- Louise Rosengreencand.mag., 2017
Intro
”På en måde kunne man sige, at den rigtig gode digtning altid er sorgarbejde. At den altid, på mange måder, forholder sig mere til de døde end til de levende. Derfra kommer jo de fleste af de budskaber, der tænder poesien i de levende.” (Peter Laugesen: Døden som postbud. Information, 1999 15 12). Sådan skrev Peter Laugesen i sin anmeldelse af Ted Hughes’ ”Birthday Letters” fra 1998 (”Fødselsdagsbreve”, 1999) i Dagbladet Information. Digtsamlingen, der udkom kort før Ted Hughes’ død, havde været et kvart århundrede undervejs. Den er hans lyriske portræt af Sylvia Plath, som han var gift med i syv år, samt et glimtvis indblik i det liv hun efterlod ham og deres to børn, da hun begik selvmord i 1963.

Ted Hughes
Den engelske poet Ted Hughes regnes for en af de mest innovative modernistiske digtere i nyere, engelsk litteratur. Hans univers er dystert og mytisk, og det vrimler med sorte fugle, vilde kattedyr...