”Grrr! Nu kan det være nok, siger jeg. En ting er at få ting i hovedet, men de skal ikke sidde fast på mig! Der sætter jeg grænsen! Jeg hiver hornet af og kaster det så langt væk, at det aldrig nogensinde vil blive fundet igen. Øh, det var et guldhorn fra jernalderen, siger Ludvig. De er ret sjældne. Jeg tror, at de ville blive glade for det på Nationalmuseet. De kan finde deres egne horn, kan de, siger jeg.”
”Guld på hjernen”, s. 46.
Den altid vakse Ludvig finder ud af, at der på den anden side af jorden ligger en ø, Sumbawaya, hvor man ikke benytter sig af metal. Afsted går det – men på Sumbawaya er alt ikke lutter lagkage, for den sleske forbryder Doktor Guldberg følger efter, fordi han ser et forbryderisk potentiale i Karls magnetiske hoved. Dog, efter et dramatisk forløb på tropeøen, lykkes det vores hovedpersoner at sætte en stopper for Doktor Guldbergs skumle planer.
Bogen er illustreret af Jan Solheim og placerer sig i genren graphic novel. Teksten er skrevet i nutid og første person med Karl som fortæller. Vi befinder os først i en ”storby” (s. 50) og siden på øen Sumbawaya, og i tid strækker fortællingen sig vel over en uge eller to. Hoffs sprog er lifligt og letlæst uden af den grund at blive kedeligt eller letbenet.
Der er masser af onomatopoietika – lydefterlignende ord – i teksten, og det er typisk den del af teksten, der er integreret i Jan Solheims tegninger, på klassisk tegneserievis. I det hele taget spiller tekst og tegninger strålende sammen og skiftes til at være i fokus, være hinandens 'illustration'. Historiens bagtæppe er Ludvig og Karls venskab, og man må sige, at fortællingen generelt ikke beskæftiger sig så meget med store, tunge temaer som for eksempel Gamerz-serien gør det. Her har vi fat i en mere slap-stick-agtig form for humor, hvor læseren vitterligt morer sig fra start til slut.
