”Uanset fra hvilken vinkel jeg beskuede Mellemøsten, var det, som om historien altid handlede om at begynde på en ny. Araberne skulle hele tiden komme sig. Håbet flimrede forude i en ørkenspejling. Eller skinnede rødt mellem arabicas grønne blade.”
“Arabica”, s. 282.
Om bord på containerskibet møder hun besætningsmedlemmerne, blandt andet den filippinske arbejder Lito, der elsker karaoke og arbejder på skibet for at tjene penge til sin familie, selvom hans børn for længst har glemt, hvordan han ser ud. Undervejs fletter forfatteren sin rejse sammen med andre skæbneberetninger, hun har mødt på sin vej i Mellemøsten, såsom Tarek, taxachaufføren i Kairo, Selma, den stædige alenemor, og det homoseksuelle par Hisham og Ismail, som må holde deres forhold helt skjult for omverdenen af frygt for repressalier.
Et centralt spor i fortællingen er Puk Damsgårds venskab med den rebelske, yemenitiske læge Shifa, der er selverklæret ateist. En kvinde, som forfatteren bemærker kunne være hende selv, hvis hun var født i Yemen. De to kvinder mødes på et fly, og et venskab udvikles hen over de næste år. Shifa brænder for at redde unge kvinder i et land, hvor abort er strengt forbudt, og gøre oprør mod stammens patriarkalske kodeks. Da familien meddeler deres ønske om, at Shifa skal gifte sig, planlægger Shifa et flugtforsøg til Holland fra sin stærkt religiøse og truende storebror, hvor hun drømmer om at kunne studere og leve mere frit og i overensstemmelse med, hvem hun er. Fælles for mange af de historier, som Puk Damsgård med varme og nysgerrighed beretter om i “Arabica”, er, at det er mennesker, der prøver at frigøre sig selv, hvad end det er økonomisk, fra familiens besnærende bånd eller fra et undertrykkende styre.
