”Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den. Der er noget hallucinerende ved al perception, og det er let at skabe illusioner. En charmerende neurolog (…) kan sagtens få dig, kære læser, til at tro at protesen er din egen arm.”
”Sommeren uden mænd”, s. 85.
Tidsmæssigt strækker romanen sig over de måneder, Mia befinder sig i Bonden, og man følger hendes samvær med de syv unge piger på lyrik-holdet og med hendes gamle mor og moderens veninder på alderdomshjemmet Rolling Meadow.
Således kommer romanen til at beskrive to kvindegrupper, der nok befinder sig i hver sin ende af livsforløbet, men som minder om hinanden. I begge grupper er der hemmeligheder og kamp om at være populær. Med denne struktur bliver fortællingen om et ægteskab i krise også en undersøgelse af tidens gang.
Samtidig chikaneres Mia, der som andre af Siri Hustvedts hovedpersoner tilhører New Yorks intellektuelle, af en mystisk digital stalker, der sender ubehagelige e-mails, der med tiden ændrer karakter. Og i nabohuset finder Mia en ny veninde, den 26-årige Lola med to børn og en hidsig mand.
Mia er romanens fortæller, og vi følger hende både indefra, i dialog og i handling, og hun udtrykker sig både i digtform og i direkte henvendelser til læseren, så fiktionens illusion brydes. Hovedpersonens løbende refleksioner over livet, menneskets væsen, sindet, litteraturen m.m. er et gennemgående greb i romanen, der giver den stor filosofisk tyngde. Men romanen er også humoristisk, og især Mias refleksioner over ægtemanden har ironisk bid.
”Sommeren uden mænd” er intellektuel, sansende og levende – både i indhold og sprog. Og som i andre af Hustvedts romaner er narrativ psykologi og den fortælling, vi skaber om os selv, et centralt tema.
