- Rasmus Wiin Larsencand.mag., 2009
Intro
Hovedpersonen Dan T. Lassen fra Ole Sarvigs sidste roman ”De rejsende” (1979) befinder sig midt i en livskrise og har som sådan gjort det siden sin tidlige barndom. Efter at være blevet skilt fra sin hustru Betsy, har han taget hyre på det danske fragtskib M /S ”Vinland” og forladt Amerika, hvor han har boet i en årrække. Han er dog ikke født amerikaner, og i det hele taget er det vanskelligt at klæbe nogen bestemt nationalitet på ham. Han levede de første år af sit liv i Litauen, men måtte på grund af urolighederne i landet flygte til Danmark og Østerbro sammen med sin mor Lili, sin far V.G. og søsteren Ninna. Han har ikke hjemme noget sted og er en ”rejsende” i verden og i videre betydning i livet, hvor han heller aldrig har fundet sig tilrette. I bogens første scene møder vi ham i Moskva, hvor han bliver konfronteret med minder om faderen V.G., der altid havde et Lenin citat på læberne og lod sønnen farvelægge fotokopierede billeder af den store revolutionære russer. Han vandrer rundt for sig selv og hører Kommunismens historie udspille sig som en lang flerstemmig monolog i sit indre, mens menneskemasserne og idealiserede billeder af russiske arbejdere flimrer forbi.

Ole Sarvig
Ole Sarvigs forfatterskab står som en andagtsfuld venten midt i det tyvende århundrede. Luften står stille, og urernes visere er frosset fast i et tidløst vakuum, hvor hele verden står lyttende, so...