”Kan du se hende, siger jeg, hun fik et barn sammen med bondens søn, hun ville skynde sig hjem til sin mor, jættekvinden, inden daggry, men så satte hun sig ned for at puste lidt ud. Hun faldt i staver, glemte tiden, hun tænkte på sit kærlighedsmøde med bondens søn, solen stod op, hun blev til sten.
Det er altså bare en klippe, siger Hind.
Klippen er et folkesagn, siger jeg.”
“Karlsvognen”, s. 79.
Psykiateren Gunnur vågner en morgen og opdager, at der har været indbrud i løbet af natten. Hun er blevet bestjålet for alle sine moderne medier, fladskærm, computer, kameraer, mobil, stereoanlæg og hævekort er væk. Som om det ikke var nok, tropper hendes indendørsarkitekt op og afleverer sin utilpassede teenagedatter til Gunnur og beder hende om at se efter pigen.
Sammen tager de to ned i et sommerhus, og så begynder en rejse ind i sind og psyke, hvor magtforholdet mellem den viltre, utilpassede unge og den veluddannede, analytiske voksne kvinde hele tiden skifter, og til tider slår faretruende gnister.
I sin anmeldelse skrev anmelderen Erik Skyum-Nielsen, at “selv om vi altså har at gøre med en skematisk tænkt, symboltung terapiroman, er Karlsvognen nu alligevel bekendtskabet værd. Der er noget elementært fascinerende i situationen, hvor kvinden og pigen sammen begiver sig ind i mindernes hus, ind hvor alle, som der står, stadig ligger og sover, ganske ligesom hovedperson og jegfortæller sov, alt imens tyve drev deres spil. Der er desuden nedlagt megen nyttig livsvisdom i skildringen af Gunnurs mor, farmor og søstre – stærke kvinder, hårdføre planter fra en tid, hvor islændingene så »arbejdet som den vigtigste dyd«, viste fædrelandskærlighed og tappert hyldede »flid og gåpåmod«.” (Erik Skyum-Nielsen: Modig i sin tro på fantasien og empatiens magt, Information, 2010-10-28).
