”Mangen Quinde haffuer større styrcke end som mangen Mand, Mangen Quinde haffuer oc wel saa Keckt ed mod som Mangen Mand; de suare icke alle til Mands Naffn i Gierningen som bærer Tittel aff Mands Naffn, men offte suare Quinder til Helters Naffn i Gierningen, oc bere dog ickun Quinders Naffn.”
”Hæltinners Pryd” (1977), s. 21.
I alt 27 kvinder portrætteres i værket, blandt andet de danske dronninger Margrete I, Tyre og Hetha. Det er oplagt at læse det i forlængelse af Leonora Christinas selvfremstilling og kritik af patriarkatet i ”Jammersminde”. Igennem hele værket agiterer hun for kvinders ligeværd med mændene. Ikke mindst er hendes argumentation ganske unik i fortalen, hvor hun kommer med en lang udredning for, hvorfor mænd og kvinder er lige stillede. Hun bruger blandt andet Gud og Biblens ord i sin argumentation. Jævnfør citatet opskriver Leonora Christina kvinders kvaliteter, og ifølge hende er det kvindelige køn kendetegnet ved kækmodighed, tapperhed samt legemlig og sjælelig styrke. Litteraturforskerne Anne-Marie Mai og Stig Dalager påpeger (i ”Leonora Christina. Historien om en heltinde”), at hendes argumentation er særdeles interessant, da forfatterinden er den eneste i nordeuropæisk kvindeforskning, der hævder, at lighed mellem kønnene både omfatter legemlige og sjælelige kræfter. Først i vor egen tids kvindediskussioner møder vi tilsvarende argumentation.
Leonora Christina benytter også værket til at skrive sig op imod enevælden. Hun skriver eksempelvis om sine heltinder: ”De erre icke aff de Striidbare oc Stercke som bruger derris wælde oc dapperhed imod derris Vindersaatter til att Tyrannisere oc ødelegge dennem; Ey heller lader see derris Lemmers Styrcke imod dennem de erre en Ærbødighed plictig: Men diße Heltinner bruger derris Striidbarhed oc Styrcke fornuffteligen.” (s. 22).
Man mærker tydeligt, at Leonora Christina har en stærk dagsorden med sit værk. Den dagsorden er i øvrigt så stærk, at hun ikke betænker sig ved at rette på historiske fakta, hvis de ikke passer ind i hendes verdensbillede.
