”du drejer dig/ om din hånd/ og langsomt åbner/ du dine øjne/ uden at se/ det der vender/ sig mod dig/ og taler dig tom/ men alle kommer frem/ som varme heste/ der damper/ i silende støvregn/ eller billede/ af barn der løber/ ud foran bil/ et stykke borte”
“Øjeblikket”, s. 12.
Niels Frank gør det samme, men tæller op igen, og siger dermed, at der ikke er noget nulpunkt eller endemål for lyrikken, den er tværtimod hele tiden i bevægelse. Lyrikken fanger øjeblikket i et nulpunkt for i næste øjeblik at vende tilbage til den larmende og påtrængende virkelighed. Denne nedskrivning til et fortættet øjeblik går igen i digtsamlingens layout.
Forsiden er sort med titel og forfatternavn i hvidt, det samme er de fire sider, der indleder hver sit kapitel. Digtene er omvendt skrevet med sort på hvidt papir. Designet er enkelt og renset, og ligeledes er der økonomiseret i digtene. De er korte, billederne enkle, sætninger gentages med små variationer, der stilles skarpt på kropsdele og på kontakten mellem dem, f.eks. i digtet “LÆBER”: “læber som åbner sig og lukker sig/læber som åbner og lukker sig/ fugtes let og ledes alene/bevæges i strømme uden ord/ smiler indad smiler udad/smiler indad og udad/ skilles til øjne skilles til læber/samles til kys ind mod hinanden ...” (side 18). Man kan sige at digtene forsøger at komme så tæt som muligt på et betydende øjeblik: “men fra denne sene morgen/ tør du ikke lade/ mig ligge alene længere// fra dette øjeblik/ vil du altid se dig/ tøvende tilbage mod mig” (side 20). Altså en indkredsning af hvornår en betydning opstår, som f.eks. øjeblikket der ændrer leg til alvor: “eller billede/ af barn der løber/ud foran bil” (side 12).
