Lån på biblioteket

Halvt urne, halvt gral

Melanie Kitti

159 siderUdgivet: 2022

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Andreas Eckhardt Læssøe
      cand.mag., august 2024

    Intro

    Det er en mystisk titel, der indvarsler den urovækkende, til tider grufulde, stemning, der er på færde i Melanie Kittis debut ”Halvt urne, halvt gral” (2021). Digtsamlingen består af korte, prosa agtige digte, der beskriver en barndom. Men en barndom i et univers, der minder om noget fra en horrorfilm, fyldt med symboler og gådefulde genstande. Bogen handler om en familie, som bor på en kirkegård. Den er fortalt fra en datters perspektiv. Der er tydeligvis et samfund, en verden, der ligner vores, tilstede i teksten. Med så prosaiske ting som en skole, en kommodeskuffe eller en ansigtscreme. Men barnets perspektiv forskyder alt det her ind i en mytologi, så ansigtscremen og kommodeskuffen bliver lige så magiske, symbolske størrelser som en gral, som solen eller havet. Barnets perspektiv gør ikke forskel på disse ting.

    ”Kosmo har ingen ører. Man behøver ikke høre efter når man bor i himlen, kun når man bor på jorden.

    Nogle bliver født i himlen og nogle kommer først derhen senere.

    Dem som kommer derhen senere har ører men de har ikke tid til at høre efter.

    Vi kender mange som bor i himlen.”

    ”Halvt urne, halvt gral”, s. 9.

    Barnets stemme i digtet udtaler alting med en påståelighed, som også kommer til udtryk som hårdhed. Men det er tydeligt, at det skrøbelige ligger lige nedenunder den tynde skal. Det er ikke en tryg barndom, der skildres. Meget af det urovækkende peger ind mod moren i centrum for det hele, en mor der dominerer og forskelsbehandler sine børn og skaber utryghed i deres tilværelse. Der er også en far, der drikker, og som i perioder forsvinder.

    Alt dette findes i Kittis bog, men det føles alligevel som en reducerende oversættelse at forklare det på denne måde. Der findes åbenlyst et lag af erfaringer i teksterne, men at forsøge at grave gennem teksterne som en slags traume-arkæolog ville være at negligere digtene og forvanske dem til analogier. Digtenes barnlige stemme gør omverdenen magisk, men ikke på en finurlig måde. Det er alvorsfuldt og mystisk. Når magien og det alvorsfulde mødes, sker der noget særligt: ”Min mor siger at visse æg ikke bør koges./ Visse æg bør slet ikke udklækkes.// Min mor siger at der er visse æg hun allerede nede i urnen burde have pisket med en elpisker.” (s. 24). Det er altså barnet, der gengiver, hvordan moren fortryder at have fået hende. Det er jo i sig selv hjerteknusende. Men det er også denne barnets bogstaveliggørelse af morens billedsprog, denne elpisker, som gør billedet, og Kittis poesi i det hele taget, til noget meget foruroligende og noget helt særligt.

    Melanie Kitti

    Melanie Kitti er både billedkunstner og forfatter, og det kan man mærke, på den måde hun laver billeder i sin skrift på. Hendes billedsprog har en enorm autoritet over sig, en kraft. I hendes debut...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger