Johannes Ewald blev født i 1743 i København. Hans far, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade i indre by, og som ganske ung blev Johannes Ewald sendt på kostskole i Slesvig og endte selv med en teologisk embedseksamen, som dog aldrig førte til et præsteembede. Inden da pådrog han sig en invaliderende gigtsygdom og forelskede sig ulykkeligt i Arendse Hulegaard - begge dele med stor betydning for myten omkring Ewald.
Selvom Johannes Ewald historisk anskuet kommer fra en præmoderne verden, så er hans litterære udtryk ganske nutidigt, og som læser sidder man med en fornemmelse af, at Ewald-skriften taler ret igennem det kvarte årtusinde, der er mellem hans tid og vores. Noget af det mest fascinerende ved at læse Ewald er, at vi er så langt tilbage i tid, at man må forestille sig, at bøger (som vi kender dem i dag) ikke var opfundet endnu. Trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, og dermed var samfundet kun netop klar til det, vi i dag forstår ved litteratur, nemlig som et frit tilgængeligt udtryk i et offentligt rum.
Ewalds tekster er med få undtagelser ikke udgivet i bøger. De fremstår som enkeltstående enheder og i mange tilfælde fragmenter. Mange af de nu ikoniske tekster er ret beset ufærdige skitser, som først er redigeret og udgivet mange år efter forfatterens død. Derfor er den gængse sortering af Ewalds tekster i de mange opsamlende udgivelser, vi har i dag, alfabetisk: Der er simpelthen ikke nogen intenderet orden eller rækkefølge at læne sig op af. Selv kronologien er usikker, idet vi i mange tilfælde kun kan gætte på, hvornår f.eks. ”Ode til Sielen” er skrevet.
De tekster, som blev udgivet i Ewalds levetid, blev trykt i aviser og pamfletter og uddelt ved særlige lejligheder. Mange af de såkaldte lejlighedsdigte blev læst højt, f.eks. ved en begravelse eller en fest, og så var det dét. Det er ganske sigende, at én af Ewalds få rigtige udgivelser er den såkaldte ”Samtlige Skrifter” (1780), altså en opsamlende genudgivelse. Titlen lyver i øvrigt, da værket langtfra indeholder alt, hvad Ewald skrev.
Ewald levede sit korte liv i samfundets randområde - uden familie og fast arbejde men til gengæld med masser af druk, hor, gigt og altså poesi. En overraskende livsbane for en præstesøn vil nogen måske hævde? Som man kan forvisse sig om i det biografiske fragment ”Levned og Meeninger” (1775, publiceret posthumt) stak Ewald af hjemmefra som (det vi i dag vil kalde) teenager for at prøve lykken i Den Preussiske Syvårskrig. Han deserterede fra krigen og vendte hjem til et teologistudie og en drikfældig tilværelse som sporadisk lejlighedsdigter og miskendt dramatiker. Rekreationsophold i landlige omgivelser i Rungstedlund (1773) og Humlebæk (1775) hjalp Ewald op af samfundets skraldespand og de sidste seks år frem til hans statsbegravelse i Trinitatis kirke ved Rundetårn (1781) blev de kunstnerisk set mest frugtbare år. I værkgennemgangen, der følger, er hovedvægten lagt på Ewalds lyriske hitparade. Da digtene ikke har optrådt i nogen værksammenhæng, behandles de enkelte digte som selvstændige værker.
