christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen

Christel Wiinblad

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, 2011. Opdateret af cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen. 2014. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, september 2024.
Top image group
christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen

Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min lillebror”, der handlede om forfatterens forhold til sin skizofrene og selvmordstruede lillebror – og som var tilegnet ham.” For Wiinblad er kærlighed og lidelse tæt forbundne størrelser, og det udfoldes ikke mindst i ”Deep Purple” (2024), der i en højstemt og messende bøn åbner for alt det, der er større end os i denne verden, for intet mindre end Universets kærlighed.

Autofiktion

137970481

 

 

Blå bog

Født: Den 13. juni 1980 i Svendborg.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2008. Cand.mag. i dansk og etnologi fra Københavns Universitet, 2011.

Debut: 49 forelskelser. Athene, 2008. Digtsamling.

Litteraturpriser: Morten Nielsens Mindelegat, 2013.

Seneste udgivelse: Deep Purple. Antipyrine, 2024. Messe.

Inspiration: Audrey Hepburn, Pete Doherty, Herta Müller, Robert Frost, Walt Whitman og Inger Christensen. 

 

 

Videoklip

Christel Wiinblad læser op fra 'Sommerlys'

christel

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg så dig sidde dér, og var det træernes bark, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det træernes grene, træernes kviste og træernes blade, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det træernes bark og træernes blade, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det mig, du så hele Universets kærlighed i?”
”Deep Purple”, s. 273-4.

“Jeg har altid vidst, at han ville blive min skæbne og var min skæbne. Altid. Han har fået mig i kontakt med følelser, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne nå alene.” Sådan sagde Christel Wiinblad (født 1980) i et interview, efter digtsamlingen om hendes lillebror, den sarte og drømmende rockmusiker Jannick Wiinblad, var udkommet i efteråret 2008 (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24). På det tidspunkt var det næsten halvandet år siden, hun havde præsenteret den på DR2 i talkshowet ’den 11. time’, mens den endnu kun forelå i manuskriptform, og hun stadig gik på Forfatterskolen. Jannick Wiinblad var med i studiet og forløste seancen med sin og bandet Mother Sparrows “United”, lyrisk og nedtonet.

I 2009 mistede Christel Wiinblad sin lillebror til selvmord. Hun tog afsked med ham i essayet ”Min lillebror”, som findes på Politikens hjemmeside, og i 2024 udgav hun ”Deep Purple”, der er en art dødsmesse kredsende om sorgen efter broderens død. Bogen er skrevet som en bøn, og netop bønnen har altid været en fast bestanddel i Wiinblads liv: ”Jeg beder selv hver eneste dag. Det har jeg gjort, siden jeg var omkring fire år. Jeg forstod ikke ordene i Fadervor dengang, men jeg forstod, at der var noget utroligt i de ord. (…) Som barn forstår man jo kun det utrolige i troen, men det er også det vigtigste, at man er del af noget større, der er utroligt.” (Daniel Øhrstrøm: Efter et meget stort mørke kommer altid et pludseligt, helt utroligt, helt uventet lys. Kristeligt Dagblad, 2024-04-27).

Ifølge Christel Wiinblad selv går hendes skriverier helt tilbage til barndommen, der var kaotisk. Hun blev udsat for en del flytninger og uro, og det har givetvis givet næring til skriveriet og indstiftet den særligt urolige grundstemning, man finder i hendes bøger. Hun beskriver selv sin skrivelyst som en slags sygdom: “Det er der hele tiden. Og det er en mærkelig måde at leve på – i hvert fald for mig. Men jeg bliver også lykkelig af at skrive.” (Maria Skov: Fra Svendborg kommer vand og kærlighed. Information, 2008-07-17).

Siden Christel Wiinblad debuterede i 2008 med digtsamlingen ”49 forelskelser” har hun udgivet værker inden for rammerne af roman, lyrik, passionsspil mm. Forfatteren er efter en årrække i København bosat i Svendborg.

Aktuelt værk: Deep purple

”Det stærke og det rislende, der nu er lige her under hende, som går hun her på vand og på græs? Som går hun her på en jord af vand og af græs? Som går hun her på en jord af luft, af vand og af græs? Som går hun her på en jord af luft, af vand, at lys og af græs? Det stærke og det milde, der er her i vinden. Det stærke og det milde, der er her i vinden, som har vinden her andre former? Som har vinden her andre former og andre spiraler?”
”Deep Purple”, s. 139.

I 2024 udgav Christel Wiinblad den højstemte ”Deep Purple”, der under genrebetegnelsen messe afsøger kærlighed og tab i et religiøst perspektiv. I otte tekststykker skiftende mellem første og tredjeperson bevæger værket sig fra erindringsglimt fra en barndom over optegnelser fra et konkret voksenliv i København og Dublin til sfæriske rum, hvor livet på jorden forbinder sig med Universet.

Da jeget og hovedpersonens bror dør, sætter en altomsluttende sorg ind. En sorg, der er funderet i kærlighed, og som hensætter jeget i en ny og meget sanselig måde at være i verden på. Hun forbinder sig med universet, med mineraler, planter, dyr, og kærligheden binder det hele sammen med bøn og henvendelse som anker. Gud er nærværende, som kroppen er det, og som erindringen om den døde er det. Den døde er i alt og forener sig med jeget i en anerkendelse af det lange efterliv.

137970481

Det lyriske sprog er fuld af gentagelser og næsten identiske sætninger, der forskyder sig i bittesmå forskelle: ”I det dunkle, utrolige lys. I det dunkle, utrolige lys, der var lige dér i mørket. I det dunkle, utrolige, gyldne lys, der var lige dér i mørket.” (s. 89). Den måde sætningerne udvider sig på er en form for ekspansion, som om formen åbner rummet og virkeligheden og gør læsningen intens og insisterende.

Stemninger og erkendelser og sansninger fylder mere end plot eller karakterer, og sproget messer rytmisk og med allitterationer, som en lang bøn. Det er rørende at læse om den dybe forbundethed mellem mor, søn og datter, og det er helende at mærke den trøst, der er i henvendelsen og i det, der er større end os selv, i Universets kærlighed. Broderen tager skikkelse af en engel, nogle gange med gevir, og der er både måger og flyvemaskiner med hvide vinger. Englen er altså hverken hellig eller særlig, men almindelig som mågen og flyvemaskinen.

En genkommende bevægelse er det lys, der efterfølger mørket, som en kraft, der ikke kan holdes tilbage: ”Hun beder så inderligt om altid at huske, at efter et meget stort mørke kommer altid et pludseligt, helt utroligt, helt uventet lys.” (s. 66).

”Deep Purple” åbner for alt det, der ligger bag den synlige virkelighed og er et eksempel på, hvad litteraturens og troens rum kan tilbyde.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Deep Purple"