”- Mine damer og herrer! Jeg må vist trække noget af det, jeg lige sagde, tilbage. Sigrid, du min bristefærdige hymen, er ingen høne. Den er allerede bristet. For en jomfrus urin skal være tynd og fin og skal lades med sus og dus! Hic rhodus, hic salta!”
”Bernhard Hvals fortalelser”, s. 260.
En person, der har fulgt ham gennem livet og haft afgørende betydning for dette, er den skæve skikkelse Notto Fipp, som således har en stor plads i romanen. I Fipp møder Bernhard sig selv som en af ’de kantede’. Fipp er en aparte vandringsmand, og Bernhard vier ikke kun sine hvedebrødsdage men også sin doktordisputats til Fipp, der i sine unge år tog navneforandring til Fipp ved anlæggelsen af et fipskæg.
Bernhards barndom var præget af en mor, der plejede nære bekendtskaber med de mange stuepiger og en far, der efter en mislykket økonomisk ekspansion skød sig selv i hovedet (med Bernhards hjælp). Bernhard gifter sig med den muskuløse og tennisspillende Sigrid, som helst bare vil have en masse børn, hvilket Bernhard ikke føler sig i stand til at opfylde.
Romanen er fortalt i 1. person af en upålidelig, bundsjofel og overstadig fortæller, der både korrigerer sig selv, henvender sig til læseren og fortæller ting, han principielt ikke kan vide. Sproget er balstyrisk og med mange indbrud på latin, og fortælletempoet er lige så højt som Notto Fipps kadence på sine vandringer rundt i Skandinavien. Med det besynderlige persongalleri udvikler Hvals festskrift sig til et forsvarsskrift for de kantede; dem, der ikke følger konventioner og normer, men i stedet følger deres indre trang.
