- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., juni 2021
- Jimmi Michelsenph.d. stipendiat, 2003
Intro
Det begyndte egentlig som et brev til Isabel Allendes 99 årige morfar, men endte med at blive hendes debutroman og helt store gennembrud. Slægtsromanen ”La casa de los espíritus” udkom i 1982 (”Åndernes hus”, 1985) og skulle vise sig at blive en international bestseller. Historien skildrer tre generationers liv i Chile fra begyndelsen af det tyvende århundrede og frem til Augusto Pinochets voldelige diktatur. Synsvinklen er først og fremmest placeret hos kvinderne: den synske forfatter Clara, der er gift med den forhærdede patriark Esteban Trueba. Nivea, som er dybt involveret i kvindesagen i århundredets første årtier, hendes barnebarn Blanca, som forelsker sig i en revolutionær bondesøn, og fortælleren Alba, som på sin egen krop er mærket af det fascistiske diktatur. De fire kvindeskikkelser bliver i romanen et billede på kvindernes historie i det latinamerikanske samfund – en historie, som ender med bevidstgørelse og politisk mod til at gøre op med det mandssamfund, som har undertrykt dem.

Isabel Allende
Den chilensk amerikanske forfatter Isabel Allende blev verdensberømt med sin debutroman ”Åndernes hus” – en farverig slægtsroman, som i 1993 blev filmatiseret af Bille August. Siden sin debut i 198...
