- Andreas Eckhardt Læssøecand.mag., juni 2026
Intro
Udover de seks romaner, Kathrine Nedrejord har skrevet til voksne, har hun skrevet seks ungdomsromaner. Heriblandt ”Det Sara skjuler” fra 2019 (”Hvad Sara skjuler”, 2022). Det er den tredje i rækken af ungdomsbøger og den sjette af hendes bøger i alt.
Sara er blevet voldtaget. Og selvom hun kommer hjem til Lajla midt om natten, rystet og bange, begynder deres tætte venskab at slå sprækker, fordi hun ikke vil betro sig til Lajla, som føler sig holdt udenfor og mere end en lille smule skræmt af hele situationen. Men hun bliver også stædigt overbevist om, at hun er nødt til at opklare den forbrydelse, der er fundet sted. Uanset om hendes bedste veninde vil have hendes hjælp eller ej, og det vil hun helt afgjort ikke, må hun gøre hvad hun kan for at hjælpe hende.
Den kile, der er drevet ind imellem de to, der ellers så sig som uadskillelige, får tilføjet en ekstra dimension, idet Saras identitet som same også bliver et omdrejningspunkt for historien. De var måske ikke så ens, som de gik og troede, men det betyder ikke, at de ikke kan være tætte.
Som i sine andre bøger skriver Nedrejord uforfærdet og råt om de svære situationer. Fordi det tiltænkte publikum er yngre, gås der ikke i detaljer om det fysiske overgreb, men den psykologiske realisme rummer også sin egen grufuldhed. Sproget er effektivt og direkte, og der er flere stykker med direkte dialog, hvilket også tjener til, at man lærer personerne at kende, i kraft af deres måde at snakke på.

Kathrine Nedrejord
Kathrine Nedrejord er en norsk-samisk forfatter og dramatiker, som har cementeret sig som en af sin generations mest betydelige nordiske forfattere. Sin relativt unge alder til trods har hun skrevet en lang række bøger til både voksne og unge.
