Lån på biblioteket

Lettipark

Judith Hermann

168 siderUdgivet: 2016

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Betty Frank Simonsen
    journalist, cand.mag., januar 2022
  • Betty Frank Simonsen
    journalist, cand.mag., 2016
Hovedforfatter
  • Betty Frank Simonsen
    journalist, cand.mag., 2011

Intro

Titelnovellen i Judith Hermanns ”Lettipark” fra 20161 (”Lettipark”, 2016) er kendetegnende for Judith Hermanns hele samlingenseneste udgivelse. Fortælleren møder Elena i en kø i markedshallen og tænker tilbage på den dengang smukke, sortøjede Elena, der klædte sig som en sigøjner og havde en bar: ”Hun tog en rustrød nederdel over et par mintgrønne bukser, åbnede baren, fejede cigaretskodderne ud med en kost, tog sig en øl, skruede op for musikken og tændte de kulørte glødepærer i guirlanderne mellem akaciegrenene. Senere kom alle forbi. Elena var gadens smukkeste pige.” (s. 38 39).

”Hil dig, du smukke bugt, hvor min ungdom stod i blomst, siger Greta.

Hun siger, det er da virkelig de underligste ting man kommer i tanke om igen, fra det ene øjeblik til det andet. Du bugt, hvor mine drømme vågnede. Naturligvis finder jeg ud af det alene. Lad nu være med at spekulere på det. God rejse, Maude. Kan du have det godt.”

”Lettipark”, s. 97.

Da Rose møder hende i køen mange år senere, er Elena blevet tung og gammel, og mødet sætter gang i en erindring om dengang, de begge var unge og blev eftertragtet af fotografen Page Shakusky. Rose afviste ham, og så kastede han sig over Elena, som han forelskede sig så voldsomt i, at han efter hun brød med ham tog ud og fotograferede det trøstesløse område, hvor Elena voksede op: Lettipark, et beboelsesområde i udkanten af Berlin, der kun hedder sådan i folkemunde.

De sytten noveller i ”Lettipark” er meget forskellige, en af dem er formet som et brev, andre foregår i en ikke-defineret fortid, andre igen springer voldsomt i tid, men de bindes sammen af den velkendte Hermannske længsel. Hvor personernes tanker og drømme i Hermanns tidlige novellesamlinger rettede sig mod et punkt i en uvis fremtid, så kredser de nye fortællinger om erindring – små glimt af fjerne, fortidige fortællinger, hvor forelskelsen måske har været mere intens, hvor mennesker var smukkere eller mere uopnåelige, og hvor venskabet var et andet. Men selv om fortælleren i flere af fortællingerne kigger tilbage over et liv, så står vi stadig uden svar. I den sidste fortælling, ”Mor”, får vi ikke at vide, hvorfor moren bliver ved at tage sig af en gammel venindes familie, også efter venindens død. ”Hun ved det” står der blot, som novellens sidste sætning. Og hvad er det Edna, Walters kone, tager op af rygsækken og sætter i et hjørne af det nye hus i Nantucket, de har taget fortælleren med ud at kigge på? Vi ved det ikke, hos Hermann er uudgrundeligheden som altid intakt.

Judith Hermann

Judith Hermanns debut ”Sommerhus, senere” blev en slags litterær sensation i hjemlandet Tyskland, da den udkom. Hermann blev kaldt sin generations stemme, og mange unge tyskere tog bogen til sig so...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger