Emneord:

Processen og det halve kongerige

91 siderUdgivet: 2010

Hovedforfatter

Iben Engelhardt Andersen
mag.art., 2016

Morten Søndergaards prosaværk fra 2010 ”Processen og det halve kongerige” har ingen genrebetegnelse og kendetegner således et forfatterskab, der nægter at hvile på ét sted. Bogens titel minder om eventyrets lykkelige slutning, hvor prinsen til sidst får sin prinsesse. Men selvom Søndergaard låner fra myter og andre fortællinger, lader han aldrig det hele løbe sammen til én sammenhængende historie med begyndelse, midte og slutning.

”Plasticmanden står og fægter på taget af tanken, vi er levende og stadigvæk forbundet med alt, der har lunger og optager ilt, forbundet med dig gennem tusind små detaljer og lys for enden af tunneller.”

”Processen og det halve kongerige”, s. 81.

Et sted i denne tekststrøm står der: ”Jegløs går jeg videre.” (s. 46), hvilket jo er et paradoks. Men tekstens ’jeg’ er altså et ’jeg’, der bevæger sig fra sætning til sætning, frem og tilbage i tid uden at finde sig selv på ét sted. Det er en personlig beretning, hvor ’hjem’ både er Italien og Danmark, og der er både samtaler med digtere fra litteraturhistorien og et intimt samvær med et elsket du.

Her er hverken ét klart omdrejningspunkt eller en hovedkonflikt, men tilbagevendende motiver; huse, haver, Coca Cola, Kafka, Michelinmand osv. Man skal ikke nødvendigvis forbinde dem for at finde meningen med det hele, men snarere følge den anti-hierarkiske bevægelse frem og tilbage mellem tider og steder.

Tanker om sproget og digtningen fylder meget i bogen. Et sted står der: ”Denne bog bør have en handling, en form for drama, en udvikling og et klimaks, men det har den ikke.” (s. 37). Disse manifestagtige udsagn blander sig med anekdoter om barndommen og kunsthistorien og om f.eks. Søndergaards problemer med at få et italiensk id-kort: ”på mit identitetskort her i Italien står der Korekort Sondergerd, fordi damen på kontoret brugte mit kørekort til at skrive mit navn af efter.”(s. 47). Bogens sidste del er præget af kærlighedserklæringer til et ”du” i sengen om morgenen. Sætningerne holder sig, trods bogens antihierarkiske opbygning, til konventionerne, og billedsproget er ofte klassisk, men sine steder er det også vildt og liderligt: ”Sneglene har en fin og våd vægt, de leder efter hinanden, jeg trykker dem sammen, og kastanjetræet stikker sine lysdildoer op i skumringen.” (s. 9).

Den ’jeg-løse digtning’ er altså ikke hos Søndergaard en digtning uden krop, men en fænomenologisk beskæftigelse med kroppens bevægelser.

Morten Søndergaard

Poesien er en fundamental aktivitet, siger Morten Søndergaard, der med sit forfatterskab foretager en konstant undersøgelse af verden og vores ruter i den. I digte, prosa, lydværker og museumsinsta...

Læs hele forfatterportrættet