”Jeg føler mig privilegeret ved at bo i et hjem, hvor Le Monde ligger og flyder på sofabordet. Jeg lader den ligge fremme, når mødregruppen kommer, hvis ikke datoen er alt for gammel.”
"Stilleben", s. 42-43.
Julie længes tilbage til en sommerrejse til Athen, hvor hun eksperimenterede med stoffer og farlig forelskelse. Hun ved, at hun aldrig kan komme tilbage dertil, og alligevel virker det, som om hendes nuværende liv er forkert. Minderne fra Athen bliver en kontrast til denne umulige erkendelse. Hun tænker tilbage på tiden som billeder inde i hovedet: “og det er det mest perfekte øjeblik i mit liv, selvom jeg godt ved, at det er snyd, at det slet ikke er mig.” (s. 21).
Stilleben betyder ‘stille liv’ på tysk, og er et kunsthistorisk begreb om en opstilling af ting, som man maler, for eksempel en frugtskål, en vase eller lignende. Man kan sige, at titlen refererer til Julies liv, der er både stille og rutinepræget, men også enormt opstillet. Modvilligt sliber hun sine fødder, køber sylteglas og laver spinatsnegle, fordi det står der i damebladene at man skal, og hun føler selv, hun er med i en film, når hun og Pierre sidder på terrassen foran rækkehuset og drikker hvidvin. Men Julies fortæller-jeg afslører iscenesættelsen. Det bliver beskrevet, hvordan Julie sked under fødslen, og læseren bliver helt bevidst om iscenesættelsen, da Julie langsomt indrømmer, at Pierre ikke kommer fra et idyllisk sted i Frankrig, hvor der er bedstemødre med store skørter, men fra en boligblok i et usselt kvarter. Derfor hænger hun postkort op fra Paris, der hvor familiefotoerne skulle have været.
Romanens dramatiske slutning gør den til en ren forfaldshistorie om bristede forhåbninger og umuligheden af en genoprettelse. Det er ikke blot en skildring af en livskrise, men en advarsel om, at man kan lade sig forblænde og træffe de helt forkerte valg.
