Rudolf Broby-Johansen

Rudolf Kristian Albert Broby-Johansen blev født i Aalborg i år 1900. Hans far, der var herregårdsgartner, fik knogletuberkulose og mistede sit arbejde. Derfor flyttede familien, kort efter at Rudolf blev født, til Fyn, hvor faren havde familie. Til trods for de trange kår, og at hans far døde, da Rudolf var 13 år gammel, mindes Broby-Johansen sin barndom som lykkelig. På grund af sit kvikke hoved fik han friplads i realskolen og derefter på det Indre Missionske Gymnasium i Haslev, hvor han som en af de eneste ikke tilhørte det bedre borgerskab. Han drømte om at blive digter og sendte et udvalg af sine skrivebordsskuffedigte til Georg Brandes.

Efter studentereksamen flyttede han til København for at læse på universitetet, men selvom han fulgte litteraturprofessor Vilhelm Andersens forelæsninger, var han mere engageret i de samtaler, han havde i frokostpauserne med en gruppe dedikerede digtere. Det var bl.a. Jørgen Bukdahl og digteren Johannes Wetzer, hvis litterære forening ”Renæssance” Broby-Johansen blev medlem af.

Samtidig med de litterære diskussioner engagerede han sig også politisk i det nystiftede kommunistparti. Han debuterede litterært i tidsskriftet Klinte i 1920 med prosastykket ”Aragraf. Et fragment” og arbejdede derefter på sin første digtsamling, der hed ”Purpur i Falmen og Marmor i Forfald”. Men efter et par inspirerende rejser til Tyskland forkastede han digtene, der blev udgivet posthumt i 2004 med titlen ”Ord”.

På et længere ophold i Berlin stiftede han bekendtskab med den tyske ekspressionisme og dadaisme, hvilket inspirerede ham til at danne Det Ny Studentersamfund, samt til at skrive digtsamlingen ”BLOD” (1922). Fem dage efter udgivelsen blev den beslaglagt. Digtene blev anklaget for at være pornografiske, og den efterfølgende retssag gjorde Broby-Johansen berømt. Han blev kendt skyldig, og det var først i 1960’erne, at ”BLOD” blev genudgivet og bl.a. af litteraturkritiker Hans Jørgen Nielsen anerkendt for dens litterære kvaliteter.

Efter det avantgardistiske drama ”Bodsspil” (1925) helligede Broby-Johansen sig arbejdet med kunstformidling og kulturjournalistisk, bl.a. som underviser på Vrå Højskoles sommerkurser.

Rudolf Broby-Johansens digtsamling ”BLOD. Expressionære Digte” udkom i 1922 på det forlag, som Det Ny Studentersamfund havde etableret. Digtsamlingen består af 16 digte, der alle er skrevet med store bogstaver. De er sprængt i deres syntaks og omhandler død i form af både mord, abort, lystmord og selvmord. Blodet i titlen går igen i flere af digtene. Der er blodige hjerner, rustblod, blødende læber, blod-hulk, blåblodsfallos og en mand med blodunderløbne øjne.

”NATLIG PLADS” er samlingens eneste illustrerede digt, der med seks sort/hvide ikoner tegnet af Gunner Hesselbo viser forskellige gadelamper, der hver repræsenterer forskellige aktører i den barske prostitutionsbranche. I et opbrudt og opsigtsvækkende vokabular fremhæves deres ydre og individuelle særpræg. Der er en ”RÆDANSIGTET JAPAN-PIGE”, ”MOSCUS-HORER” og fladhatte-alfonser, der tjener penge på ”BLEGFEDE LUDERE”. De er hver og én et originalt arkitektonisk kunstværk, der lyser op i mørket i de sene nattetimer i storbyens dunkle kvarterer. Men samtidig også vulgære og frastødende, idet de beskrives som savlende, lys-frådende og byldebefængte.   

Åbningsdigtet er skrevet til den danske stumfilmsskuespillerinde Asta Nielsen og hedder ”ODALISK-SKØNHED”. Odalisk er en betegnelse for en haremskvinde eller nøgenmodel i orientalske omgivelser, og digtet beskriver en storby i forvirrende og flimrende rædselsglimt. Nogle mænd bøjer sig over et barnelig, og andre skjuler en død halvnøgen kvinde i en kloak. I midten af digtets seks strofer optræder et jeg i verset: ”JEG / SELVMORDER KASTER MIG UD FRA STILLADS”. Hvis man læser det indledende digt som et program for resten af samlingens æstetik, er det tydeligvis grumheden og grimheden i de sider af bylivet, som ikke normalt belyses, der besynges.

Broby-Johansen zoomer ind på de ækle detaljer og skriver bramfrit og med et til tider selvopfundet ordforråd af neologismer som ”skæg-læber”, ”astersdynger”, ”ildskød”, ”mugg-lodne” m.fl. Særligt de mange makabre detaljer om seksualitet gjorde, at digtsamlingen blev opfattet som et provokationsskrift og forfatteren beskyldt for blasfemi. Året efter udgivelsen udgav Det Ny Studentersamfund ligeledes den forsvarstale, som Broby holdt i Københavns Byret den 22. januar 1923. Heri argumenterer Broby overbevisende for, hvorfor han ikke mener, at hans digte er usædelige.