Syner og fristelser

Othlo flyttes til klosterets sygesal, hvor han svæver ud og ind af bevidsthed.

I drømme føres han gennem dødsriget af en følgesvend, og dermed sender Voetmann en hilsen til Dantes guddommelige komedies førersvend Vergil. Her oplever Othlo himlens velsignelser og helvedes mange varianter af pinsler, som kulminerer i et gigantisk tapet af vævet tarm, som hænger over vævertorvet i Helvede. Her får vi altså i 2015 et bud på en katolsk forestillingsverden, endda flere hundrede år før Dante med ”Den guddommelige komedie” fuldender billedet af helvede, skærsild og himmel, for på den måde at føre middelalderen ind i renæssancen.

I de vågne perioder på sygelejet er Othlo i urimelig grad optaget af (andre munkes) jordiske pligter og mistænker især broder Gehrwas for at finde ”behag ved at udklemme sit møg i latrinhullet” (s. 23). Det kan høres på Gehrwas' slæbende gang, og mon ikke også han sender syndige sædklatter ned i lokummet?, ræsonnerer Othlo og spinder derefter historien om en trold, som skabte en dreng af munkes sæd og lort! I disse passager excellerer Harald Voetmann i en særlig sofistikeret form for pruttehumor.

I ”Syner og fristelser” dykker Harald Voetmann ned i middelalderens vildfarelser og forestillinger. Othlo er en hovmodig og gudfrygtig munk, der på sit sygeleje tager læseren med ind i sin religiøse verden og samtidig byder på umådelige mængder af højlydt fækal komik.