- Christian Jess Rasmussencand.mag., 2013
- Niels Vestergaardcand.mag. og journalist, 2010
Intro
Michael Chabons ”Gentlemen of the Road” fra 2007 ("Landevejens riddere" 2008) er en ridderroman i den picareske gavtyveagtige stil, som blev kendt med fortællingen om "Don Quijote" af den spanske sekstenhundredetals forfatter Cervantes. Den er skrevet som en føljeton til The New York Times med en let tegneseriekvalitet, som understreges af de ledsagende illustrationer i stilen fra Hal Foster, Prins Valiants skaber, mesterligt koloreret med et væld af eksotiske navne og begreber, og vel et godt bud på, hvordan Cervantes selv ville have behandlet genren, hvis han var vokset op på attenhundredtallets ridderromaner og nittenhundredtallets seriehæfter og havde været vidne til kvindekamp og jødeforfølgelser. Arbejdstitlen var "Jøder med sværd", og uden det på nogen måde kaster bare den mindste lille skygge over den altid dramatiske afvikling, rummer "Landevejens riddere" vel både en lille kønspolitisk og religiøs kant.

Michael Chabon
Når Pulitzer prisvinderen Michael Chabon henvender sig til voksne, er det med et kritisk øje på det amerikanske samfund. I hovedværkerne spejler han amerikanernes behandling af jøder i jødernes beh...