Lån på biblioteket
Emneord:

    Spøgelsessonaten

    August Strindberg, Carlo M. Pedersen (f. 1918)

    1 cd (72 min.)Udgivet: 1928

    Lån på biblioteket
      Hovedforfatter
      • Niels Vestergaard
        cand.mag. og journalist, 2010

      Intro

      Mod slutningen af det nittende århundrede kan naturalismen ikke længere rumme Strindbergs stadig mere religiøst mystiske erfaringsgrundlag, og det, han laver, er noget andet, som sidenhen blev knæsat i strømninger som ekspressionisme, absurdisme og surrealisme. Det er et helt nyt formsprog, som trækker på fantasi og drøm og syner med “Spöksonaten” fra 1907 (“Spøgelsessonaten”, 1928) som det mest berømte eksempel. Det kategoriseres i forfatterskabet som et kammerspil sammen med en række andre stykker, som Strindberg skrev til en lille intim scene, Intima Teatern, han havde erhvervet sig i Stockholm. Den ældre Strindberg har sin tro eller en del af den i østerlandsk religion, og i stykkets mareridtsagtige stemning finder vi noget, der minder om en art grundskitse til billedet af den moderne verden som en lidelsesfuld sjælevandring eller samsara, som det skulle hedde i buddhistisk terminologi.

      ”STUDENTEN: Rodskiven er Jorden, som hviler på Vandet eller ligger i Muldet, – saa skyder Stænglen op saa rank som Verdensaksen og i dens øverste Ende sidder Stjærneblomsterne, med deres seks Straaler.

      FRØKENEN: Over jorden – Stjærnerne! Aa, det er stort, – hvor har De faaet det fra? Har De selv set det?

      STUDENTEN: Lad mig tænke mig om … Ja – i Deres Øjne! … Det er altsaa et Billede af Kosmos … Derfor sidder Buddha med Rodskiven Jorden, rugende over den med sine Blikke for at se den vokse ud, og skabe sig til en Himmel foroven! – Den stakkels Jord skal blive til en Himmel! Det venter Buddha paa!

      FRØKENEN: Er Sneblommen ikke ogsaa seksstraalet ligesom Liljehyancinten?

      STUDENTEN: Jo, den er! Sneblomsterne er faldende Stjærner …

      FRØKENEN: Og Vintergækken er en Snestjærne … vokset op af Sne.

      STUDENTEN: Men Sirius, den største og skønneste af Firmamentets Stjærner i gult og rødt, – det er Narcissen med dens gule og røde Kalk og dens seks hvide Straaler.”

      August Strindberg: “Spøgelsessonaten” i “Værker”, bind 8, side 295.

      I første akt bliver hovedpersonen Studenten fanget ind af Den gamle, som har kendt hans far og hævder, at han er fast besluttet på at gøre en uret god igen ved at optræde som hans velynder. Men Den gamle har ikke bare forbrudt sig mod Studentens far. Han er en ågerkarl og en blodsuger og en forsmået elsker, som har konspireret mod ungdommens konkurrent Obersten. Maskerne falder i andet akt til en “spøgelsessouper” hos Obersten – en pastiche over det borgerlige teselskab, hvor ingen siger noget eller kun det samme. Studenten gør sin hoser grønne hos husets datter, mens Den gamle afslører resten af selskabet, og resten af selskabet dømmer Den gamle.

      I tredje akt huserer en fed kokkepige i kulisserne. Hun suger saften ud af kødet, inden det serveres, så alle langsomt tærer hen. Det er alt sammen mægtigt uvirkeligt, og strindberg-fortolkere har gennemlyst det med kristen mytologi og Swedenborgs mysticisme i jagt på en forståelsesnøgle. For Ingmar Bergman var det ganske enkelt et spørgsmål om at få det til at virke på en scene: “På en eller anden måde har man jo levet med teksten i alle årene og lidt efter lidt har den åbnet sig. Ofte gør man jo sådan, at man iscenesætter det her stykke udefra og ind. Man begynder med at iscenesætte først akt, og det går godt. Siden tager man anden akt, og det går også godt. Siden tager man tredje akt, og det går af helvede til. Dagsbevidsthedens logik er nødt til at holde op med at virke, for der hersker en anden slags logik, som er meget mere dyster og frygtelig. Hvis man ikke forstår, at Den studerende i sidste akt myrder frøkenen lidt efter lidt med ord, så falder hele akten." (www.ingmarbergman.se).

      August Strindberg

      Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvan...

      Læs hele forfatterportrættet

      Opdag andre bøger