Lån på biblioteket
Emneord:

Stor ståhej for ingenting

William Shakespeare

Udgivet: 1880

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Caspar Haarløv
      cand.mag., 2007

    Intro

    Som titlen antyder, får man ikke meget ud af at søge efter en morale i “Much Ado About Nothing” fra 1598 (”Stor Staahei for Ingenting”, 1880). Faktisk antyder titlen slet ikke noget, men skal tages helt bogstaveligt. Og sådan er stykket hele vejen igennem: Den unge grev Claudio forelsker sig i Hero i samme øjeblik, han ser hende, og spørger derefter hendes far, om hun er enearving til hans formue. Da det er på plads, skal de giftes. Alt kunne være godt og skuespillet overstået, hvis ikke det var for den grumme Don Juan, som er lige så direkte, som resten af stykket: “jeg er en uforfalsket slyngel” (1.3.32) siger han om sig selv, og han har ikke meget andet end det som begrundelse for sin list: En tjener får det til at se ud, som om Hero har besøg af en mand i sit værelse natten før sin bryllupsdag. Det får Claudio til ved alteret at afsværge og håne hende. Hero besvimer, den fornærmede brudgom går sin vej, og præsten finder på at erklære Hero død. Da forbrydelsen derefter opklares, idømmes Claudio som straf, at han skal gifte sig med værtens niece. Inden han accepterer, forsikres han dog om, at hun nu er enearving til formuen. Humøret er stadig temmelig højt på trods af begravelsesceremoni og da det afsløres, at bruden under sløret i virkeligheden er den smukke Hero er alle lykkelige. Sideløbende har også prinsens ven, Benedickt og Heros kusine Beatrice, der begge er genstridige modstandere af ægteskab, forelsket sig i hinanden.

    ”Beatrice: Det er musikkens fejl, kusine, hvis han ikke bejler til dig i den rigtige takt. Hvis fyrsten bliver for nærgående, så sig ham, at der er noget der hedder takt og tone, og dans så svaret bort. For ser du, Hero, frieri, giftermål og fortrydelse, det er en galop, en menuet og en hopsa! Frieriet, det er hidsigt og hurtigt ligesom galoppen og ligeså fuldt af sjove krumspring – giftermålet er ærbart og adstadigt som en gammeldags og højtidelig menuet. Så kommer fortrydelsen på sine svage ben og falder ind i en hopsa, hurtigere og hurtigere til den hopper i sin grav.”

    William Shakespeare: “Elskovs gækkeri”: 65-73

    Benedict og Beatrice synes at kende hinanden i forvejen og har opbygget en art afvisende flirt. De er udstyret med stykkets bedste replikker, en vid der humoristisk forsvarer altings meningsløshed og åbenhjertigt og blasfemisk afviser alt og alle. Da deres venner hver for sig overlagt lader dem høre, at den anden er forelsket, vækkes ømme følelser til live og under megen vittig modstand finder de sammen og bliver gift.

    Selvom en god del af stykket forgår under den formodning, at Claudios forlovede er død af skam, er stykket stadig let og sød som en marengskage. De tre herrer, Claudio, Benedict, og den lidt ældre prins Don Pedro, ankommer i stykkets begyndelse fra en krig, der åbenbart har været lige så let og ualvorlig som resten af tilværelsen. Et bud bliver spurgt, hvor mange adelsmænd man har mistet, og svarer: “Kun få mand i det hele taget og ingen af betydning”. De eneste af stykkets medvirkende, der ikke er aristokrater, er så dumme, at de ikke engang kan tælle. Men på samme måde som overklassen priser de et muntert liv i lediggang. Da de to vægtere, der senere vil arrestere Don Juans tjener, får forklaret, hvad deres job går ud på, bliver det med hvert eneste eksempel gjort tydeligt, at det er bedst, om de undlod at gøre noget som helst.

    Men selvom stykket er let, er det dog ikke så let som i Lembckes danske oversættelse. Om Beatrice siger hendes onkel, at “Hun er aldrig alvorlig, undtagen når hun sover, og ikke engang da. For jeg har hørt ... at hun ofte drømmer om spilopper og gale streger og ler, så hun vågner ved det.” (2.1.22-25). I Shakespeares originale har Beatrice “often dreamt of unhappiness and waked herself with laughter”. Her er det ikke bare “spilopper og gale streger”, der får Beatrice til at le (hvem ville ikke le af det?), men “ulykke.” Unægteligt et mere bidsk karaktertræk.

    Udover Beatrices bidske nihilisme er stykket fuldstændigt blottet for alt, hvad der ligner morale, dybde, eller spidsfindige betydninger – men det er muligvis pointen: stor ståhej for ingenting, som en glad version af Macbeths tragiske konklusion om livet som “et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.” (“Macbeth”)

    William Shakespeare

    William Shakespeares skuespil har opnået status som en slags sekulær bibel – men en bibel blottet for påbud og læresætninger, og som det ikke er nødvendigt at have et andagtsfuldt forhold til. Her ...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger