Maria Grønlykke

Maria Grønlykke er født i København den 30. maj 1957. Hun er vokset op på landet som den eneste pige i en søskendeflok på seks, først på Hornsherred, hvor faren drev en skumgummifabrik, og siden på Sydvestfyn, hvor familien flyttede til, da hun var otte år, for at drive Løgismose Gods. Forældrene, Sven og Lene Grønlykke, engagerede sig intenst i mange forskellige retninger og udover at drive godset, købte de ASA film. Senere drev de Falsled Kro, Kong Hans Kælder og Løgismose Mejeri og Vin.

Denne baggrund er måske forklaringen på Maria Grønlykkes karriereforløb, som ikke bevæger sig i en lige linje fra studentereksamen til forfatterkarriere. Efter gymnasietiden på Fyn flyttede hun til København og startede som blomsterbinder hos Erik Bering. Herefter indskrev hun sig på jurastudiet på Københavns Universitet, hvor diskussioner til hendes store glæde blev vundet med gode, fornuftige argumenter. Marie Grønlykke blev aktiv i studenterpolitik, og her mødte hun den økonomistuderende Jacob Mollerup. Dagen før hendes tyve års fødselsdag blev de to gift i kapellet på Løgismose Gods. I dag har de tre børn.

Som færdig jurist blev Maria Grønlykke ansat i Centraladministrationen, men hun holdt af og til orlov, fordi hun ‘fik svip’ eller var uenig med chefen. I de perioder gik hun i stedet ud som kogekone. I 1997 lå hendes endelige opsigelse på chefens bord. På det tidspunkt var hun allerede en passioneret læserbrevsskribent og samfundsdebattør i landets aviser, og planen var, at hun nu skulle leve som freelanceskribent: “Og så begyndte jeg at skrive fiktion i smug. Jeg sagde det ikke engang til Jacob. For jeg synes, det var lidt opkørt at bilde sig ind, man bare måtte skrive derudad, når der ikke var nogen, der havde bedt én om det. Sådan lidt blasert, ikke. Men mere eller mindre ubevidst har det altid ligget der som et ønske.” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).

Trods et mislykket romanforsøg, som Marie Grønlykke fik tilbage med afslag fra ti forskellige forlag, var ideerne der pludselig efter et besøg hos en mand fra hjemegnen på Sydvestfyn, hvor hun skulle aflevere nogle penge. Manden var ikke hjemme, så hun gav pengene til hans kone. På vejen tilbage mødte Maria Grønlykke manden selv og fortæller ham, at hun har afleveret pengene til hans kone. Manden ser chokeret på hende og bemærker, at det lyder farligt: “Det var dét der blik, han havde i øjnene, der gav mig ideen. Han kunne jo godt regne ud, at nu skulle hun have udestue og sofapuder og alt muligt pis. Og så kom historierne hjemmefra ellers trillende.” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).

Inspirationen blev omsat til novellesamlingen “Fisketyven: historier hjemmefra” om det fynske landboliv, som i 2003 indbragte Maria Grønlykke BogForums debutantpris, og det er siden blevet til endnu en novellesamling og to romaner. Maria Grønlykke bor i dag på Østerbro i København med sin mand og sin yngste søn.

“Fisketyven: historier hjemmefra” er titlen på en samling fabulerende, fynske landsbynoveller, som udgør Maria Grønlykkes debut fra 2003. Som det første bliver læseren kastet ud i barndomsårene og skoletiden på Fyn i novellen “Død over Lysserne”, hvor man møder Røde Johs og hans brødre, som i øvrigt bekriger ‘de hæslige sataner’ fra Lysemosen med kæppe, hjemmelavede våben og benzin. Bagefter fortælles i “Regardo og dem” om skoletidens tyranniske lærere. Der er læreren H.C., der tidligere har været i militæret, og som – hvis drengene ikke opfører sig ordentligt – hænger dem op på gangens knagerækker: “Det der skete når man hang der, var at H.C. – det var især ham – H.C., han kunne simpelthen fordoble det tempo han gav lussinger i. Fordi han på den måde som en anden tennisstjerne kunne bruge skiftevis både for- og baghånd; det var jo smart nok set” (side 13). Regardo er den eneste, som tricket ikke virker på. Hans hoved er simpelthen for småt, og en dag, mens H.C. veloplagt smider frakken, gnider hænderne og tager fat om Regardos ører og løfter op, fortsætter Regardo ned forbi knagerne, lander på gulvet og smutter væk mellem benene på den arrige lærer.

24565890

Der er noget rørende og dybt menneskeligt over de følgende noveller “Birgit og Palle Sovesofa”, “På kommunen” og “Nr. 14” om Palle Sovesofa, der tæver sin kone, den ridderlige bror Røde Johs – nu som voksen – der overtager den forslåede enke efter Palles død, og ‘den lille skide stakkels lorteenke Birgit’, som Johs ekskone kalder hende. Johs har været forelsket i Birgit i mange år, og sammen med Johs oplever Birgit sit livs første lykke. Desværre varer det ikke længe, før Birgit dør efter kort tids sygdom, og det får Johs til at græde for første gang i sit liv. Johs bliver i novellerne fra barndommen beskrevet som en hård negl, en farlig karl, men efterhånden, som han dukker op i flere af novellerne, lærer man ham at kende som en retfærdig og sympatisk mand, der elsker sin nye kone Birgit over alt på jorden, sørger over hende, da hun dør, og kæmper for retten til at beholde hendes tre børn. I den sidste novelle “Noget senere” møder fortælleren Johs, og erindrede historier og nutiden støder sammen. Johs er blevet gift igen, venter barn og er glad for livet.

Novellerne i “Fisketyven: historier hjemmefra” er historier om fynske mennesker og skæbner, der fletter sig ind i hinanden. Humoren, varmen og dialekten har en central placering, og fortæller-jeget, som hele tiden er til stede i novellerne – til tider som barn, andre gange som ung, og til sidst som halvgammel – tager fat på både det almindelige (fynske) livs charme og landlige idyl, men også det mandchauvinistiske, det feministiske, det anarkistiske, det fandenivoldske og det bureaukratiske får lov at komme op til overfladen og ligge i åben brydekamp, når fortælleren i lige store portioner digter og husker tilbage.

Maria Grønlykke er hele vejen igennem på de utilpassede eksistensers side, og hun skriver resolut og lige ud af landevejen. Intet bliver pakket ind. Styrken ligger i underdrivelsen og i detaljen i de netværksagtige fortællinger om lokalsamfundet, gule citronmåner, som tålmodigt står flere måneder i et skab og venter på uventede gæster, og den store, bløde bakke med kløvere, hvorfra man kan se over til Jylland – “u’landet”.