Inger Smærup Sørensens debutroman ”Dødsbo” (2024) spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem stille observation af dugvåde edderkoppespind og kras kritik af de statslige institutioner, der ikke formår at handle på klimakrisen, fordi hensynet til magt og ego vejer højere end vores fælles fremtid. Selvom romanen indvarsler katastrofe og undergang, så efterlader den læseren med et håb om, at noget kan blive anderledes, hvis vi finder en ny måde at være i verden på.
”Dødsbo” er en langsom knytnæve, der lige poetisk og agitatorisk drejer dit ansigt for at vise dig alternativerne til vores aktuelle livsførelse.
Læs forfatterportrættet af Inger Smærup Sørensen
Silas Toft debuterede i 2023 med ”solen er en fod bred”, der tegner konturerne til et ungdomsliv under coronapandemien med cigaretrygning, isolation, forelskelse og melankoli. Digtene er korte, titelløse, fragmentariske og sansemættede, idet debuten består af en blanding af lavmælte strøtanker, aforismer, humoristiske oneliners, blanke sider, kryptiske metaforer og læresætninger om litteratur og sprog. Digterjeget er ofte usynligt, alene eller afsides. Det betragter verden på distance med stjålne blikke og registrerer ordknapt den natur, det byliv og de relationer, det indgår i.
Læs forfatterportrættet af Silas Toft