Den sidste ulv

Først var han overbevist om, at det var en fejltagelse, men fonden insisterede: De ville have ham. Derfor tog han afsted, velvidende at han aldrig ville komme til at skrive et ord. I sin research støder han på en formulering, der vækker hans interesse, nemlig ”syd for Duerofloden døde i 1983 den sidste ulv” (s. 24). Han lader en bemærkning om den sidste ulv falde til den tolk, som fonden har udstyret ham med. Derfra tager hun teten og giver hans formålsløse rejse en retning, som fører ham omkring flere fortællinger om ulve, der måske, måske ikke, er de sidste.

Det hele bliver fortalt i én lang sætning af den alvidende fortæller, der glider frem og tilbage mellem nutid og datid og forskellige synsvinkler. Den uafbrudte sætning fungerer dels som en ironisk parodi på den selvoptagede intellektuelle, der uopfordret docerer for sine omgivelser. Dels giver sætningen form til hovedpersonens frustrerede fornemmelse af, at sproget ikke magter at fastholde og beskrive virkeligheden på en tilstrækkelig måde.