Emneord:

Parallelle historier 2 – I nattens dybe mørke

Péter Nádas

419 siderUdgivet: 2018

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., december 2018

Hovedforfatter

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2017

Andet bind i Péter Nádas’ storslåede trilogi om Europa i det 20. århundrede og menneskelig identitet, fremmedgørelse og længsel har titlen ”Párhuzamos történetek” (2005) (”Parallelle historier 2 I nattens dybe mørke”, 2018). Romanen, der har kapiteloverskrifter som ”Han får underretning om sit eget liv” og ”Flår alt itu”, tager sin begyndelse en nat i en park, hvor byens homoseksuelle kredser om hinanden fulde af forventning, lyst og skam. Det er også blandt Budapests bøsser, at man finder en beskrivelse, der indeholder anslaget til bogens titel, og som illustrerer bogens melankolske tone.

”De skrællede hinanden fri af mørket, ikke så meget med øjnene, mere med deres indre blikke og en gensidig forførende selvtilfredshed over at vise al den overdådige nøgenhed frem og alle de ansvarsløst letsindige ord, som det var så nydelsesfuldt at prale med.”

”Parallelle historier 2 – I nattens dybe mørke, s. 153.

Det er ligeledes et gennemgående tema i romanen, at mennesket er splittet mellem løssluppenhed og glæde på den ene side og skamfølelse og aggression på den anden: ”Falanksens to ender fortabte sig i det urin- og tjærestinkende mørke. Han begyndte at gå i den retning, direkte ind i mørket, ind i nattens mørke dyb, dér hvor vanddråberne ramte porcelænet. Han valgte dog en langt farligere plads, en plads hvor han kunne forsvinde med sin personlige skamfølelse, men hvor han med sine upersonlige længsler kunne stedes for Guds åsyn”. (s. 128).

Vi befinder os i romanværkets andet bind i midterdelen af det forrige århundrede, og handlingen foregår især på forskellige steder i den ungarske hovedstad. Her møder man både figurer kendt fra første bind og nye skikkelser. Sanselighed fylder meget i bogens beskrivelser, og kropsvæsker af enhver slags dukker gentagne gange op: ”I øjeblikket lige før verdens undergang. Det ville måske ikke engang genere dem at rulle sig i andres fækalier (…) De kyssede hinandens sperm ind i hinandens gabende munde” (s. 55). Mennesket er i verden som en krop, med alt hvad det indebærer af sved, blod, sæd, urin og lignende. De mange sekreter tematiserer kroppen som eksistensmodus. Samtidigt er et vigtigt motiv i romanen det på alle måder afklædte menneske og menneskers voldsomme, kropslige møder.