”Men jeg så satans godt ud. (…) Jeg smilede. Tænderne var hvide og lige. Der var et glimt i øjnene som jeg godt kunne lide at se, det utrolig uværdige ved situationen, en der smiler og næsten blinker til sig selv i spejlet, fik maven til at stramme sig igen. For helvede da.”
”Min kamp 4”, s. 75.
I en 250 sider lang passage skildres teenagelivet, som det tog sig ud hjemme i Kristiansand. Hormoner, musik og piger fylder sammen med drømmen om at blive musikjournalist Karl Oves hoved, og på trods af et uhyggeligt lavt selvværd kæmper han for at finde sin plads i verden. Eller rettere at opretholde det nænsomt plejede selvbillede, han oparbejder med en stædig besættelse af musik, der ikke er mainstream, hatte på sned og et mere og mere frigjort forhold til alkohol og hash.
I den fiktive by Håfjord sidder den 18-årige forfatterspire i timevis ved skrivemaskinen, hvor han skriver noveller, som han sender til familie og venner for at få kritik. Han lever sig ind i musikken, drikker sig sanseløst beruset i weekenderne og har måske – måske ikke – kysset en pige fra 7. klasse til en fest. Sidstnævnte tema klinger sammen med temaet i ”Ude af verden”, hvor en ung lærervikar har et forhold til en mindreårig pige. I ”Min kamp” 2 mistænker en ven, at oplevelserne fra ”Ude af verden” er selvoplevede, og den tvivl holdes i live i ”Min kamp 4”.
Bind 4 af det monstrøse romanprojekt er et tidsbillede af norsk provins i 1980’erne og en nærgående karakteristik af, hvad det vil sige at være teenager. Det bliver et portræt af kunstneren som ung mand: Vild af forventninger til livet, belastet af opvæksten med den dominerende far og fuld af en nærmest ustoppelig seksuel energi. Som en modvægt til de ungdommelige udskejelser byder romanen på en lang række sanselige registreringer af den norske natur med sit tunge vintermørke og lysende sommernætter.
