Emneord:

Satantango

302 siderUdgivet: 2019

    Hovedforfatter
    • Lasse Martin Jørgensen
      cand.mag., november 2026

    Intro

    Krasznahorkais debut er kulsort fortælling om menneskets længsel efter frelse og forløsning. To mystiske skikkelser ankommer til et landbrugskollektiv i forfald. Er de frelsere eller forrædere? Regnen siler ned gennem hele ”Sátántangó” (”Satantango”, 2019), László Krasznahorkais debutroman fra 1985. Det er den slags regn, som får hele verden til at mudre til i håbløshed og tristesse.

    Kollektivromanen udspiller sig omkring et lille ungarsk landbrugskollektiv i opløsning. Det kunne være årene kort før kommunismens sammenbrud, men der er en tidløshed over romanens miljøskildring, som løfter dens temaer ud af romanens samtidige politiske kontekst. En mindre gruppe landarbejdere planlægger at stikke af med årets indtjening. Deres planer bliver afbrudt, da et sindsoprivende rygte når dem: Irimiás og Petrina er på vej.

    De to mystiske, vagabonderende skikkelser har tidligere lagt vejen forbi bebyggelsen. Det er nu længe siden, de sidst blev set, og rygterne har meldt dem døde. Deres varslede tilbagekomst vækker et håb om frelse hos de fattige beboere, i hvis øjne Irimiás er en nærmest messiansk skikkelse – eller måske satan selv? De forestiller sig på forskellige måder, at han med sin karisma, opfindsomhed og viljestyrke vil trække dem ud af deres sociale og eksistentielle dødvande.

    Romanens opbygning falder i to dele, som hver indeholder seks kapitler. I første del tæller kapitelnumrene op fra et til seks. I anden del tæller de ned. Kapiteloversigten er opført under overskriften ”Dansekort” med henvisning til titlens tango. De seks trin frem efterfølges af seks trin tilbage, indtil man igen er, hvor man startede. Romanens cirkulære struktur er som en løkke, der kvæler enhver forestilling om fremdrift og frelse. Ingen ideologier eller utopier slipper tørskoede gennem denne ”Satantango”.

    ”Alt fungerer tomt og uden mening under et enormt pres mellem afhængighed og en tidløs og vild pendulering, og det er blot vor indbildningskraft og ikke vore sansers evindelige nederlag, der evig og altid frister os med troen, for at kunne kæmpe os op af elendighedens rævegrave. Der er ingen flugt mulig, flapøre.”

    ”Satantango”, s. 244.

    Sprogligt er debutromanen allerede et formfuldendt eksempel på Krasznahorkais særegne stil, hvor sætningerne bugter ned over siderne i lange, sirlige konstruktioner. Som læser kan vejen gennem sætningerne til tider føles som en spejling af karakterernes vandringer ad de lange, mudrede markveje, hvor man mister fodfæstet, hvis opmærksomheden slækkes. I læserens tilfælde bliver indsatsen dog belønnet med en bemærkelsesværdig og illusionsløs vision af tilværelsens tilsyneladende menings- og håbløshed.

    László Krasznahorkai

    Ungarske László Krasznahorkai modtog Nobelprisen i litteratur i 2025. Han blev belønnet for sit fyrre år lange forfatterskab, som er blandt de mest særegne i verdenslitteraturen. Allerede med romandebuten ”Satantango” fra 1985 trådte han tematisk og stilistisk i karakter.