”Sidst Veronica var hjemme, var, da hendes far fyldte treoghalvtreds. Hun vil tro, det var i fjor eller forfjor. I virkeligheden er det nok godt og vel fem år siden. Et halvt årti. Lidt længere end den tid, Billy fik lov at leve.”
”Sensommerjagt”, s. 145.
Vi møder hende første gang til gruppeterapi, hvor hun endelig er vendt tilbage som facilitator efter måneders karantæne af årsager, der først åbenbares sent i bogen (hun har haft et forhold med en klient og har ikke ligefrem håndteret den afbrudte relation på bedste vis). Til mødet dukker en yngre mand op, hvis sorghistorie ligger foruroligende tæt op ad Veronicas egen historie om broren, der aldrig blev fundet. Samtidig begynder der at ske mystiske begivenheder i Veronicas privatliv. Hvem er det, der står og ryger i mørket nede på hendes gade? Hvem har været i hendes lejlighed? Er den unge mand barndomsven med lillebroren, som han hævder, eller er han ligefrem hendes lillebror?
Veronica tager tilbage til barndommens sorgfyldte og traumatiserede land, hvor hendes far, storebror og politimanden, der i sin tid måtte opgive efterforskningen, stadig bor. Efter mange udfordringer lykkes det Veronica at finde frem til sandheden – og fortællingens mange handlingstråde syes slutteligt behændigt sammen af den svenske forfatter.
Læseren får desuden en forklaring på, hvem der er henholdsvis afsender og modtager af de kursiverede og mystificerende kærlighedsbreve, der gengives løbende i bogen. At anvende navnløse tekstbidder som disse er ikke et nyt krimilitterært greb, men det virker upåklageligt i dette første bind af Anders de la Mottes Skånekvartet.
Bogen kredser især om emner som hemmeligheder, sorg, psykisk sygdom og om små lokalmiljøer, der ikke er så hyggelige, som de ser ud udefra.
