Emneord:

Den ungarske nations sikkerhed. En sommerfuglejagt

206 siderUdgivet: 2026

    Hovedforfatter
    • Lasse Martin Jørgensen
      cand.mag., november 2026

    Intro

    En usoigneret og selvoptaget forfatter ved navn László Krasznahorkai opsøger den godhjertede sommerfugleforsker András Papp for at diskutere livets mening og erkendelsens grænser. András Papp, hovedpersonen i ”A magyar nemzet biztonsága. Vadászat pillangóra” fra 2025 (”Den ungarske nations sikkerhed. En sommerfuglejagt”, 2026), er et helt igennem godt og kærligt menneske. På grund af sin godhed står han i skarp kontrast til omgivelserne. Han har et fysisk handicap, der sommetider bliver hånet, men han forholder sig alligevel åbent og tillidsfuldt til sine medmennesker. Han er en ren engel, der ved en fejl er styrtet ned i verdens søle. Hans godhed får ham ofte til at fremstå naiv i andres øjne. Samtidig er han en højt respekteret forsker ved Naturhistorisk Museum.

    Det er i den egenskab, at en forfatter ved navn László Krasznahorkai opsøger ham for at diskutere et stort spørgsmål: Hvorfor vil livet leve? Hvad er meningen med det hele? Det er et spørgsmål, der rækker langt ud over hovedpersonens daglige arbejde med klassificering og indsamling af sommerfugle. Måske rækker det ligefrem udover, hvad ethvert menneske meningsfuldt kan spørge sig selv om? Det var i hvert fald den konklusion, Papp nåede frem til som ung, da han selv tumlede med de samme spørgsmål.

    Det umage venskab mellem Papp og Krasznahorkai er romanens omdrejningspunkt. Det lyder næsten som en præmis fra en gakket komedie: Sommerfugleforskeren, der elsker alt levende, og den desillusionerede forfatter, der ser meningsløshed, hvorhen han end retter blikket. Videnskabsmanden og kunstneren. Papp er først benovet over at blive kontaktet af en berømthed, men kommer ned på jorden, da han møder den skældryssende, urinstinkende Nobelprisvinder ansigt til ansigt.

    ”[…] Adams storslåede navngivning var kun et lægemiddel for det, der ikke fandtes et lægemiddel for, nemlig for nærhed, for det, der for evigt, fra tidernes begyndelse til tidernes ende, adskilte dem, for ordet var dødeligt forelsket i virkeligheden, men uden nogensinde at kunne berøre den […]”

    ”Den ungarske nations sikkerhed. En sommerfuglejagt”, s. 194-195.

    Venskabet bliver også udfordret af Papps tvivl om Krasznahorkais intentioner. Er han virkelig interesseret i sommerfugle og biologi, eller planlægger han at bruge Papp som model for en romankarakter? På den måde bliver også litteraturens moralske ansvar et tema.

    Det er en kompleks roman, både tematisk og sprogligt. De sidelange sætninger svinger mellem filosofiske abstraktioner, naturvidenskabelig nøgternhed og overrumplende humor. Der er mere lys hos den ældre Krasznahorkai end i ungdommens mesterværker. Måske giver livet alligevel mening, hvis blot man forstår at elske en sommerfugl?

    László Krasznahorkai

    Ungarske László Krasznahorkai modtog Nobelprisen i litteratur i 2025. Han blev belønnet for sit fyrre år lange forfatterskab, som er blandt de mest særegne i verdenslitteraturen. Allerede med romandebuten ”Satantango” fra 1985 trådte han tematisk og stilistisk i karakter.