

Født: 18. november 1743, København.

Død: 17. marts 1781.

Uddannelse: Barnesoldat i Syvårskrigen, 1759-60. Teologisk kandidat, 1762.

Debut: Lykkens Tempel, 1764.

Litteraturpriser: Det Smagende Selskab, 1764.

Seneste udgivelse: Udvalgte digte. Dansk Sprog og Litteraturselskab / Borgen, 1998.

Inspiration: Horats, Homer, William Shakespeare, Laurence Sterne, Daniel Defoe.

Periode: Oplysningstiden

 

 

 

DR’s pigekor. Sangen, der hylder Christian den 4., indgår i syngespillet ”Fiskerne” som havde premiere ved fejringen af Christian den 7.’s 31 års fødselsdag 31. januar 1780.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Gives da tilkjende, at der især ere fire Mærker, hvormed en nyegjort Karl uimodsigelig kan beviise sin Mandhaftighed, og uden hvilke hans academiske Indskrivelse, og selv hans Kaarde kun lidet vil hjelpe ham - Intet af disse fire Mærker fattedes mine tre Contubernaler, og jeg allene, jeg uheldige kunde ikke fremvise et eneste af dem - Det første, som er at røge Tobak, forbød en da uovervindelig Modbydelighed mig - det andet, at gaa paa Verts-Huus; dertil var jeg endnu den Tid for undseelig og frygtsom - det tredie var at lade sig barbere, og jeg ulykkelige var da saa glat på min Hage, som jeg nu er inden i min Haand - det fjerde var at have en Kjæreste - Dette syntes mueligst for mig at opnaa - og jeg besluttede saa stadigt at ville have en jo før jo heller.”

”Levned og Meeninger”, s. 155-156.

Johannes Ewald blev født i 1743 i København. Hans far, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade i indre by, og som ganske ung blev Johannes Ewald sendt på kostskole i Slesvig og endte selv med en teologisk embedseksamen, som dog aldrig førte til et præsteembede. Inden da pådrog han sig en invaliderende gigtsygdom og forelskede sig ulykkeligt i Arendse Hulegaard - begge dele med stor betydning for myten omkring Ewald.

Selvom Johannes Ewald historisk anskuet kommer fra en præmoderne verden, så er hans litterære udtryk ganske nutidigt, og som læser sidder man med en fornemmelse af, at Ewald-skriften taler ret igennem det kvarte årtusinde, der er mellem hans tid og vores. Noget af det mest fascinerende ved at læse Ewald er, at vi er så langt tilbage i tid, at man må forestille sig, at bøger (som vi kender dem i dag) ikke var opfundet endnu. Trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, og dermed var samfundet kun netop klar til det, vi i dag forstår ved litteratur, nemlig som et frit tilgængeligt udtryk i et offentligt rum.

Ewalds tekster er med få undtagelser ikke udgivet i bøger. De fremstår som enkeltstående enheder og i mange tilfælde fragmenter. Mange af de nu ikoniske tekster er ret beset ufærdige skitser, som først er redigeret og udgivet mange år efter forfatterens død. Derfor er den gængse sortering af Ewalds tekster i de mange opsamlende udgivelser, vi har i dag, alfabetisk: Der er simpelthen ikke nogen intenderet orden eller rækkefølge at læne sig op af. Selv kronologien er usikker, idet vi i mange tilfælde kun kan gætte på, hvornår f.eks. ”Ode til Sielen” er skrevet.

De tekster, som blev udgivet i Ewalds levetid, blev trykt i aviser og pamfletter og uddelt ved særlige lejligheder. Mange af de såkaldte lejlighedsdigte blev læst højt, f.eks. ved en begravelse eller en fest, og så var det dét. Det er ganske sigende, at én af Ewalds få rigtige udgivelser er den såkaldte ”Samtlige Skrifter” (1780), altså en opsamlende genudgivelse. Titlen lyver i øvrigt, da værket langtfra indeholder alt, hvad Ewald skrev.

Ewald levede sit korte liv i samfundets randområde - uden familie og fast arbejde men til gengæld med masser af druk, hor, gigt og altså poesi. En overraskende livsbane for en præstesøn vil nogen måske hævde? Som man kan forvisse sig om i det biografiske fragment ”Levned og Meeninger” (1775, publiceret posthumt) stak Ewald af hjemmefra som (det vi i dag vil kalde) teenager for at prøve lykken i Den Preussiske Syvårskrig. Han deserterede fra krigen og vendte hjem til et teologistudie og en drikfældig tilværelse som sporadisk lejlighedsdigter og miskendt dramatiker. Rekreationsophold i landlige omgivelser i Rungstedlund (1773) og Humlebæk (1775) hjalp Ewald op af samfundets skraldespand og de sidste seks år frem til hans statsbegravelse i Trinitatis kirke ved Rundetårn (1781) blev de kunstnerisk set mest frugtbare år. I værkgennemgangen, der følger, er hovedvægten lagt på Ewalds lyriske hitparade. Da digtene ikke har optrådt i nogen værksammenhæng, behandles de enkelte digte som selvstændige værker.

Da jeg var syg

”Som Skaberen kun henter Fryd af sig,/ Og uden andres Hielp er lykkelig;/ Saa skal jeg ære Ham - og føle Mig/ Og glemme Roes - og Guld - og Brøl - og Skrig!””

”Da jeg var syg”, vers 49-50.

Titlen på digtet ”Da jeg var syg” (bragt i avis 1771) lyder i sit nedtonede, nøgterne og helt kølige stilleje påfaldende mundret - også i 2017. Det vidner om Johannes Ewalds enestående gennemslagskraft durk igennem tiden. Digtet er skrevet under den tiltagende indflydelse af Ewalds leddegigtsygdom, der krumbøjede hans ryg, og en generelt hård livsførelse, der svækkede hans generelle helbred. Gennem 52 fortrinsvist parrimede verselinjer uden strofisk inddeling gennemspilles en overraskende venlig accept, ja ligefrem velkomst af den sygdom, som man ville forvente var af det onde. Digtet forløber gennem en række tvivlende spørgsmål om forholdet mellem sjæl og krop til en afsluttende harmoni, hvor sygdommen annekteres.

22434136

Det er digtets udgangspunkt i jeget og dets egenhændige manøvrerum, der er noget ganske særligt. Populært sagt er en i 1771 forventelig social og religiøs forordning af det lyriske rum (klassicisme, kunne vi kalde det) modificeret i en både digterisk og eksistentiel selvoptagethed (modernisme, kunne vi kalde det). Digtet er ligefrem blevet udnævnt til ”det første ægte jegdigt i dansk poesi” (Keld Zeruneith: Soldigteren, s. 203), og henleder opmærksomheden på digtets demonstrerede jeg-magt, der er litteraturhistorisk enestående årtier før Romantikkens indvarsling.

Det individualiserede Ewald-jeg kan åbenbart tillade sig at værdsætte kroppens forfald i smukt rimede og metrisk svungne verselinjer. Man forstår, at sygdommen skræller alt unødvendigt væk, og lader jeget træde ud af verden. ”Lyksalig den [...] Hvis Siæl kan uforstyrret tænke sig”, lyder det indledningsvist, inden der spørges retorisk: ”Betænk: hvad er saa kostbart, som du selv?” Og endelig den berømte dobbeltudpegning af MIG: ”Velkommen Gift, som raser i mit bryst! [...] Velkommen! thi du gav mig Mig igien”.