”Se, det er mig. Det er det, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.
Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, der kan fortælles videres til kollegerne.(...)”
”Min fucking familie”, s. 7.
Vreden er ifølge hovedpersonen nedarvet i generationer. Den har rødder tilbage til en tiptipoldemor, der tog livet af uønskede spædbørn i en spand med vand og en tiptipoldefar, der var slavehandler, så med en mor, der i den grad har svigtet med druk, hor og skodmænd og en slægtshistorie, der driver af ondskab, må man sige, at Christoffer har grunde nok til sin vrede.
I begyndelsen af romanen samles den nulevende familie Svendsen til Christoffers mormors fødselsdag i den overdådige nordsjællandske villa, som bliver romanens ramme. Det er her til familiefesten, at alle skeletterne langsomt begynder at rasle ud, og sammenhængene familiemedlemmerne imellem afsløres bid for bid. Hvem, der er far til hvem, hvem, der er søskende og hvem, der har slået hvem ihjel, skal ikke afsløres her, men det hele går op til sidst.
Familien Svendsen har så mange skeletter i skabene, at det næsten bliver for meget. Og så alligevel ikke. Det hele fortælles så indlevende, realistisk og med en bidende humor, at man tror på det. Fortællerstemmen insisterer på at tale direkte til læseren, og det både forfører og involverer. Sproget er skarpt, humoristisk og poetisk.
Bruhns filmiske fortællerstil gør ”Min fucking familie” til en ungdomsroman med et højt tempo og et veldrejet plot.
