”Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i Vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade.”
”Ordet”, s. 12.
Kaj Munks mange skuespil kan stort set opdeles i to lejre; de, der handler om hans holdninger, og de, der handler om hans tro. Det sidst udgivne drama er ”Niels Ebbesen”, som handler om en dansk ridder, der i 1300-tallet slår en tysk panthaver ihjel, men inden da udkom ”Ordet” i 1932.
Kaj Munks bedst kendte drama skrev han på bare fem dage, mens han ventede på svar fra Det Kongelige Teater, om de vil antage ”En Idealist”. ”Ordet” handler om religionsstridigheder i et lille samfund, hvor indremissionske og grundtvigianske kræfter strides, og det handler i høj grad om troen på mirakler. I en lille, grundtvigiansk familie påvirker den forstyrrede og stærkt troende Johannes de resterende medlemmer, men da den gravide Inger dør i barselssengen, er det Johannes’ tro og Ingers datters barnetro på det gode og på miraklet, der vækker Inger til live igen. ”Ordet” er uden tvivl inspireret af Kaj Munks egen opvækst med et indremissionsk hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen, han mødte – selvom de indremissionske kræfter i ”Ordet” er langt sortere og mindre kærlige, end dem, Kaj Munk selv oplevede.
”Ordet” handler om at tro og om de mange tvivlsspørgsmål, en tro afføder. Kan man have en tro på det at tro – uden selv at tro? Og kan tro have forskellige udtryk og stadig være ligeværdige? Grænserne mellem vanvid, naivitet og den stærke vækkelsestro er udflydende i Kaj Munks drama, der blev opført første gang på Betty Nansen Teatret i 1932. Filminstruktøren Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1955 ”Ordet” og vandt adskillige internationale filmpriser for den smukke sort/hvide-film.
Kaj Munk skrev selv en fortsættelse til skuespillet, ”Ordet II”, der først blev gravet frem og udgivet af Kaj Munks søn Arne Munk (1934-2011) i 2004. Kvaliteten af stykket er dog også blevet anfægtet efterfølgende. ”Så vidt vides udgav Kaj Munk aldrig selv stykket, velsagtens i realistisk erkendelse af den forkrampede, sentimentale og svampede atmosfære, der lægger sig forkølet over hele arrangementet.” (Johs. H. Christensen: Kaj Munk: ORDET II, 2004-03-12).
