”Ib spiller la Paloma.
Akustikken i det tomme vaskerum er fantastisk, og han har aldrig tidligere givet det nummer med så megen følsomhed og dramatisk nerve.
Da han er færdig, er der stille i nogle sekunder. Så siger den fremmede dreng:
– Kalder du det musik?”
Henning Mortensen: “Den røde mandolin”, side 223.
Dermed er “Den røde mandolin” en kunstnerroman, hvor Ib finder sit kald i kunsten ved at spille på sit elskede instrument i det lokale arbejderorkester og ved i al hemmelig at føre en dagbog, som med tiden baseres mere på knægtens fantasi end virkelige oplevelser. Den lille forfatterspire kan ved hjælp af dagbogsfantasierne undslippe den triste hverdag.
Ib har også en del at flygte fra. Han lever med forældre og søstre i en lovlig lille lejlighed, hvor forældrenes konflikter sætter deres tydelige præg på stemningen. I gården bliver Ib rykket rundt af de andre unger fra opgangen, mens gaden er fyldt med fulderikker og andre farer. Alligevel lusker Ib rundt i de sneklædte gader for at udspionere en pige, han er blevet lidt vild med. Uden at det kaster nogle kys af sig, naturligvis.
“Den røde mandolin” handler om, hvordan man kan skabe sig sit eget rum, hvor hverdagens tristesse kan lades ude. I kunsten kan den skrøbelige Ib finde et helle, hvor han selv får lov til at sætte dagsordenen og skabe en verden, som han ønsker, den skal tage sig ud. Ibs forvandling til kunstner giver naturligvis åbenlyse biografiske associationer til Mortensens egen opvækst i Horsens, hvilket ikke er tilfældigt. “Den røde mandolin” er forfatterens egen refleksion over, hvorfor han valgte at gøre kunsten til sin levevej.
