”Jeg har været til fysioterapeut.
Jeg får laserlysbehandlinger for
disse sonetter. De har sat sig i
armen, højre arm, som følge af de mange
stavelser, jeg har talt. Jeg synes ikke, det
virker alt for godt, men der er fremgang.
Jeg har spurgt, hvordan det virker. Det kunne
fysioterapeuten ikke huske.”
”Hundstein”, s. 326.
”Hundstein” handler ligesom sin forgænger overordnet set om angst, kærlighed og kunst – om en mand i midtvejskrise, om hans problematiske forhold til en 20 år yngre kvinde og overforbrug af angstdæmpende medicin.
Sonetterne kredser desuden om skabelsen og udgivelsen af ”Monte Lema” – lige fra jeg’ets overvejelser omkring den kunstneriske kvalitet af sonetterne, de etiske hensyn i forhold til at involvere venner, elskere og bekendte i bøgerne og til mere praktiske overvejelser omkring, hvor receptionen for den nye udgivelse skal holdes. ”Hundstein” er dermed ikke kun afgrænset til sig selv, men indgår også i en dialog med sin forgænger.
Sammensmeltningen mellem krop og kunst, selvbiografi og litterært udtryk er et centralt omdrejningspunkt i ”Hundstein”. Den digtendes anstrengelser manifesterer sig rent kropsligt, idet fortællerjeg'et får kroniske smerter i arm og skulder af at tælle stavelserne i hver sonet.
Ligesom i ”Monte Lema” er jeg'et iklædt Pablo Llambías' biografi, og læseren kan ikke være sikker på, om jeg'ets hudløse ærlighed faktisk også er sandheden. Måske er det blot én ud af mange sandheder om mennesket, forfatterskolerektoren og kunstneren Pablo Llambías?
”Hundstein” fremstår derfor ikke som et værk, der holder sig inden for egne rammer og fremfører et specifikt budskab. Dets kvalitet som kunstnerisk udsagn findes nærmere i forholdet mellem fortæller og læser og i den nærhed og fortrolighed, som opstår mellem dem.
