- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., marts 2023
- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2015
Intro
Parforholdsgyser er et af de ord, der er blevet knyttet til Hammanns roman ”Alene hjemme” fra 2015. I centrum af fortællingen er da også hovedpersonen Saras forhold til kæresten Philip, hans børn og hendes store ønske om selv at få et barn, hvilket han ikke er interesseret i. Bedre bliver det hele ikke, da den sexede og impulsive Frederikke flytter ind i lejligheden ovenpå. Hendes hjemmelavede flødeboller smager også mærkeligt bittert, synes Sara, og til sidst er det Frederikke, som bliver gravid. Hammann forklarer, at Sara er ligesom frøen, som først for sent opdager, at den bliver kogt: ”Det er en klassiker, at to mennesker er superforelskede og tror, de skal være sammen altid; så kommer der nogle små ændringer (…) og grænser nedbrydes langsomt. Men når vandet kun gradvis bliver varmere tilpasser du dig og håber, at det nok skal gå.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015 02 16). Hammann understreger ligeledes sin leg med gyserelementet: ”Både reelt og så med den angst, Sara har for, at der sker noget bag hendes ryg. Jalousi og paranoia er jo ofte bare fantasi.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015 02 16).

Kirsten Hammann
I Kirsten Hammanns værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne. Man støder også på et digterjeg, der bogstavel...