”Du slikker mig, som om min hud var læder./ Du siger hvad du vil og drikker vand,/ når ensomheden går over sine bredder./ Din omsorg flyder over min forstand.”
”Fiskesonetterne”, s. 15.
Den klassiske sonetkrans består af fjorten sonetter, hvor sidste verslinje i det foregående digt udgør første verslinje i det næste. Det sidste femtende digt, den såkaldte mestersonet, er dannet af de foregående fjorten begyndelsesvers.
En sonet er et rimende lyrisk digt med en fast ydre og indre form, der til sammen skaber en harmonisk helhed. Genren stammer fra middelalderens Italien, og Rasmussen følger den italienske komposition, hvor det enkelte digt er inddelt i to strofer på hver fire vers med rimmønstret abab cdcd efterfulgt af to strofer på hver tre vers med rimmønstret efe ghg. F.eks. lyder sidste strofe i tredje digt: ”Geværet peger på mig som en mand –/ mænd kalder vold i verden erotik./ Din omsorg flyder over min forstand.”
”Fiskesonetterne” handler om Rasmussens hjortehund Fiske, der døde i 2021. Den optræder også i andre af hans bøger og portrætteres i sonetterne som en skytsengel. Digterjeget overvældes af hundens omsorg og besynger dens formildende effekt, når han rammes af voldsomme angstanfald eller modløshed over en verden i krig. I flere af sonetterne får Fiske ligefrem ordet og taler beroligende til jeget, som ifølge hunden bør søge trøst i en tro, når den en dag ikke længere er der til at passe på ham. Rasmussen balancerer sonetkransens højtidelige stil med et bramfrit og direkte sprog, f.eks. bruger han navneord som ”pikhoved”, ”nyresten” og ”opiater”. Og digtene er på samme tid fyldt med hudløs kærlighed, sorg og tragikomiske konstateringer, som når digterjeget erklærer, at det elsker alt ved hunden, selv dens lort.
