Døgnkioskmennesket

Murata skriver på samme tid minimalistisk og sansemættet. Eksempelvis indledes romanen med en opremsning af de mange forskellige lyde, der kan høres i kiosken. Polyfonien af stemmer, dørklokken, plastflasker, der rasler, og småmønter, der klirrer i hænderne på kunderne. Keiko opfatter alle lydene som tryghedsskabende. Hun beskriver dem som ”én stor døgnkiosklyd, der uophørligt kærtegner mine trommehinder” (s. 5).

Romanen er skrevet i et enkelt sprog med mange replikker og en rytme, der mimer de genkendelige, genkommende, maskinelle arbejdsrutiner, hovedpersonen holder så meget af. Den er fortalt af jegfortælleren Keiko, men man bliver undervejs i tvivl om hendes pålidelighed, da hun til tider får syge, næsten dæmoniske indfald, for eksempel om at dræbe sin søsters grædende baby med en kniv.

Keiko kan ikke huske så meget fra sin barndom, der henligger i en tåge. Kun få dramatiske episoder erindres indledningsvis i flashbacks, hvor hun for eksempel stopper et slagsmål i skolegården ved at slå de andre børn hårdt i hovedet med en spade. Både som barn og voksen ønsker hendes familie at kurere hende for sine særheder, og hun gør alt for ikke at stikke ud fra mængden, hvilket døgnkiosken i starten hjælper til med. Hun efterligner andre ved at tillægge sig samme tøjstil eller tale på samme måde som sine kolleger. Men med tiden begynder hendes omgivelser at undre sig over, at hun ikke har andre ambitioner for sit liv end løsarbejde.