Emneord:

Den sidste ulv

83 siderUdgivet: 2024

    Hovedforfatter
    • Lasse Martin Jørgensen
      cand.mag., november 2026

    Intro

    En falleret filosofiprofessor taler ørerne af en ungarsk bartender på et værtshus i Berlin. Romanen er én lang sætning, der kredser omkring menneskets forhold til sproget, tænkningen og naturen. László Krasznahorkais roman ”Az utolsó farkas” fra 2009 (”Den sidste ulv”, 2024) udspiller sig på værtshuset Sparchwein i Berlin. Her sidder romanens hovedperson hver formiddag og spytter i et par øl, mens han taler til – undtagelsesvis med – den ungarske mand bag baren. Hovedpersonen har tidligere været filosofiprofessor, men han har opgivet sit hverv i fortvivlelse over sprogets og tænkningens utilstrækkelighed. Trods sin sproglige desillusion taler han uafbrudt. Han taler om de mærkelige oplevelser, han blev udsat for, da han ud af det blå fik et brev fra en fond, der inviterede ham til den spanske region Extremadura for at skrive om området.

    Først var han overbevist om, at det var en fejltagelse, men fonden insisterede: De ville have ham. Derfor tog han afsted, velvidende at han aldrig ville komme til at skrive et ord. I sin research støder han på en formulering, der vækker hans interesse, nemlig ”syd for Duerofloden døde i 1983 den sidste ulv” (s. 24). Han lader en bemærkning om den sidste ulv falde til den tolk, som fonden har udstyret ham med. Derfra tager hun teten og giver hans formålsløse rejse en retning, som fører ham omkring flere fortællinger om ulve, der måske, måske ikke, er de sidste.

    Det hele bliver fortalt i én lang sætning af den alvidende fortæller, der glider frem og tilbage mellem nutid og datid og forskellige synsvinkler. Den uafbrudte sætning fungerer dels som en ironisk parodi på den selvoptagede intellektuelle, der uopfordret docerer for sine omgivelser. Dels giver sætningen form til hovedpersonens frustrerede fornemmelse af, at sproget ikke magter at fastholde og beskrive virkeligheden på en tilstrækkelig måde.

    ”[...] sproget er vores snavsetøj, det tænkte han, og denne tanke ødelagde ham, og derfor var han blevet brudt ned, og derfor var han sunket ned igennem de forgangne år, og han sank og sank længere og længere ned, fra universitetskatederet helt ned til Sparchweins kolde ufrugtbarhed, for hvis han sagde det, altså at sproget er snavsetøj, så er der heller ingen idé i at tale selvfølgeligt om det […]”

    ”Den sidste ulv”, s. 21-22.

    ”Den sidste ulv” er en mere afdæmpet variation over de tabs- og undergangstematikker, som gennemstrømmer Krasznahorkais hovedværker, ”Satantango” og ”Modstandens melankoli”. Romanen rummer en melankoli over alt det, som moderniteten fordriver og undertrykker, om det så er problemulve, der bliver skudt, eller Extremaduras rå, øde landskab, der bliver påtvunget en forbindelse til den omkringliggende verden gennem motorveje og anden moderne infrastruktur.

    László Krasznahorkai

    Ungarske László Krasznahorkai modtog Nobelprisen i litteratur i 2025. Han blev belønnet for sit fyrre år lange forfatterskab, som er blandt de mest særegne i verdenslitteraturen. Allerede med romandebuten ”Satantango” fra 1985 trådte han tematisk og stilistisk i karakter.