”En del af forargelsen over deres misgerninger skyldtes, at en kvinde spillede en så synlig rolle i dem. Det blev endnu et af det gamle regimes familiedramaer, hvor der optræder en stærk kvinde – det vil sige en kvinde, der udøver en upassende stor magt – som efter at have dristet sig ud af den sfære, der retteligt er kvindens (børn, husholdning og lidt talentfulde forsøg med kunst) var blevet magtsyg og depraveret og ved erotisk list har gjort en svag mand til sin slave og korrumperet en retskaffen.”
"Manden der elskede vulkaner", s. 292.
Vulkanen i romanen står som symbol på lidenskaben, det ukontrollerede, det utilregnelige, det primitive, livet og døden. Hamilton ‘elsker’ vulkaner, som han iagttager interesseret, men med en vis distance. Selv er han indbegrebet af den rationelle mand, der elsker på en tilbagetrukken og indadvendt måde. Portrættet af den lærde træmand er underholdende, men det er karakteren Emma, der for alvor giver romanen liv. Emmas karakter er mangefacetteret. Hendes natur minder i vid udstrækning om vulkanens, og hendes forhold til omgivelserne er lige så passioneret, som Vesuv er levende. Forholdet mellem Emma og Hamilton er selvfølgelig ikke meget anderledes, end Hamiltons forhold er til vulkanen, mens forholdet mellem Emma og Nelson til gengæld slår gnister.
