- Charlotte Lybeckerstud.mag., 2016
Intro
Nell Zinks roman ”Mislaid” fra 2015 (”Knald og fald”, 2016) foregår i 1960’ernes Virginia. Vi hører om den naive førsteårsstuderende Peggy, som agerer oprørsk i sit forsøg på at bryde med sin patriarkalske baggrund. Peggy mener, at hun er blevet pige ved en fejltagelse. Hun starter på Stillwater College, klipper sit hår kort og begynder at ryge cigarilloer. På college forelsker hun sig i den anerkendte lyriker Lee Fleming, og selvom Peggy foretrækker piger, og Lee fantaserer om mænd, indleder de et forhold og får to børn sammen. Lee fører en hedonistisk livsførelse med psykedeliske stoffer og seksuelle sidespring med intellektuelle homoseksuelle, og Peggys liv begynder efterhånden at krakelere. Efter ti stridige år flygter hun med deres treårige datter Mireille og efterlader sønnen Byrdie hos Lee. Hun går under jorden og får fingre i en sort død piges fødselsattest, som hun anvender til at skjule sin egen og datterens fortid. Med nye identiteter som afroamerikanere flytter de til en landlig provins, hvor datteren, som nu er sort og har navnet Karen Brown, bliver venner med Temple, en sort, nørdet dreng, hvis evner giver ham et fuldt studielegat til Universitetet i Virginia. På samme universitet går Karens bror Byrdie, som hun ikke ved eksisterer. Til en Halloween fest på universitetet krydser de to søskendes veje hinanden, og en retssag om stoffer bliver et afgørende vendepunkt for den splittede familie.

Nell Zink
I Nell Zinks roman ”Knald og fald” fra 2015 skildrer hun kulturen i de amerikanske sydstater, hvor hun selv er vokset op, med vægt på den menneskelige identitet og muligheden for at rykke sig fra s...