johannes ewald
Portræt malet af Erik Poulsen
Foto: Scanpix

Johannes Ewald

Ph.D. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2017.
Emneord
Top image group
johannes ewald
Portræt malet af Erik Poulsen
Foto: Scanpix

Indledning

Vi kalder lidt flot Johannes Ewald (1743-1781) den første danske digter. Ikke fordi han var den første til at skrive digte på dansk, men fordi han var først til at skrive og udleve den digteriske ambition, at det skrevne er et selvstændigt kunstnerisk udtryk i egen ret og ikke blot en stik-i-rend-dreng for kongehus, kirke og kroner. Med et stort stilistisk overskud og en klar og udtrykt bevidsthed om den litterære tradition fra bl.a. Rom og samtiden i bl.a. England spalter Ewald atomet i årene omkring 1775 og opfinder i en dansk kontekst den poetiske kunstform, som vi benytter i dag. Litteratur kalder vi det.

53253296

Blå bog

Født: 18. november 1743, København.

Død: 17. marts 1781.

Uddannelse: Barnesoldat i Syvårskrigen, 1759-60. Teologisk kandidat, 1762.

Debut: Lykkens Tempel, 1764.

Litteraturpriser: Det Smagende Selskab, 1764.

Seneste udgivelse: Udvalgte digte. Dansk Sprog og Litteraturselskab / Borgen, 1998.

Inspiration: Horats, Homer, William Shakespeare, Laurence Sterne, Daniel Defoe.

Periode: Oplysningstiden

 

 

 

DR’s pigekor. Sangen, der hylder Christian den 4., indgår i syngespillet ”Fiskerne” som havde premiere ved fejringen af Christian den 7.’s 31 års fødselsdag 31. januar 1780.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Gives da tilkjende, at der især ere fire Mærker, hvormed en nyegjort Karl uimodsigelig kan beviise sin Mandhaftighed, og uden hvilke hans academiske Indskrivelse, og selv hans Kaarde kun lidet vil hjelpe ham - Intet af disse fire Mærker fattedes mine tre Contubernaler, og jeg allene, jeg uheldige kunde ikke fremvise et eneste af dem - Det første, som er at røge Tobak, forbød en da uovervindelig Modbydelighed mig - det andet, at gaa paa Verts-Huus; dertil var jeg endnu den Tid for undseelig og frygtsom - det tredie var at lade sig barbere, og jeg ulykkelige var da saa glat på min Hage, som jeg nu er inden i min Haand - det fjerde var at have en Kjæreste - Dette syntes mueligst for mig at opnaa - og jeg besluttede saa stadigt at ville have en jo før jo heller.”

”Levned og Meeninger”, s. 155-156.

Johannes Ewald blev født i 1743 i København. Hans far, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade i indre by, og som ganske ung blev Johannes Ewald sendt på kostskole i Slesvig og endte selv med en teologisk embedseksamen, som dog aldrig førte til et præsteembede. Inden da pådrog han sig en invaliderende gigtsygdom og forelskede sig ulykkeligt i Arendse Hulegaard - begge dele med stor betydning for myten omkring Ewald.

Selvom Johannes Ewald historisk anskuet kommer fra en præmoderne verden, så er hans litterære udtryk ganske nutidigt, og som læser sidder man med en fornemmelse af, at Ewald-skriften taler ret igennem det kvarte årtusinde, der er mellem hans tid og vores. Noget af det mest fascinerende ved at læse Ewald er, at vi er så langt tilbage i tid, at man må forestille sig, at bøger (som vi kender dem i dag) ikke var opfundet endnu. Trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, og dermed var samfundet kun netop klar til det, vi i dag forstår ved litteratur, nemlig som et frit tilgængeligt udtryk i et offentligt rum.

Ewalds tekster er med få undtagelser ikke udgivet i bøger. De fremstår som enkeltstående enheder og i mange tilfælde fragmenter. Mange af de nu ikoniske tekster er ret beset ufærdige skitser, som først er redigeret og udgivet mange år efter forfatterens død. Derfor er den gængse sortering af Ewalds tekster i de mange opsamlende udgivelser, vi har i dag, alfabetisk: Der er simpelthen ikke nogen intenderet orden eller rækkefølge at læne sig op af. Selv kronologien er usikker, idet vi i mange tilfælde kun kan gætte på, hvornår f.eks. ”Ode til Sielen” er skrevet.

De tekster, som blev udgivet i Ewalds levetid, blev trykt i aviser og pamfletter og uddelt ved særlige lejligheder. Mange af de såkaldte lejlighedsdigte blev læst højt, f.eks. ved en begravelse eller en fest, og så var det dét. Det er ganske sigende, at én af Ewalds få rigtige udgivelser er den såkaldte ”Samtlige Skrifter” (1780), altså en opsamlende genudgivelse. Titlen lyver i øvrigt, da værket langtfra indeholder alt, hvad Ewald skrev.

Ewald levede sit korte liv i samfundets randområde - uden familie og fast arbejde men til gengæld med masser af druk, hor, gigt og altså poesi. En overraskende livsbane for en præstesøn vil nogen måske hævde? Som man kan forvisse sig om i det biografiske fragment ”Levned og Meeninger” (1775, publiceret posthumt) stak Ewald af hjemmefra som (det vi i dag vil kalde) teenager for at prøve lykken i Den Preussiske Syvårskrig. Han deserterede fra krigen og vendte hjem til et teologistudie og en drikfældig tilværelse som sporadisk lejlighedsdigter og miskendt dramatiker. Rekreationsophold i landlige omgivelser i Rungstedlund (1773) og Humlebæk (1775) hjalp Ewald op af samfundets skraldespand og de sidste seks år frem til hans statsbegravelse i Trinitatis kirke ved Rundetårn (1781) blev de kunstnerisk set mest frugtbare år. I værkgennemgangen, der følger, er hovedvægten lagt på Ewalds lyriske hitparade. Da digtene ikke har optrådt i nogen værksammenhæng, behandles de enkelte digte som selvstændige værker.

Da jeg var syg

”Som Skaberen kun henter Fryd af sig,/ Og uden andres Hielp er lykkelig;/ Saa skal jeg ære Ham - og føle Mig/ Og glemme Roes - og Guld - og Brøl - og Skrig!””

”Da jeg var syg”, vers 49-50.

Titlen på digtet ”Da jeg var syg” (bragt i avis 1771) lyder i sit nedtonede, nøgterne og helt kølige stilleje påfaldende mundret - også i 2017. Det vidner om Johannes Ewalds enestående gennemslagskraft durk igennem tiden. Digtet er skrevet under den tiltagende indflydelse af Ewalds leddegigtsygdom, der krumbøjede hans ryg, og en generelt hård livsførelse, der svækkede hans generelle helbred. Gennem 52 fortrinsvist parrimede verselinjer uden strofisk inddeling gennemspilles en overraskende venlig accept, ja ligefrem velkomst af den sygdom, som man ville forvente var af det onde. Digtet forløber gennem en række tvivlende spørgsmål om forholdet mellem sjæl og krop til en afsluttende harmoni, hvor sygdommen annekteres.

22434136

Det er digtets udgangspunkt i jeget og dets egenhændige manøvrerum, der er noget ganske særligt. Populært sagt er en i 1771 forventelig social og religiøs forordning af det lyriske rum (klassicisme, kunne vi kalde det) modificeret i en både digterisk og eksistentiel selvoptagethed (modernisme, kunne vi kalde det). Digtet er ligefrem blevet udnævnt til ”det første ægte jegdigt i dansk poesi” (Keld Zeruneith: Soldigteren, s. 203), og henleder opmærksomheden på digtets demonstrerede jeg-magt, der er litteraturhistorisk enestående årtier før Romantikkens indvarsling.

Det individualiserede Ewald-jeg kan åbenbart tillade sig at værdsætte kroppens forfald i smukt rimede og metrisk svungne verselinjer. Man forstår, at sygdommen skræller alt unødvendigt væk, og lader jeget træde ud af verden. ”Lyksalig den [...] Hvis Siæl kan uforstyrret tænke sig”, lyder det indledningsvist, inden der spørges retorisk: ”Betænk: hvad er saa kostbart, som du selv?” Og endelig den berømte dobbeltudpegning af MIG: ”Velkommen Gift, som raser i mit bryst! [...] Velkommen! thi du gav mig Mig igien”.

Natte-Tanker

”Naar Ærens, og naar Guldets Træl/ Omvelte sig blant Angst og Kummer:/ Da kommer Glæde til min Slummer/ og salig Vellyst til min Sjæl”

”Natte-Tanker”, 2. strofe.

Johannes Ewalds digt ”Natte-Tanker” (1773, ikke færdiggjort, publiceret posthumt) beskriver en følelsesladet frygt en uhyggelig nat, hvor mørke kræfter og grufulde dæmoner lader solopgangen og forløsningen vente på sig. Natten fungerer som omdrejningsmotiv på samme måde som sygdommen i ”Da jeg var syg”, nemlig som en undtagelsestilstand i forhold til det verdslige liv (eller dagligdagen, som vi måske ville sige i dag). Ligesom sygdommen standser livets almindelige gøremål, udskyder natten og dens umiddelbart ”fredelige Skygge” den gængse, velkendte verdens virke. Enhver, der har ligget søvnløs en nat, vil genkende det psykologiske fænomen, at tilværelsen kan fremstå fremmed, når man befinder sig på afstand af den. Sygdom og nat er dødens fætter og kusine, og ved at fokusere på dem arbejder Ewalds kunstneriske udtryk sig ned i og bagom forudsætningerne for livet, dagen, lyset, skabelsen og i videre forstand jeget.

52514258

I ”Natte-Tanker” afskærer nattens mørke synssansen og skaber en slags horror eller i hvert fald uhygge. ”Dødens lodne Spaamænd Tude” så ”Haaret kryber” på ”den bange Vandrer”, der standser ved mosen og aner ”den røde Ild [...] Bag Nattens frygtelige Flor”. I mørket er naturen ikke længere venlig, varm og tryg, og vandreren overmandes af en irrationel ”Skræk for løv som falder” og ”Angst for Skyggen af et Træ”.

Påfaldende mange af digtets vers begynder enslydende med konjunktionerne ”og” og ”naar”, hvad man kalder for anaforisk versåbning. Ved på den måde grammatisk set at vende tilbage og uddybe i stedet for at rykke frem og konkludere udskydes og forhales en grammatisk ankomst i ordet ”Da”, som optræder tre gange i digtets forløb. Den grammatiske udskydelse genfinder vi i den tematiske dag/nat-opsætning, hvor nattens rum får lov at fylde og forhale morgendagen. Da den omsider ankommer, morgendagen, er det i form af den romerske lysgud ”Phoebus” (Apollon). Digtets jeg, som til trods for den tætte registrering af gyset fremstår påfaldende uberørt, udbryder fuldbyrdet: ”Da kommer Haabet til min Pude,/ Og Livet til mit Hvilested”.

Det er værd at bemærke, at Ewald efterlod digtet delvist ufærdigt, og at det netop er den lyse afslutningsstrofe, der fremstår særligt ufærdig. Det er eftertidens filologer, der har sat strofen sammen til den flotte, opløftende, lykkelige finale, vi læser i dag. I den version Ewald efterlod, er det harmoniske, lykkelige, opbyggelige kun et vingeskudt fragment.

Rungsteds Lyksaligheder. En Ode

”Hvor Hiorderne brøle/ Mod Skovens letspringende Sønner,/ Og puste, og føle/
Den Rigdom, i hvilken de stønner/ Hvor Meieren synger/ Blant gyldene Dynger,/ Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab/ Til den, som har kronet hans Haab;”

”Rungsteds Lyksaligheder”, 2. strofe.

I et højtsvunget, smukt arkaisk sprogregister besynges Guds udstrakte natur i Johannes Ewalds lyriske hovedværk ”Rungsteds Lyksaligheder. En Ode” (1773, trykt i Adresseavisen 1775). I de indledende strofer bygges scenen op, som var den et legosæt i tre poser: 1) Først roser, så fugle, så ”den følende Skiald” selv; 2) en rislende bæk, så brølende køer, så vimsende hjorte, så en landmand, så kornet på marken, så landmandens henvendelse til Gud og endelig 3) brusende bølger, Helsingborgegnen på Sveriges kyst, skibe på Øresund og skovens høje træer.

22434136

Det er om dette paradisiske rundskue, det lyder: ”Rungsted indhegner den reneste Lyst”. Vi møder jeget som en materialiseret, udvendig karakter, nemlig den ”Lyksalige Dikter” i dette ”Rungsted”. I fjerde strofes udmunding flyttes perspektivet fra distanceret tredjeperson til førsteperson, hvorved det, der før var en papfigur i et landskab, nu er et ”jeg”, der selv taler og selv beskriver, hvordan naturen fylder ”mit Bryst” med kunstnerisk impuls. På den måde indsvøbes en udvendig figur i naturens orden og bliver herved et indvendigt ”jeg”. Det hele foregår i en drømmeagtig tilstand mellem søvn og bevidsthed, hvor naturen ”Snart dysse, snart vække” alt imens den ”Lyksalige Dikter” ”glemmer den heldende Dag”. I denne tilstand rimer ”slummer” [let søvn] på ”kummer”[smerte], hvorved sidstnævnte for en stund overvindes med førstnævnte som en art valiumpille.

Digtet pointerer gentagne gange, at kunsten fødes her, hvor naturbeskrivelsen forlader en fæstnet opstilling af betragtende og betragtet, og begynder at overskride grænsen mellem de to positioner: ”Der voxte min Sang, og den undrende Skov/ Gav Gienlyd af Skaberens Lov”. Dermed udvikler ”den følende Skiald” sig fra en passiv naturskildrer til en i moderne forstand skabende kunstner.

I digtets afslutning indskydes et forstyrrende og tvivlende ”Men”. Ganske bogstaveligt sætter jeget spørgsmålstegn ved den individuelle skabermagt, som netop er etableret så eftertrykkeligt. En serie af desperate spørgsmål er henvendt - ikke til Gud - men til et kvindeligt ”du”, som introduceres i samme ombæring. I et dirrende uafgjort billede samles et på én gang erotisk æggende og et moderligt undfangende ”Skiød”, som skabelsens udspring. Kan en mandlig digter nogensinde besynge det fyldestgørende?

Levned og Meeninger

”Jeg laae i et fremmed Land, i en Egn der lignede de eventyrligste af dem, hvis Beskrivelse jeg havde læst; med en Flaske ved min Side og en Pistol i Lommen - For Resten uden Forældre, uden Opseere, uden Venner og uden Penge - Hvad vilde jeg vel begjære meer? -“

”Levned og Meeninger, s. 130.

Johannes Ewalds roman ”Levned og Meeninger” (påbegyndt 1775, publiceret posthumt) demonstrerer en litteraturhistorisk tidlig beherskelse af og gennemreflekteret forståelse for, hvad det vil sige at fortælle. Dette demonstreres på mindst tre måder:

1. Ewald skriver i en flimrende blanding af tilsyneladende biografi og essayistisk fristil - heraf titlen. Vi får ikke hovedpersonens ”Johannes”’ livsforløb præsenteret i et konstrueret panorama fra vugge til grav, men tværtimod sparsomme, ufærdige punktnedslag fra barndommen, eller med litteraturprofessor Peer E. Sørensens ord ”en lille smule af begyndelsen af den unge Johannes’ flugt til Den Preussiske Krig” (forfatterskabsgennemgang på adl.dk). Det næstsidste kapitel, Magdeborg, slutter abrupt midt i en sætning, og i dette og mange andre udslag af værkets ufærdige fragmentform (hvad enten den er fingeret eller et udslag af, at forfatteren ikke fik skrevet bogen færdig), vil det udsigende ”jeg” kun forpligtes på “det som i mine Tanker nøyagtigt er sandt” og kan ikke ”sige andet herom, end hvad jeg formoder”. De enkelte punktnedslag er således udvidet i lange, ofte vilde ridt af affektive følelsesudbrud i en hyperbolsk sætningsbygning, der flittigt benytter bindestreg og undgår punktum. Dette grammatiske særtræk, der får udtrykket til at myldre kontinuert frem for at søge orden med inddelende sektioner, er sammenfaldende med den gængse praksis i Lawrence Sternes roman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy” (1759-67).

52514029

2. Ewald strækker og samler den fortalte tid uden skelen til en gængs lineær tidsopfattelse. Tiden i ”Levned og Meeninger” opleves ikke som et i forvejen fastsat gitter, men som en plastisk størrelse, der modelleres. Vi forlader til eksempel ”Johannes” ved et ”Toldsted” på Elben mellem Hamborg og krigsfronten, idet han stjæler en flaske vin og begiver sig hen til ”de yndigste Høye paa Jorden”, for så først at møde ham igen 20 sider (eller 1/5 af hele tekstens længde) senere. Den mellemlæggende digression, hvor tiden altså står stille, står i beruselsens tegn både formelt og indholdsmæssigt.

3. ”Levned og Meeninger” benytter en fortælleform, hvor vi på én gang er tæt på det skrivende jeg i realtid og samtidig får historien om den unge ”Johannes” fortalt retrospektivt. Således kan fortælleren henvende sig direkte til læseren - ”Dog dette hører ikke til Sagen”. Og således smitter det af på den voksne fortællers stilleje, når barnet ”Johannes” f.eks. optræder rablende fuld eller henført forelsket i fortællingens rum, hør blot her: 2- En Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogentid har slaaet bag ved et Snørliv! - Jeg havde hende - O Himmel! - o mine Læsere!” (s. 142).

Til Sielen. En Ode

”Blussende ved det Leer, som du kryber i,/ Væmmed ved Vrimlets frekke Fortrolighed,/ Opsvinger du dig, vild, utretted,/ Høit, som en springende Hval mod Solen.”
”Til Sielen. En Ode”, strofe 13.

Den sene lyriske kulmination i Johannes Ewalds produktion er digtet ”Til Sielen. En ode” (1777, udgivet 1780), som er en højstemt besyngelse af den fortabte menneskesjæl og den religiøse frelse som eneste mulige forhåbning. Tilsvarende Ewalds række af lejlighedsdigte til samfundets spidser er digtet udformet som en henvendelse til - ikke ”Til Geheimeraad Haxthausen” eller ”Til Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik den 11.” eller ”[Ode] til Arve-Prindsen, den 11. October 1776”… men ”Til Sielen”. Denne nærmest enfoldige overførsel fra bestillingsarbejdets skabelon til den frit svævende kunstneriske udfoldelse sker gennem en simpel personifikation, hvor Ewald opretholder den hyldende tiltaleform og blot udskifter objektet. Hvor svært kan det være?

”Til Sielen” beskriver igennem en række berømt overlegne billeder, primært hentet fra dyreriget, kampen mellem en ”forgieves” human bestræbelse på at hæve sig op over tilværelsen og så en ubarmhjertigt tyngende kraft, der stopper det arrogante forehavende. Sjælen har kun ”Fierløse Vinger”, hvorfor bevægelsen fra det lave mod det høje, fra mørke mod lys, er umulig. I det måske mest berømte billede lyder det kun alt for sigende: ”Opsvinger du dig, vild, utrætted,/ Høit, som en springende Hval mod Solen”. Man mærker næsten klasket fra den uundgåelige maveplasker.

Løsningen på den nedslående defaitistiske grundstemning kommer i digtets udmunding, hvor Gud og hans ”Kiærligheds Flamme” kommer til undsætning og ”opløfter dig fra Dybet”. ”Digterkonsten blev betroet de Dødelige til at lære Dem […] til at opflamme højere Dyder”, som det storladent smukt lyder i Ewalds fortale til de samlede værker (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, Gyldendal, 1969, s. 240). Det der i udgangspunktet for ”Til Sielen. En Ode” var en fejring af den individuelle sjæl, transformeres i digtets udløb til en fejring af en religiøs men også poetisk frelse: ”Stor er den Aand, som opløfter Faldne”.

Genrer og tematikker

Ewald skræver over alle genrer. Først og fremmest er han lyriker, men som prosaist har han også sat litteraturhistoriske milepæle. Dertil kommer en betydelig produktion af dramatik.

Inden for lyrikken er det særligt ”oden”, der skiller sig ud i Ewalds produktion, altså den fra antikken overleverede og metrisk orienterede form, hvori nogen eller noget - gerne som repræsentant for en heltegerning eller ophøjet dyd - besynges i et svulstigt og højstemt toneleje. Inden for prosaen skriver Ewald fragmenter, lyrisk kortprosa, satire og med ”Levned og Meeninger” også biografi og roman. Man kunne også pege på meget tidlig autofiktion al den stund, at ”Levned og Meeninger” er fiktion og samtidig fremviser sammenfald mellem forfatteridentitet uden for bogen og karakteridentitet inden i bogen.

Tematisk er Ewald optaget af dansk nationalitet og et individualiseret subjekts placering i en omtumlet verden, herunder store følelser som forelskelse, smerte, lykke og håbløshed. De tårevædede lejlighedsdigte finder et kunstnerisk leje i den lyriske produktions generelle optagethed af sorgen, der fremstilles som kunstens bitre men også forløsende forudsætning.

Men hos Ewald er den patetiske modus konstant modsvaret af en reflekteret erkendelsesmæssig kynisme, der i lyrikken afføder de skarpeste metaforer og betydningsrene naturbeskrivelser og i prosaen giver sig udslag i stram ironi og slap humor. Det er dette forhold, en ofte citeret sekvens fra Ewalds “Fortale” til ”Samtlige Skrifter” (1880) adresserer: ”Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild. Og mig kunde først Aar og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer.” (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, s. 240).

Beslægtede forfatterskaber

Johannes Ewald er optaget af at tage magten over verden gennem kunsten. Den frihed, som Ewald finder og undersøger i det skrevne er i udgangspunktet oprørsk og ønsker at udvide grænserne for digtningens område. Men det betyder imidlertid ikke, at Ewald forkaster den litteratur, der er skrevet før ham. Tværtimod udviser Ewald en nærmest glubsk fascination af traditionen. Det ser man i de stilistiske valg, i det indholdsmæssige inventar og i de mangfoldige citater, referencer og parafraser. Han gør, som man skal gøre, men flytter samtidig det hele nye steder hen.

I ”Levned og Meeninger” lyder det om en lignende dobbeltrettet orientering mod regler, ”at jeg aldrig har fundet den Modbydelighed for at adlyde Forbud, som for at underkaste mig Befalinger” (”Levned og Meeninger”, s. 104). Ewalds traditionsforståelse finder en paradoksal frihed i forbuddets negative formulering (du må ikke) i modsætning til befalingens positive formulering (du skal).

I prosaen er det den engelske romanopblomstring i 1700-tallet, der influerer Ewald. Det er først og fremmest Laurence Sterne og hans skrupskøre antiroman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman” (1759-67), hvis narrative og sproglige vildskab Ewald ublu kopierer. Dertil er fabuleringskapacitet, eventyrligt plot og fingeret autenticitet i Daniel Defoes klassiker ”Robinson Crusoe” (1719) en vigtig brik. Endelig skal også Miguel de Cervantes’ ”Don Quixote” (1605 og 1616) og John Miltons ”Paradise lost” (1667) nævnes som udgangspunkt for hhv. Ewalds satire og kristendomsforståelse.

I den lyriske afdeling er det Antikkens lyrik, Ewald bruger som skabelon. Det er primært den romerske lyriker Horats. Eksempelvis er indgangslinjen i “Da jeg var syg” en direkte oversættelse af indgangslinjen i Horats’ ”Anden Epode” (30 fvt.), hvorved det umiddelbart inderligt selvbekendende digt tildeles et æstetikhistorisk klangrum. I sin samtid mødte Ewald den berømmede tyske digter Friedrich Gottlieb Klopstock, hvis orientering mod engelsk tradition åbnede en litterær sti for Ewald. Shakespeares dramatik er væsentlig at nævne, ligesom stoffet i Saxos ”Danmarks Krønike” (1514) og i den nordiske mytologi dannede baggrund for bl.a. skuespillet ”Balders død” (1775).

Ewald har et langt følge af efterkommere i dansk litteratur, ja man dristes til at påstå, at dansk litteraturhistorie efter 1770 per se ER Ewalds arv. Et nedslag kunne være Per Højholt, der i flere omgange har henvist til Ewalds pionerdrift. I digtet med den påfaldende titel ”Supermule møder en kvindelig helikopter” (1971) møder vi/Supermule således “Arendse?” i en liderligt opstemt henvendelse. Tankestregerne fra ”Levned og Meeninger” er hentet ind som en stiplet grænselinje, en grafisk hinde, som Supermule tørner ind i og fortumlet gennemtrænger, idet han som Ewald indtager nyt litterært territorium. Tilsvarende lyder det i ”Levned og Meeninger”: ”en Streg ---------------------------- hvorover man ikke kan komme, uden at falde i Rendestenen”. Også i Per Højholts roman ”6512” (1969) og i digtene ”Nattetanke” og med navns nævnelse ”& Ewald” (1989) finder vi en direkte identifikation.

Anvendt bibliografi

Ewald, Johannes: Udvalgte skrifter. Gyldendalske Boghandel, 1904.
Ewald, Johannes: Philets forslag og Levned og Meeninger. Gyldendal, 1964.
Brix, Hans m.fl.: Johannes Ewalds samlede skrifter. Gyldendal, 1969.
Ewald, Johannes: Udvalgte digte. Dansk Sprog og Litteraturselskab og Borgen, 1998.

Om forfatterskabet

Falbe-Hansen, Ida: ”Indledning” i ”Fiskerne”. Dansklærerforeningen/Gyldendalske Boghandel, 1930 (1893).
Zeruneith, Keld: Soldigteren - en biografi om Johannes Ewald. Gyldendal, 1985.
Sørensen, Peer E.: Håb og erindring - Johannes Ewald i oplysningen. Gyldendal, 1989.
Jørgensen, Jens Anker, red.: Hovedsporet. Gyldendal, 2005.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Johannes Ewald

Originalkilder

Arkiv for Dansk Litteratur.
Det Kongelige Bibliotek: Danmarks Breve.