”Han sagde jeg smilede til ham, men det er ikke sandt. Det jeg gjorde da jeg mærkede at han så på mig, var at rette mig op, rulle skuldrene tilbage – en lillebitte bevægelse – en enkel koreografi for en sekstenårig pige som har gjort sig færdig med barndommen.”
”Pige, 1983”, s. 20.
I 1983 har den 16-årige pige glemt navnet på sit hotel og bærer kun på sedlen med A’s adresse. I 2014, hvor forfatteren første gang satte sig for at skrive om pigen i Paris, og i dag, hvor hun skriver bogen færdig, har hun glemt det meste. Men ikke natten i fotografens lejlighed og skammen, følelsen af noget forkert, der har fulgt hende lige siden. Løsrevet fra de faktiske hændelser.
Indimellem genkaldelsen – eller gendigtningen – af den 16-årige piges modelchance i Paris skriver den 55-årige forfatter sig igennem en depressiv tilstand. Ensomheden udfordres af et gensyn med den unge piges usynlige søster, hvis spørgsmål til forfatteren flere steder driver tanker ufrivilligt frem: ”Du er begyndt at komme uanmeldt, som da vi var børn. Lad mig være i fred, siger jeg. Gå din vej og plag nogle andre.” (s. 41).
Forholdet til den berømte mor, skuespiller Liv Ullmann, fylder både i nutiden og datiden. Blikket på moderen er kærligt beskrevet begge steder, selvom bogen også beskriver en barndom, der ikke var indrettet efter børn i traditionel forstand.
Romanen er autofiktiv og svinger mellem nutid og 1983. Den er bygget op af brudstykker af hukommelse fra en lille uges tid alene i Paris som 16-årig, der har sat varige spor i den 55-årige jeg-fortællers krop. Tonen er undersøgende, intet står fast, heller ikke placeringen af skyld og følelserne omkring den faktiske hændelse: Sex mellem en 16-årig pige og en 44-årig gammel mand.
Men ”ved at skrive det der skete, ved at fortælle historien så sandfærdigt som jeg kan, forsøger jeg at samle dem i én krop – kvinden fra 2021 og pigen fra 1983. Jeg ved ikke om det er muligt.” (s. 79).
