- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., marts 2023
- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2015
Intro
Kirsten Hammanns anmelderroste roman fra 2004, ”Fra smørhullet”, består af to dele. I den første del møder vi Søren og Mette fra læsebøgerne: de har vokset sig store og er nu et ovenud lykkeligt ægtepar. Hammann deler alle de lange ord i romanens begyndelse for at understrege henvisningen til læsebøgerne: ”Se Søren og Mette. De er så fi ne. De er næsten lige blevet gift. Søren er manden. Mette er konen. Nu må de sove i sam me seng”. Ideen med at lade de voksne udgaver af Søren og Mette være hovedpersonerne i bogen er også med til at fremhæve en barnlig idealverden, forklarer Hammann: ”Jeg tænkte, det kunne være sjovt at skrive en hel bog med dem som udgangspunkt, selv om jeg hurtigt bevægede mig væk fra den, men dog stadig holder bogen i den barnlige idealverden. Altså: Hvad forventede man af kærligheden dengang? At når man møder den eneste ene, så…pliiing!.. faldt alt på plads i en håndevending.” (Kristen Bjørnkjær: ”Hvordan det begyndte og hvad der så skete.” Information, 2004 05 06). Det står dog hurtigt klart, at alt ikke er faldet på plads for romanens hovedperson. Mette har en begyndende sygdom, og der er nogen, der maler sort maling på husets vinduer. Måske er begge dele et billede på Mettes sårbarhed og erkendelse af sin egen dødelighed. Under alle omstændigheder betyder det, at Søren forlader Mette.

Kirsten Hammann
I Kirsten Hammanns værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne. Man støder også på et digterjeg, der bogstavel...